I Federico Garcia Lorcas spor

Folkelig poesi i køkkenet

Af Lars Grenaa

 

I 1998 er det hundrede år siden at Federico Garcia Lorca blev født. Det har medfødt en bølge af festivaler og bogudgivelser. En person, smilende, men beskeden, møder én på plakaterne og efterlader spørgsmålet:
Hvem var Garcia Lorca?

 

Landskabet flyder stille forbi, da vi suser afsted i en lille Citroen på vej mod den spanske landsby Viznar. Op og ned går det ad de både bakkede og snoede bjergveje. Det bumler, men udsigten er fantastisk.

- Det er den samme vej Lorca og de elleve andre fanger kørte i 1936, fortæller chaufføren os. - De kom bare ikke tilbage.

Nærmest som Michael J. Fox i filmen „Tilbage til fremtiden" glider vi et øjeblik tilbage i tiden. Prøver at forestille os hvordan det må være at blive hentet af Civilgarden under borgerkrigen. Smidt op på ladet af en lastbil. Op til elleve andre fanger i et fascistisk kontrolleret område og vide, at man skal dø.

 

Vi befinder os i Andalusien, en sydlig provins i Spanien. Små 10 kilometer uden for Grenada ved landsbyen Viznar ligger en mindelund til ære for borgerkrigens ofre. Den hedder Parque de Garcia Lorca, opkaldt efter den spanske digter, musiker og dramatiker, Federico Garcia Lorca.

Da vi efter en lille times køretur ankommer til parken, møder et smukt syn os. På samme måde som det muslimske palads Alhambra er parkens indgang udsmykket. Bittesmå kakler som er fremstillet i de smukkeste mauriske mønstre, danner rammen om den.

„Græd mine venner"

Når man træder ind i parken, er det første, man ser, en åben plads. Den minder mest af alt om et amfiteater. Man har bygget en mur op ad væggen på den stejle høj der omkranser pladsen. Det er fra den, at de cirka 600 mennesker, der blev henrettet her i løbet af borgerkrigen, blev kastet ud. Frit fald på ti meter, og efterfølgende brændt, så alle spor blev slettet.

I muren er der bygget en fontæne. Små afløb, også lavet af kakler i alverdens farver. De spirer frem fra toppen af højen.

På væggen hænger en af mange mindestene. Den er forsynet med et digt af en af Lorcas venner til det spanske folk: "Græd mine venner, og opfør en mindesten for den døde poet. Lad tårene samles i en fontæne, fyld den med vores sorg."

Når det regner, bliver vandet opsamlet på toppen af højen, flyder ned ad de små afløb, ned i fontænen, og videre rundt i parken ved hjælp af en sindrigt system. Spaniens folk græder.

På muren hænger andre digte, både af Lorca selv, men også digte tilegnet ham.

 

Henrettelsesstedet

Ved selve det sted, hvor den fascistiske civilgarde med koldt blod henrettede modstandsfolk og anderledes tænkende, er der opført endnu en mindesten. Her lægger vi blomster. Det er et sørgmodigt sted, og selv vores spanske guider er rørt over situationen.

Som på de fleste andre spanske kirkegårde står der cypresser rundt omkring. I Spanien er det et velkomstsymbol, og mange huse, især på landet, har cypresser lige udenfor for at sige velkommen til gæsterne.

Og på kirkegårdene er det ikke anderledes. De er plantet for at sige velkommen til det nye liv til ære for de døde.

Da vi skal til at forlade mindelunden er udgangen spærret af en flok spanske skolebørn. Det er de samme 20- 30 stykker, der på vejen herud blokerede landevejen indtil vi dyttede. Ligesom for at respektere os og den bevægede stemning, har de i 45 minutter siddet og ventet med at gå ind.

Af deres lærer får vi at vide, at de papirstumper og plastflasker der lå derinde, som vi havde studset over, var en del af en skattejagt, de skulle lave nu. De forskellige poster udgør dele af Lorcas liv.

Vi udveksler håndtryk og begiver os tilbage til Grenada.

 

Folkelig poesi i køkkenet

Vi har nu været med Byhøjskolens medielinie fire dage her i Grenada. Det er ugen før påske og byen er fuld af liv og forberedelser til de store påskeprocessioner. Men der er også koncerter, teaterstykker og flamenco til minde om Garcia Lorca. I år er det nemlig 100 år siden han blev født i en lille landsby ved navn Fuente Vaqueros, en times tid uden for Grenada.

Allerede som ung var han tit i Grenada. Hans familie, der var rige, havde dengang en landejendom to kilometer uden for byen. Byen er imidlertid vokset markant og har nu opslugt ejendommen.

Her opholdt Lorca sig i sine ferier og ellers når han skrev og spillede musik. Da han var lille, boede han praktisk talt i køkkenet, hvor personalet udelukkende var sigøjnere. Lorca har engang skrevet til en ven: „De riges børn møder virkeligheden hos deres køkkenpersonale og husholdersker". Netop denne sætning var relevant for Lorca, der blomstrede kulturelt op mellem køkkenpersonale og husholdersker. I køkkenet lærte han de spanske folkemelodier, den andalusiske udtryksform Cante Jondo og den folkelige poesi, som han end ikke kom i nærheden af på diverse musikskoler.

Han var ikke god til at gå i skole og ville hellere spille musik. Et bevis herpå er de utallige breve og udtalelser fra skolen til hans hjem. Så hvad han ikke lærte på de dyre skoler, fik han indprentet i køkkenet. Og det var denne form for kunst, som han blev forelsket i og som han viede sit liv til at videreføre.

