Eftertanker ovenpå storkonflikt og
regeringsindgreb
Af Henning Paaske Jensen
På trods af FN´s ILO konvention om faglige rettigheder gennemførte regeringen sit sorte overgreb på de danske industriarbejdere efter blot 10 dages strejke under bl. a. påberåbelse af hensynet til kyllingerne. Det afsløredes igen at den i visse faglige kredse åh så berømte danske aftalemodel er et blålys uden reelt indhold. Strejkeretten eksisterer på papiret, men hvis retten udnyttes skal strejken stoppes med alle midler.
Det er også, som om vi for ikke længe siden har været ude for en anden variant . Jeg tænker på da Underdanmark ved en afstemning sagde nej til hele Overdanmarks krav om tilslutning til Maastricht, så blev der året efter tvunget en kneben afgørelse igennem med manipulation, trusler og illusoriske undtagelser.
Nogen påstår Danmark er et åh så demokratisk land. Er virkeligheden ikke, at der i stedet er tale om borgerskabets diktatur underlagt visse demokratiske gevandter? Gør vi ikke hvad Overdanmark kræver, så træder et helt apparat igang for at gennemtvinge kapitalens krav.
Hvad havde de strejkendes forbrydelse ved overenskomstkampen været: Jo, de havde såmænd bare udnyttet deres tilkæmpede faglige rettigheder og sagt nej til at lade sig udbytte i samme udstrækning som tidligere. De havde sagt Nej til forliget indgået mellem Dansk Industri og de faglige LO topforrædere, som accepterede dårligt kosmetiske krummer fra de riges bord.
3-parts-samarbejde
Industriarbejderne i Danmark sagde massivt fra: Nu må vi have forbedring på de riges bekostning. Nu må vi have større del af produktionsresultatet på et tidspunkt, hvor virksomhedsejerne og aktieejerne igennem de seneste år har skovlet rekordprofitter hjem. Men Nej, sådan tænker kapitalen og dens hjælpere ikke; kapitalens "gode tider må ikke sættes over styr af hensyn til fremtiden og konkurrenceevnen". Klassisk kapitalisme, hvor mere vil have mere.
LO-toppens umiddelbare reaktion på vores nej var da også, at så måtte der byttes rundt indenfor rammen. Sidenhen blev de tvunget til i ord at acceptere, at rammen måtte brydes lidt - for så derpå at slå fast med syvtommersøm, at en hel uges ekstra ferie er fuldkommen urealistisk. Selvom LO i ord sagde fra overfor regeringsindgrebet, var deres handlinger den totale accept.
Ingen kan få mig fra den opfattelse at der har hersket et formaliseret eller uformaliseret 3-parts-samarbejde mellem Regering, DA og LO. At de har skabt en fælles forståelse for indgrebets "nødvendighed". Alle 3 parter tænker på sikringen af 0-løsninger ved overenskomsten, selvfølgelig med lidt forskellig retorik. Alle 3 parter er unionsliderlige og vil gøre alt for at sikre et Ja ved Amsterdamafstemningen.
Der skal ikke dvæles meget ved regeringens ynkelige begrundelse om indgrebets nødvendighed af hensyn til kyllingerne og befolkningens ve og vel, før man får tårer i øjnene.
Virkeligheden var, at indgrebet kom på det tidspunkt, hvor det var ved at gøre ondt på kapitalen. På det givne tidspunkt da konflikten ellers ville have været en truende stopklods for regeringens, ja hele Overdanmarks forsøg på ved langsigtet manipulation at sikre monopolernes Europa et ja til Amsterdamtraktaten.
Joh, Nyrup Rasmussen og den socialdemokratiske regering er pt. kapitalens foretrukne administratorer og hjælpere. Hvad var der ikke sket, hvis det havde været Uffe Ellemann eller Anders Fogh Rasmussen, som havde ført kniven?
En voksende understrøm
Industriarbejdernes massive nej til det fremlagte OK forlig repræsenterer også en voksende understrøm og modstand mod de falske faglige ledere, som foregiver at repræsentere arbejderne. På længere sigt er LO toppen ved at spare op til en ordentlig røvfuld.
Men hele optakten til overenskomstkampen, dens afvikling og de få reaktioner, der var mod regeringsindgrebet, siger også noget om, at både den socialdemokratisk ledede regering og dermed kapitalen har en hel hær af socialdemokratiske faglige kontrollanter og deres efterplaprere, som har til opgave at holde en sådan faglig konflikt under kontrol, inddæmme den, for til sidst at lukke luften ud af ballonen. Noget sådan er ikke så svært, når der ikke eksistererer en reel fagopposition.
