Storkonflikten der voksede

Forhandlinger bag lukkede døre. Der slipper ikke en lyd ud om, hvilke krav der egentlig forhandles om. Kun de sædvanlige meldinger om stejlhed fra arbejdsgivernes side – og at alle andre overenskomstforhandlinger udsættes indtil der foreligger en aftale mellem Dansk Industri og CO-Metal. Efter folketingsvalget og de dramatiske begivenheder i den borgerlige lejr, og efter en udsættelse af den rutinemæssigt varslede konflikt, afsluttes denne aftale i slutningen af marts ved hjælp af forligsmanden Asbjørn Jensen, der står som situationens helt i medierne. I løbet af nogle få dage er alle de resterende overenskomstaftaler (eller 98 pct. af dem) "på plads" – skåret over helt den samme læst som aftalen mellem DI og CO-Metal.

Den elendige aftale sendes til urafstemning. Alt ånder idyl: regeringen og de politiske partier fra socialdemokratiet den de åbent borgerlige begynder at rette sig ind mod deres selverklærede hovedopgave i foråret: at lokke danskerne til at sige ja til Amsterdamtraktaten.

Men på arbejdspladserne kommer der reaktioner:

Lindø-arbejderne og arbejderne på en række andre arbejdspladser reagerede prompte ved at nedlægge arbejdet i protest mod den elendige aftale. De viste vej til et nej -–selvom en omfattende nej-bevægelse ikke blev organiseret. Som det skulle vise sig, var utilfredsheden massiv …

"Under valgkampen "druknede" OK98. Den varslede storkonflikt blev udsat, indtil valgresultatet var kendt. Arbejdgiverne med Dansk Industri i spidsen har stillet sig stejlt på en nullinje, en minusoverenskomst uden de mindste indrømmelser til industriens arbejdere. Uden at ønske det har LO-toppen måttet træffe forberedelser til en konflikt.

Der er ingen tvivl om, at arbejdspladserne kræver resultater. Det er ikke kun gymnasiasterne, der er parate til aktion. Den ene overenskomst efter den anden er endt som nul- eller minusløsninger. Det økonomiske opsving er ikke slået igennem i arbejdernes privatøkonomi. Det er på høje tid, fabriksherrerne tvinges til at åbne pengepungen i form af lønforhøjelser, i form af forhøjelse af mindstelønnen, nedsættelse af den ugentlige arbejdstid osv.

LO-toppen har på forhånd solgt ud af arbejdspladsernes krav. Det er ikke arbejdernes krav, men hvad der er "acceptabelt" i Unionssammenhæng og for Nyrup-regeringen, som bestemmer fagtoppens forhandlingsposition…

Alt tyder på et OK-forræderi af dimensioner. Fra OK-periode til OK-periode har der lydt den samme sang: "Denne gang var det ikke så godt, men næste gang (næste gang!) bliver der kamp…"

Går det, som LO-toppen ønsker, kommer der aftaler uden konflikt. Elendige aftaler, lysår fra det arbejdspladserne kræver. Og bliver det tilfældet, må der kæmpes for et rungende nej ved urafstemningerne…"

Resultatet af urafstemningen skal offentliggøres af forligsmanden kl. 15. Allerede om morgenen forlyder det i den socialdemokratiske avis Aktuelt, at det er blevet et nej – og rygterne svirrer dagen igennem i de elektroniske medier. Politikerne er tavse som graven. DA, fagtoppen og regeringen har kendt resultatet siden torsdag. Ansigterne er dystre.

Kl.15 åbnes dørene til forligsinstitutionen: Mere end 55 pct. af de afgivne stemmer var imod aftalen. Konflikten er en realitet fra natten mellem søndag og mandag

LO-toppen udtrykker deres skuffelse over medlemmerne. Lillian Knudsen havde helt til torsdag forventet et knebent ja – man var godt klar over, at der var en betydelig uvilje mod aftalerne på arbejdspladserne.

Nyrups regering fastlægger hurtigt sin taktik: Han afviser et politisk indgreb, og afviser at flytte datoen for folkeafstemningen. Nu må konflikten køre – arbejdsmarkedets parter har bragt landet ud i denne situation – de må selv redde sig ud af den igen.

Man er blevet taget på sengen, og en vis rådløshed viser sig. Fagforeninger og arbejdspladser begynder at tilrette deres konfliktaktiviteter.