 

Lorca - den spanske poet

Federico Garcia Lorca elskede det spanske folk. Og de elskede ham. Hans digtning, drama og musik vakte stor begejstring i de små fattige landhjem og de slummede og dårligt vedligeholdte arbejderboliger inde i byen.

Han forstod, som ingen anden, at sætte sig ind i sit folks situation, historie og sjæl.

Og netop det gjorde ham i stand til at ramme deres tanker og følelser så præcist og kraftfuldt.

Han kæmpede for bedre kår til de fattige. For landarbejderne og for anerkendelse af sigøjnerne. Han kæmpede mod fascismen og for fred og forståelse. Som medlem af PCE (Partia Communista Espania) brugte han sine kræfter på at forsvare den spanske republik mod den fascistiske opstand. Og det kostede ham hans liv, på samme måde som det kostede hundredtusinder af hans landsmænds liv.

 

Garcia Lorca blev brutalt dræbt af fascisterne i 1936. Der er mange gisninger om hvorfor og hvordan. Nogle mener, det skyldes, at han var homoseksuel. At en flok fascister, der tog Francos bestialske parole „Ned med Intelligentsiaen" alvorligt, henrettede Lorca, fordi de mente han var ulækker.

Denne teori er dog tvivlsom og virker som en slags dårlig undskyldning. Det aldrig blevet bekræftet fra nogen side, at han var homoseksuel. Men det er den forklaring, der gives fra officielt hold, når man udtaler sig.

Muligt er det, at Franco, der kendte Lorcas position og kræfter i borgerkrigen, beordrede ham skudt af frygt for at han ville blive en central skikkelse i frihedskampen. Og bagefter hævdede, at det var gjort af en flok bøller, der ikke kunne lide homoseksuelle.

Der findes ingen officielle dokumenter fra dengang, og der er stadig stor mystik om Lorcas død, samtidig med, at der ikke er mange der vil snakke om det. Selvom det er femten år siden man fik borgerligt demokrati i Spanien, er det stadig de gamle fascistiske embedsmænd, der sidder på de tunge poster og tjener den sorte reaktions sag.

Lorcamuseet

I dag fungerer den før omtalte landejendom, Lorcafamiliens sommerresidens, som museum. Omkring huset er anlagt en park, med små snoede stier og springvand. Også her er plantet cypresser som en velkomst. Mange unge par holder til i parken, og der sidder også snesevis af gamle mennesker og nyder det gode vejr.

Vi er på vej til et møde med Federico Garcia Lorcas niece, Laura Garcia Lorca. Det er hende, der i dag bestyrer museet såvel som de forskellige fonde der findes i digterens navn.

Hun stammer fra den del af familien, der under borgerkrigen spillede en tvivlsom rolle, på den forkerte side af den politiske midterfløj. Under hendes opvækst snakkede man aldrig om Federicos progressive sociale rolle, men lagde vægt på familieminder og fødselsdage.

Alligevel har vi besluttet os for at kontakte hende, og hun har indvilliget i et give et interview.

Da vi ankommer til huset bliver vi pænt modtaget af den sekretær, der har sørget for kontakten med Laura Garcia Lorca . Hun beder os vente et øjeblik, hvorefter hun går op på kontoret for at se om Lorcas niece er til stede. Da hun kommer ned igen, fortæller hun beklagende, at Laura Garcia Lorca lige er gået ud af døren for at nå et vigtigt møde i Madrid.

Vi spørger med det samme sekretæren, om vi så ikke kan interviewe hende i stedet for. Det kan vi ikke, for hun må ikke udtale sig om noget uden Lauras tilladelse, hvilket ville kræve at hun hele tiden skulle ringe til Madrid for at høre Lauras kommentar.

- Er det så muligt at få et telefoninterview ? spørger vi.

-Nej, siger sekretæren: De har ikke telefonforbindelse til Laura i Madrid og de ved ikke, hvor hun befinder sig.

Af ren og skær høflighed spurgte vi to dage før interviewet, om vi måtte komme ind på politiske spørgsmål under samtalen. Den kom aldrig.

 

En sandhed ingen kan skjule

Vi er på restaurant i det 800 år gamle muslimske kvarter Albaicin.

Vores spanske guider kommer hen til vores bord og undskylder mange gange, fordi det hverken var lykkedes at få interviewet Lorcas niece, eller at træffe højtstående Lorca-kendere.

Vi mødte til gengæld så mange andre "i hundredåret for Garcia Lorca" - spændende mennesker der uden en universitetsuddannelse kunne vise os, hvor elsket Lorca var, og hvad hans betydning er nu. Selvom man i den spanske skole kun læser digtene og ikke lærer om Lorcas politiske tilhørsforhold, så kender folk hans progressive rolle.

Det lykkedes ikke at få det spanske folk til at glemme Lorca. Selvom Franco gjorde sit til at den levende poesi blev brændt på bålet som Lorca selv. Tværtimod værnede man om Lorca, og man bevarede under det fascistiske mørke hans minde som en del af det spanske folks kamp for frihed.

Som Lorcas anden niece, Gloria Garcia Lorca, siger det til den spanske presse:

- Min onkel var socialist, og elskede socialismen. Det er en sandhed ingen kan skjule.

 

Det brutale mord på Lorca i 1936 satte en stopper for hans poetiske geni. Men han efterlod en enestående samling af digte, teaterstykker og musi'kalske værker. De var og er stadig en del af den kulturkamp som Lorca og andre førte for det spanske folk og mod den sorte reaktion der truede dets frihed.

Trods fortielser og forsøg på at underminere det, er dette essensen i Lorcas liv og betydning i dag.

Og det er en sandhed, ingen kan holde tilbage. n