Det var præcis det, der skete, da den selvbestaltede "venstre"socialdemokratiske overenskomstgeneralskab ikke mobiliserede til kamp mod regeringsindgrebet for arbejderklassens krav, men for at stoppe nu - med den gamle sang om i stedet at skaffe flere resultater lokalt gennem de sædvanlige kanaler. I virkeligheden har disse kræfter hele tiden arbejdet for at kontrollere overenskomstkampen og dens krav som et aktiv for den socialdemokratiske EU- regering.
Under påskud af, at man ikke kunne diskutere kampmidler åbent , skulle generalstaben i St. Bededagesferien i en lille lukket kreds tænke tanker "væk fra pressens bevågenhed". Sandheden var tværtimod, at diskussionen skulle fjernes fra kampvillige tillidsfolk, for at de kunne være sikre på at kunne lukke luften ud. Hvilken ynk og hykleri! På det tidspunkt hvor Overdanmark foretager et overgreb på klassens rettigheder og i modstrid med internationale normer, hives de sædvanlige travere frem om, at man skal passse på hvad man siger af hensyn til bøde.
Det var under disse kræfters ledelse kravet om nedsat daglig arbejdstid og modstand mod den flexible arbejdstid blev forvandlet til alene at dreje sig om et krav om en uges ekstra ferie. Et krav de når det kom til stykket ikke engang ville være med til at kæmpe igennem. Var det lykkedes at gennemtvinge kravet om en uges ekstra ferie, forbundet med fortsat nedsættelse af arbejdstiden, havde det været en vigtig sejr for arbejderklassen.
Hvor var "oppositionen"?
Problemet under konflikten var ikke arbejdere som ikke vil kæmpe, men de mange faglige ledere som var bange for kampen
Mange arbejdere på lokalt plan var aktive i konflikten og ikke mindst mange unge fik sig vigtige erfaringer med bl.a sikringen af blokadeaktiviteter.
Det er ikke svært at forestille sig hvordan situationen havde set ud såfremt den selvbestaltede "situationes generalstab" bestående af Socialdemokrater og Enhedslistefolk ikke havde fået lov til at handle som de gjorde. At der i stedet for passivitet og underlæggelse under LO blev givet signal til arbejderklassen og de store arbejdspladser om samlet at advare mod regeringsindgrebet - og da det kom, samlet og koordineret forsvarede strejkeretten.
I stedet for at angribe regeringen for regeringsovergrebet, fokuserede disse kræfter på at indholdet i regeringsindgrebet rammer skævt.
Arbejdspladserne i centrum
Der var en vilje til handling i arbejderklassen, men den blev på det skammeligste misbrugt af "venstre"socialdemokrater, som forhindrede at arbejdspladserne kom i centrum under konflikten, forhindrede at blokadeaktiviteten blev omfattende.
En arbejdsplads som Lindø spillede op til konflikten en vigtig rolle for at sikre et nej med deres resolutte nedlæggelse af arbejdet da forligsskitsen forelå. Men Lindø spillede f.eks. ikke nogen rolle under selve konflikten. De mere end 1000 arbejdere blev blot sendt hjem til passivitet.
Kun nogle få hundrede mennesker var samlet til LO demonstration i Odense på førstedagen af strejken, hvor de måtte lægge øre til LO´s næstformands tale om mådehold.
Hvad havde været mere relevant end at bl.a Lindø havde spillet en central rolle i forhold til demonstrationer og blokadeaktiviteter og deltaget i koordineringen af en landsdækkende samlet reaktion på regeringsindgrebet?
De få mennesker på Christiansborgs Slotsplads ved regeringsindgrebet udtrykker ikke modstanden i arbejderklassen, men fortæller, at en omfattende hær af arbejderkontrollanter alt for længe har fået lov til at spille sin skadelige og splittende rolle. Der er et stort genopbygningsarbejde af den faglige opposition som står for, for at kunne styrke den faglige kamp mod kapitalens angreb.
I denne kamp udgør den socialdemokratiske ledelse og LO toppen en hovedmodstander og udgør ikke nogen allieret, sådan som "venstre"socialdemokrater af forskellig afskygninger forsøger at forsøger at pådutte os.
Hele overenskomstforløbet har også været en klar bekræftigelse på, at overlades kampen til sådanne faglige kræfter, er det den sikre vej til nederlag.
n