Clinton:
Union med tysk forbillede

På vej til topmødet i de rige landes klub, G8, landede den amerikanske præsident i Berlin for at markere 50-året for en af den kolde krigs højdepunkter: den vestlige luftbro til det daværende Vestberlin. For den trængte tyske kansler Kohl var det amerikanske præsidentbesøg en kærkommen opmuntring. Det helt store officielle show var på plads, og triumfhylene udeblev ikke.

Clintons tale var på mange måder bemærkelsesværdig. I de danske medier er den under afstemningskampagnen omhyggeligt blevet forbigået i tavshed, eller bragt som en notits, eller under en overskrift, der handlede om Tyrkiet.

En central passage i Clintons hyldest til Kohl som arkitekten bag det forenede Tyskland og som politisk hoveddrivkraft i udviklingen af den europæiske union lød således:

Det forstås umiddelbart, hvorfor de danske medier har været så nænsomme i omgangen med Clintons Berlin-besøg!

Denne amerikanske strategiske plan for Unionen, for Europas Forenede Stater, opbygget efter tysk model og med det genforenede Tyskland, formluerer nøjagtig det, den konsekvente danske unionsmodstand har forudsagt og advaret mod fra før 1972. En europæisk supermagt under det genforenede tyske førerskab, i et tæt partnerskab med den amerikanske imperialisme. En ny udgave af den gamle tyske drøm om Neuropa. Pointen er, at denne gamle tysk-amerikanske vision allerede er i fuld gang med at blive realiseret – og Clintons udsagn var en appel til de europæiske folk om at acceptere den, da han gjorde det klart, at den nød fuld amerikansk støtte. Samtidig rejste han et amerikansk krav om, at også Tyrkiet bliver medlem af Den europæiske Union som en understregning af, at USA også ønsker nye brikker, det kan kontrollere, hvivlet ind i det europæiske og mellemøstlige magtspil.

Den amerikanske supermagtshøvding optrådte i sin rolle som global leder – og pålagde den nuværende generation af europæere en hovedopgave og en målsætning: At skabe en Union efter tysk, eller rettere sagt: den vesttyske model, som amerikanerne dikterede efter krigen.

Måske mente han .i grunden, uden at det blev sagt ligeud: efter amerikansk mønster.

Det amerikanske diktat er i hvert tilfælde klart nok: Mere Union til europæerne.

USA er generelt set tilfreds med den hastige udvikling af unionen frem til nu. Som et redskab for monopolerne er den også et redskab for de amerikanske monopoler og multinationale selskaber, som har den største interesse i både det indre marked og ØMUen.

Men mer vil ha mer – og USA vil have det hele.