Og medierne begynder at optegne et dystert billede af konfliktens konsekvenser: fra begyndelsen af næste uge vil der herske nød og elendighed i Danmark. Der skal fra starten skabes den psykologiske baggrund for et hurtigt regeringsindgreb, som har været en del af arbejdsgivernes taktik fra starten af, hvis konflikten skulle komme. De lockout-varsler, DA har udsendt tager sigte på at skabe maksimale gener for den almindelige befolkning. Den medieskabte panik udløser en hamstringsbølge…

"Nu er der sagt Nej til en overenskomst, der peger baglæns – hvor industriens arbejdere spises af med krummer fra de riges bord. Der er sagt Nej til julepynt og pensionsfiflerier!…

På trods af de udemokratiske afstemningsregler er overenskomsten forkastet med et stort flertal – for første gang siden 1961. Et regeringsindgreb vil være direkte i arbejdsgivernes interesse og afsløre OK-systemet som en stor farce.

Nu skal den samme fagtop, som er den ene part i det forræderiske forlig, organisere kampen mod den aftale, som de har skamrost som den bedst opnåelige. Der er ingen tvivl om, at der i disse dage konspireres mellem den socialdemokratiske regering og fagtoppen om, hvordan situationen skal tackles, og arbejderklassens kamp mod arbejdsgiverne bremses!…

Forudsætningen for at sejre i en situation, hvor flertallet af de ikke-strejkeramte medier, et flertal af folketingspolitikerne og et flertal i fagtoppen vil knægte kampen er, at arbejdspladserne tager hold om den, at der skabes en slagkraftig kampbevægelse med overenskomstkomiteer og kampaktivitet i forbindelse med hver eneste arbejdsplads – med effektive blokader, som får sat en stopper for de systematiske forsøg på strejkebryderi, som vil blive forsøgt – og med demonstrationer og skabelsen af aktive storforummer på by- og landsplan. Mobilisering af hele klassen, mobilisering af solidariteten og en høj grad af aktivitet på grundplan er afgørende."

Konflikten går i gang. Arbejderne er indstillet på kamp: Denne gang skal det være!

Første maj falder fredag – et indgreb fra regeringen kan ikke forventes før tidligst efter denne dag. En hurtig lovgivning for at stoppe konflikten på baggrund af mæglingsforslaget ville være en umådelig taktisk dumhed af Nyrup og Co. Det kunne udløse en så voldsom harme, at en større protest-og strejkebølge og langvarig uro på arbejdsmarkedet måtte forudses – og unionspolitikkerne kunne risikere at se det forventede ja ved Amsterdam-afstemningen fordufte. Opinionsmålingerne viser, at arbejderne ser en klar sammenhæng mellem Unionen og den elendige overenskomst: ja-flertallet begynder at skrumpe voldsomt, Nej-siden vokser.

Medierne fokuserer på hamstringsbølgen, de selv har pisket op. Skrækhistorier om fødevaremangel, mangel på medicin, truede kyllinger osv. optager de elektroniske medier, som ikke er berørt af konflikten som det ellers er tilfældet med de fleste dagblade. Konflikten giver også Internettet et gennembrud som nyhedsformidler.

LO-toppen søger forhandling med arbejdsgiverne: Hans Jensen antyder, at man er villige til at forhandle om en omfordeling af posterne indenfor de allerede aftalte rammer. Det udløser harme blandt de strejkende. Samtidig søger LO-toppen at tage et fast greb om organiseringen af konflikten: Tirsdag afholdes demonstrationsmøder i de fem største byer, med repræsentanter for fagtoppen som talere. Forventningerne skal geares kraftig ned – og venstrekræfterne i fagbevægelsen skal ikke have mulighed for at organisere bevægelsen.

"Fagtoppen har allerede spillet ud med planen for et nyt forræderi: En ny aftale indenfor den aftalte ramme – evt. med et par ekstra feriedage i stedet for pensionstillæg….

Endnu engang vælger man at overhøre arbejdspladsernes signal: Der skal mere til!

Rammen skal sprænges! "

Det lykkes ikke medierne at hetze så meget mod konflikten, at den taber sympati i et flertal i befolkningen. Tværtimod støttes den bredt. Det er ikke arbejdernes strejker og aktioner, som er til væsentlig gene for befolkningen. Blokaderne forstærkes.

Onsdag afholder fagbevægelsens venstrekræfter et landsdækkende tillidsmandsmøde i Odense. Her opgives kravet om nedsættelse af den daglige arbejdstid, og kravet om en uges ferie sættes i centrum.

