Arbejdsløshedens arne

Dansk Industri og CO-Metal har aftalt en fælles kampagne for at lokke danskerne – og ikke mindst de danske arbejdere – til at stemme ja til Amsterdamtraktaten.

Desværre – for dem – skete der det, at et massivt Nej til et elendigt overenskomstresultat kom i vejen for kampagnen. Storkonflikten brød ud. Og kampagnematerialet er indtil videre brændt inde.

Disse koordinerede EU-initiativer med arbejdsgiverne og fagtoppen arm i arm er lidt for pinlige, lidt for belastende, lidt for afslørende i denne situation.

Det kunne rejse mange spørgsmål:

Som f.eks. om hvorvidt den elendige overenskomst og EU havde noget med hinanden at gøre?

Eller hvorfor den unionsbegejstrede fagtop laver elendige aftaler til arbejdsgivernes fordel og på arbejdernes bekostning med de lige så unionsbegejstrede arbejdsgiverorganisationer?

Det kan imidlertid ikke skjules, at DA og LO går hånd i hånd, og er pot og pande i tykt og tyndt, i OK-kriser og i Unionskampagne.

Noget fælles Amsterdamvenligt materiale er imidlertid sluppet ud. Bl.a. pjecen Fuld besked om Europa (!) med bidrag af bonkammeraterne, eksarbejder Max Bæhring og direktør Hans Skov Christensen.

Den skal bilde folk ind, at Union er godt mod arbejdsløshed.

I december 97 nedjusterede Den Internationale Valutafond (IMF) sine forventninger til verdens økonomiske vækst. Fra 4,3% til 3,5%. Det forklares med den sydasiatiske krise. Højkonjunkturen er ved at klinge ud. De syv fede år er på vej mod at blive afløst af syv magre.

I forvejen ses i EU en permanent krise med den stadig voksende arbejdsløshed. Fra 1992 er den officielle registrerbare ledighed steget i absolutte tal med mellem 7-10 millioner skæbner. (18-20 millioner i alt.) Krisen søges i EU skjult bag glas og beton, kilometervis af papir, møder og stimer af konsulenter og brevordnere. Et uoverskueligt EU-cirkus, der er skruet således sammen, at arbejdsløsheden ikke kan prioriteres, og derfor heller ikke skal. Eventuelle bevægelser kan registreres i EURO-STAT på bestilling, efter regning og til alle formål.

Det er lodret fejlagtigt, når Bæhring og Hans Christensen skriver i pjecen "Fuld besked om Europa", at "et højt beskæftigelsesniveau bliver et selvstændigt mål for unionen." (S. 13).

Det er derimod rigtigt, når det hedder at "der nedsættes et rådgivende beskæftigelsesudvalg til at overvåge beskæftigelsessituationen i EU og komme med udtalelser."

Det er sjovt nok samme opgave metereologisk institut har - uden mærkbare følger for vejret.

For at stive EU-kommissionens rolle af som fødselshjælper for europæisk civilisation, er forskellige initiativer iværksat. Gennem ØMU’ens mirakuløse tilblivelseshistorie – der på sidste weekends topmøde endte i et kæmpeskænderi mellem Tyskland og Frankrig om kontrollen med direktørsædet i unionens nationalbank - er der skabt forventning og rædsel på forskellige niveauer.

Det er en kendsgerning, at EU-landenes tilpasning til ØMU og Euro har sendt hundredtusinder ud i arbejdsløshed, hvad der har udløst omfattende arbejdskampe med bl.a. franske arbejdende og arbejdsløse helt i front.

Den forventede økonomiske tilbagegang medfører et yderligere snigløb mod EUs svage grupper, herunder de arbejdsløse.

Overgrebene er så tydelige, at selv det humanistisk synkende dagblad Politiken kan se det. I en leder skriver man således:

"Frankrig og Tyskland har så travlt med at passe på deres penge og udgifter for at kunne opfylde deres egne økonomiske kriterier til Euronet. Det hindrer dem i at gøre noget effektivt og solidarisk for de svageste i deres befolkninger. De her sat deres prestige i pant for at leve op til kriterierne og imens vokser kløften mellem dem, der har og dem, der ikke har."

