Europahæren -
et virkeligt skræmmebillede

Den moralske forargelse var til at tage og føle på, da Indien forleden trodsede stormagternes selvudråbte monopol på atomvåben ved at sprænge nogle nukleare prøveladninger under indisk ørkenjord. Blandt de forargede var EU, herunder vores hjemlige udenrigsminister Niels Helveg Petersen. Det der med atomvåben kunne vi ikke tolerere.

Ved et pudsigt sammentræf kom nogenlunde samtidig meddelelsen om, at den tidligere belgiske stats- og udenrigsminister Leo Tindemans barsler med en rapport, som han har udarbejdet på opdrag af EU’s Vestunion, forkortet WEU. Indholdet af denne rapport, som skitserer WEU’s fremtid, bringer visse pinlige kendsgerninger frem i dagens lys, som Niels Helveg nok helst så gemt og glemt. Kendsgerninger, som den danske befolkning ret beset burde have kendskab til, inden den går til stemmeurnerne 28. maj.

Kernepunkterne i Tindemans’ rapport danner et billede af en fuldt udbygget Europahær inden for overskuelig fremtid. WEU skal udvikles til en selvstændigt opererende størrelse, der kan iværksætte militære aktioner, uden at USA er indblandet. Disse aktioner skal som ledestjerne have den udvidede definition af begreberne "sikkerhed" og "forsvar", der kendetegner en supermagt, således at de dækker EU’s såkaldt vitale interesser, heriblandt forsyningssikkerhed. Ydermere skal EU satse på produktion af højteknologisk militært udstyr, der kan sammenlignes med USA’s, og som kan muliggøre en tilsvarende global indsats som USA’s.

Konfronteret med Tindemans fuldt autoriserede, officielle WEU-rapport valgte Niels Helveg i god overensstemmelse med situationens alvor op til folkeafstemningen om Amsterdamtraktaten at benægte alt. Udenrigsministeren hævdede over for dansk presse, at den faktiske udvikling bevæger sig i den modsatte retning. Det er en undsigelse ikke bare af Tindemans-rapporten, som Helveg i parantes bemærket var med til at sætte i værk, men af indholdet i Amsterdamtraktaten.

Ifølge Amsterdamtraktaten skal WEU i den kommende tid fuldt ud integreres i EU som Unionens militære arm. Afgørelsen overlades til Det Europæiske Råd, dvs. uden regeringskonference eller folkeafstemning, hvorved Maastricht-traktatens ordlyd om et kommende egentligt fælles forsvar i EU kan realiseres og det ene danske "forbehold" fra Edinburgh omgås. Traktaten beskriver udtrykkeligt, at EU fremover kan råde over militære styrker fra WEU, og at aktioner kan besluttes med kvalificeret flertal i Ministerrådet.

Skræmmepropaganda? Tja, hvis man ikke vil lade sig overbevise af ordene i Amsterdamtraktaten alene, kan man tage et kig på forløberen for Europahæren, det såkaldte EUROCORPS. Denne enhed blev oprettet i 1995 og består af soldater fra Tyskland, Frankrig, Spanien, Luxembourg og Belgien, ialt ca. 50.000 mand. Amsterdamtraktaten garanterer opbygningen af et egentligt fælles forsvar mellem de EU-lande, der ønsker det, uden at andre lande kan gøre indsigelser. EUROCORPS er et udtryk for, at man for længst er godt i gang med denne gradvise opbygning af en Europahær.

Hvad er det da for et WEU, som skal gøres til EU’s militære arm? I valgpropagandaen fra ja-siden gives der indtryk af, at EU’s fælles forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitik udgør en nærmest humanitær organisation, der skal sikre fred, fordragelighed, samarbejde og stabilitet verden om. Fred i vor tid, fristes man til at sige.

Et citat fra det fælles koncept, der blev vedtaget på WEU’s ministerrådsmøde i Madrid 14/12 1995, kan sætte den ovennævnte moralske forargelse over Indien i relief:

"For at være troværdig og effektiv må strategien for afskrækkelse og forsvar fortsat være baseret på en tilfredsstillende blanding af passende atomare og konventionelle styrker, hvor kun det atomare element kan konfrontere en potentiel aggressor med en uacceptabel risiko."

Altså god gammeldaws atomar afskrækkelse, som vi kender det fra supermagternes rustningskapløb under den kolde krig. Frankrig og Storbritannien har atomvåben, og dermed har WEU atomvåben til rådighed. Et WEU, der har mandat til at operere uden for medlemslandenes område for at forsvare Unionens "vitale interesser".

Amsterdamtraktaten fjerner medlemslandenes vetoret inden for EU’s udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, idet der her indføres beslutninger med kvalificeret flertal. Medlemslandene er selvsagt bundet af beslutningerne på disse områder. Amsterdamtraktaten anvender i et omsiggribende perverst sprogbrug begrebet "solidaritet" i denne forbindelse:

"Medlemsstaterne støtter aktivt og uforbeholdent Unionens udenrigs- og sikkerhedspolitik med grundlag i en holdning præget af loyalitet og gensidig solidaritet. Medlemsstaterne samarbejder for at styrke og udvikle deres gensidige politiske solidaritet. De afstår fra enhver handling, som strider imod Unionens interesser, eller som kan skade dens effektivitet som en sammenhængende enhed i internationale forbindelser."

Til gengæld kan vi sidde med ved bordet, hvor beslutningerne tages. Hvem "vi" så end er.

For yderligere at forpligte medlemslandene og gøre EU i stand til at tale med én stemme lægger traktaten op til, at EU får en udenrigsminister, Generalsekretæren for Rådet. Til sin rådighed får Unionens udenrigsminister "en enhed for politikplanlægning og hurtig varsling", der løbende skal lede EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Altså et udenrigsministerium in spe.

Et nøgleord i WEU’s fremtidige rolle er fredsskabelse. Det er et virkelig skræmmende ord. Ifølge EU-strategerne er fred noget, man skaber ved at opbygge et fælles europæisk forsvar, inklusive atomar afskrækkelse, som kan sættes ind rundt omkring i verden, hvor Unionens bredt definerede sikkerhedsinteresser er truet. Siden 1992 har WEU haft mandat til at gennemføre "fredsskabende og konflikthæmmende" operationer med indsats af kampenheder, men mandatet er indtil videre kun prøvekørt i det tidligere Jugoslavien i samarbejde med NATO.