De danske arbejdere ligger ikke særlig højt i forhold til sammenlignelige lande, når det gælder antallet af feriedage. På en liste over 20 europæiske lande på en delt niendeplads sammen med Polen og Sverige. Med 36 feriedage om året.Findland topper listen med 46,5 dage. De tyske arbejdere har 41 årlige feriedage -. en uge mere end de danske!

I al hemmelighed genoptages forhandlingerne mellem LO og DA.

Første maj bliver en omfattende manifestation af arbejdernes vilje til at holde fast ved kravene og gøre konflikten effektiv – på trods af en omfattende indsats fra socialdemokratiets og fagtoppens side om at dæmpe forventningerne ned og overlade det hele til nye forhandlinger mellem parterne.

I sin 1. majtale om morgenen i Ballerup siger Hans Jensen (teksten bringes allerede dagen før på nettet af den socialdemokratiske nyhedstjeneste):

"- Jeg tror, at alle danske lønmodtagere ved, at det er helt urealistisk at tro, at vi kan få den 6. ferieuge i ét hug. Det vil heller ikke være klogt, for det vil have store samfundsmæssige omkostninger. Det vil skade beskæftigelsen. Men vi skal have taget hul på den…"

Hans Jensen spiller ud med et udkast til nyt forræderi. Men "fagbevægelsens venstrefløj" vil ikke afsløre det, men opfordrer "vores forhandlere" til at "holde fast på kravene".

"Tro ikke arbejdsgiverne, når de siger, der ikke er råd. Tro ikke politikersnakken om de samfundsmæssige omkostninger. Tro ikke LO-formanden: Han snakker som ræven for gæssene.

Arbejdspladsernes krav er rimelige og samfundsgavnlige. De vil bidrage til en omfordeling af rigdommene og modvirke yderligere skævvridning af Danmark. De vil sikre indhug i den fortsatte massearbejdsløshed.

Vær på vagt mod et nyt udsalg og et nyt forræderi fra fagtoppens side! Stem Nej til en evt. aftale, der sælger ud af kravene!

Vær på vagt mod et regeringsindgreb til arbejdsgivernes fordel!"

Forhandlingerne mellem LO og DA bag lukkede døre fortsatte weekenden over og ind i den anden konfliktuge. Arbejdsgiverne havde givet en frist til søndag aften til at nå en aftale. Deres udspil var halvanden fridag, finansieret gennem pensionsmidler – og indenfor den ramme, som det forkastede forlig indeholdt. Fagtoppen har vurderet, at det var for lidt frihed til at få et ja ved nye urafstemninger, selvom de besværliggøres og hastes igennem. Så forhandlingerne fortsatte mandag og tirsdag den 5. maj, hvor arbejdsgivernes omfattende lockout inddrog nye titusinder i konflikten.

Tirsdag gennemførte de lokale LO-afdelinger i en lang række byer landet over nye manifestationer for at skabe opbakning bag fagtoppen.

Forhandlingerne blev sammde dag erklæret for sammenbrudt.

DA havde fremlagt et forslag, der rummede én ekstra fridag samt en ekstra omsorgsdag - eller hvad man kaldte en "fridag for børnefamilierne" - finmansieret af pensionspenge og indenfor rammerne af den forkastede aftale. LO forlangte to feriedage og to omsorgsdage og en symbolsk sprængning af rammen - og tilbød til gengæld en tre-årig OK-aftale.

Det blev ultimativt afvist af DA.

Hans Jensen erklærede, at LO"ikke kan leve med et forlig, hvor vi 'bare rører rundt i gryden'"

Dermed spilledes regeringen og politikerne på banen. Der var kridtet op til et hasteindgreb...

Det var blevet forberedt samtidig parallet med den seneste forhandlingsrunde. V og Ksignalerede støtte til et indgreb og erklærede "smertegrænsen for nået".

Nu skulle konflikten afsluttes. Glemt var snakken om, at det var "arbvejdsmarkedets parter", der måtte klare tingene selv. Glemt var regeringsløftet om ikke-indblanding.

Hele tirsdag aften holdt de vigtigste ministre møde for at pudse et indgreb af.

Den hemmelige tidsplan for afslutningen af konflikten - inden folketinget lden 7. maj begyndte at føre unionsafstemningskampagne - skulle overholdes.

Den taktiske dumhed - som Nyrup ville undgå, og som havde været helt katastrofal for ham og regeringen meget tidligt i konflikten - kom alligevel ...!