Ja, dette er just et særkende ved kapitalisme. Og EU-kommissionen står som garant for en politik, der bedragerisk skjuler en uorden, der frækt erklæres som et samfund, "der vedrører borgernes ve og vel"

EU-kommissionens stærkt opreklamerede interesse for Europas "jobmaskiner" registreredes i Børsen: "Europas 500 mest jobskabende virksomheder har fordoblet beskæftigelsen på seks år, mens Europas største koncerner her skåret medarbejderstaben ned. 23 danske virksomheder hører til de 500 bedste europæiske gazeller." (16/3-98)

Der er simpelthen udskrevet en konkurrence, hvor de mest jobskabende virksomheder præmieres for deres evne til at tjene mange penge og ansætte mennesker. Gazelle-undersøgelsen sker med EU-kommissionens støtte. Virksomhederne skal være, som det udtrykkes, "uafhængige - de må ikke have en anden virksomhed som hovedaktionær. De skal også helst drives af ejeren, eller også skal ejeren have en meget stor ejerandel o.s.v.

500 vækstvirksomheder fra 17 europæiske lande har mere end fordoblet deres medarbejderstab fra 1991 til 96. Til sammenligning har de største koncerner reduceret medarbejdertallet."

Ja! Netop reduceret! Der er fyret millioner! Men dem vil elefanterne i Bruxelles ikke gøre noget ved! Kun gazellerne interesserer.

Undersøgelsen "prioriterer ikke mindre virksomheder fremfor de store. Giganter kan komme på listerne, hvis de ellers skaber både øget omsætning og flere jobs. Men realiteten er, at de mest vækst- og jobskabende virksomheder er relativt små. Over halvdelen af virksomhederne havde under l00 ansatte i 1991. Kun 29 havde over l000 ansatte i 1991 (...) de 500 vækstvirksomheder skabte i de 6 år over 183.000 arbejdspladser med en samlet vækst på 112%.(...) En undersøgelse blandt 290 af Europas 500 største koncerner viser, at de i samme periode reducerede medarbejderstaben med over en halv million." (En reduktion på 4%, hævdes det. T.M.)

Synd at kommissionen ikke undersøgte alle 500 koncerner og opgjorde deres samlede arbejdsløshedstal!

Og ærgerligt , at EUs undersøgelse viser, at det er de mindre virksomheder der har vækst og er jobskabende, når de senere fusionernes af monopolerne, og moderne ØMU-fyringer venter kapitalistisk og opmuntrende forude.

Og kan de arbejdsløse se frem til en nedsættelse af understøttelserne og andre forringelser i deres liv i EU, vil lønnen for de, der stadig er i arbejde falde, netop på grund af den stigende arbejdsløshed. Dette er ikke en ny visdom, men en viden af en vis alder.

Arbejdsløsheden er "ikke blot er kapitalakkumulationens uundgåelige følgesvend, den er også en nødvendig betingelse for kapitalakkumulationen selv", som det hedder i en nyere marxistisk lærebog i politisk økonomi. Og denne viden hviler på endnu ældre observationer:

I EU-kommissionens lækre lille brochure om den gode Amsterdamtraktat gentages det autoriserede sludder:

"Derfor er der på bl.a. dansk initiativ indføjet et nyt, selvstændigt afsnit om beskæftigelse i EU-traktaten, ligesom høj beskæftigelse nu udtrykkeligt nævnes som et overordnet mål for EU-samarbejdet." (S. 4)

Om dette har den detroniserede statsministerkandidat og unionskampagneleder Uffe Ellemann~Jensen noget at meddele i sin lille bog "58 spørgsmål om EU"

Der spørges:

"Er beskæftigelsen et problem, som skal løses af EU?"

Og der svares:" Nej, bestemt ikke".

For en gangs skyld nærmer Ellemann-Jensen sig noget, der minder om sandhed.

Det nytter ikke at forvandle sproglige hensigtserklæringer til tomme EU-mål, før eller senere afsløres bedraget.

Ugeavisen European Voice har set et udkast til en deklaration fra Kommissionen, der fremlagdes på ØMU-topmødet i Bruxelles 1-3. maj, hvor regeringslederne fra alle EU-landene udpegede de lande, der skal med i ØMU’en fra 1. januar 1999 (nemlig alle medlemslandene minus Danmark, Sverige, England og Irland):

"Udkastet er lavet på anmodning af den tyske finansminister, Theo Waigel …Pagten giver EU mulighed for at give bøder til de lande, der ikke overholder ØMU-kravene. Indholdet i det fortrolige udkast gælder alle EU-lande, også dem, der står uden for eurozonen næste år." (Notat 24/4-98).

Udkastet siger:" Hvis medlemslandene får uventede skatteindtægter i løbet af 1998 på grund af øget økonomisk vækst, skal de ikke bruges til at formindske arbejdsløsheden, men til at reducere statens gæld." (!)

Kapitalisme uden arbejdsløshed er som en fugl uden vinger.

Og Hans Skov Christensen og Max Bæhring lyver.

Igen. Og hånd i hånd, pot og pande!