Fusionernes tid
Der bliver fusioneret på livet løs. Ameritech overtager Tele Danmark og bliver kort efter selv opslugt af en endnu større telegigant.
Storkonflikten har sat turbo på forbundsfusioner. Nogle forbund har fået tømt strejkekasserne og gældsat sig. RBF søger til Nærings- & Nydelsesmiddel Forbundet. Typografer og andre mediefæller kigger sig om efter forbund, der kan være interesserede i at dele deres gæld.
Og staterne fusionerer. EU sletter interne grænser og styrker de eksterne; med tysk politi i danske gader som konsekvens.
Men disse imperialistiske fusioner foregår på trods af arbejderne.
De ansatte i Tele Danmark har endnu ikke gjort boet op; men de har tidligere vist kampvilje.
Storkonflikten gavnede ikke den socialdemokratiske LO- & forbundstop.
På min arbejdsplads var der på den famøse fredag, hvor storkonflikten blev en kendsgerning, på én og samme tid dels glæde over, at fagtoppens forlig var blevet stemt ned og dels en udbredt skepsis næste "resultat".
Uden at sætte ord på, var det de flestes opfattelse, at når det hele er topstyret, kommer vi ikke langt.
Og ganske rigtigt. Hele overenskomsten blev nu drejet over i en diskussion om ferie, der konkret blev udmøntet i feriefridage.
-Der er kun råd til at taŽ hul på den sjette ferieuge, som vore forhandlere sagde!
Fabrikken er en af Danmarks største eksportvirksomheder. Et rigtigt monopol. Og ikke medlem af Dansk Arbejdsgiverforening. Vi var ikke omfattet af strejken. Og selvfølgelig heller ikke af lockouten.
Alligevel var alle helt på det rene med, at denne kamp også drejede sig om os. Om alle arbejdere mod arbejdskøberne. At det også var vores kamp - og der er mange måder at vise sin solidaritet i kampen.
Og så endte det fandeme med, at Nyrup griber ind, tilsidesætter de rester af vores demokratiske ret til at forkaste et dårligt resultat, og tilmed for en meget stor del oven i købet forringer det.
For kun to måneder siden var mine arbejdskammerater med til at forlænge Nyrups stilling som statsminister ved at fravælge Uffe Ellemann. På baggrund af en vis portion forhåbning om, at Nyrup ikke er ligeså hård.
I dag må vi protestere.
For blot én måned siden knægtede vi ikke kun en udemokratisk urafstemningsmetode; vi forkastede også et elendigt forlig - og stor var glæden ved at trodse forbundstoppene.
I dag må vi protestere.
Men nu står vi konfronteret med Amsterdamtraktaten.
Endnu mere Union - endnu mere fusion.
-Og NU kan vi protestere:
-Lad os fusionere vore
NEJ-stemmer.
- Reno