Tro dem ikke!
De danske arbejdere har sagt Nej til udsalget af overenskomstkravene og massivt nedstemt en elendig overenskomstaftale. Igennem en lang række overenskomstperioder har arbejderne intet fået – mens arbejds"giverne" har fået i pose og sæk.
Profitterne har slået alle rekorder. Det har aldrig gået bedre for aktionærerne. Sidste år lå udbytterne på 20 – 25 pct.
Alligevel valgte DA de korslagte armes taktik – og storkonflikten blev en realitet: De snævre aftalerammer skal sprænges! Der skal resultater til!
Nu forhandles der igen mellem DA og LO – i dybeste hemmelighed. I løbet af weekenden er en aftale måske på plads.
LO-formand Hans Jensen har allerede på forhånd meddelt, at LO igen vil sælge ud af arbejdspladsernes krav.
I sin 1. maj-tale i Ballerup sagde han:
"- Jeg tror, at alle danske lønmodtagere ved, at det er helt urealistisk at tro, at vi kan få den 6. ferieuge i ét hug. Det vil heller ikke være klogt, for det vil have store samfundsmæssige omkostninger. Det vil skade beskæftigelsen. Men vi skal have taget hul på den …"
Tro ikke arbejdsgiverne, når de siger, der ikke er råd. Tro ikke politikersnakken om de samfundsmæssige omkostninger. Tro ikke LO-formanden: Han snakker som ræven for gæssene.
Arbejdspladsernes krav er rimelige og samfundsgavnlige. De vil bidrage til en omfordeling af rigdommene og modvirke yderligere skævvridning af Danmark. De vil sikre indhug i den fortsatte massearbejdsløshed.
Tro dem ikke:
Der er råd til seks ugers ferie og en ekstra ferieuge nu!
Der er råd til forkortelse af den daglige arbejdstid!
Der er råd til klækkelige lønforhøjelser!
Vær på vagt mod et nyt udsalg og et nyt forræderi fra fagtoppens side! Stem Nej til en evt. aftale, der sælger ud af kravene!
Vær på vagt mod et regeringsindgreb til arbejdsgivernes fordel!
Fasthold kravene! – Gør konflikten effektiv!
OKTOBER
1. maj 1998
Afvis det sorte indgreb!
Siden storkonfliktens start har Nyrup-regeringen erklæret, at konflikten måtte løses af arbejdsmarkedets parter – og at regeringen ikke ville gribe ind.
Nu er indgrebet kommet – et sort indgreb til arbejdsgivernes fordel, i forlængelse af deres eneste forligsskitse , som er fuldstændig uacceptabel for de strejkende.
Det er et sort indgreb, vendt mod arbejderklassen, der har kæmpet for en fuld ferieuge, nedsat arbejdstid og højere løn – og som for første gang i 13 år har grebet til brugen af strejkevåbenet i massivt omfang.
Folketingsindgrebet er en hån!
Arbejdsgiverne har hele tiden spekuleret i et regeringsindgreb. Deres lockout tilsigtede netop dette. Nu har de så fået det.
Indgrebet kommer i en situation, hvor arbejdsgiverne er hårdt trængte, hvor virkningerne af den disciplinerede kamp, arbejderne har gennemført er ved at gøre sig gældende for alvor.
Der foreligger meget langt fra en situation, som kan kaldes "livstruende" for det danske samfund – og regeringen bryder international ret ved at gribe ind i storkonflikten. I FNs arbejdsmarkedskonventioner forudsættes at der eksisterer en sådan situation for at et regeringsindgreb i en lovlig konflikt er tilladt.
Indgrebet afslører det ikke mindst af LO-toppen og Socialdemokratiet højt besungne danske aftalesystem som en farce og et bedrag. Det viser, at i praksis er arbejderklassen berøvet sit vigtigste våben i arbejdskampe, strejkevåbenet.
Der kan trækkes en klar parallel til situationen omkring Maastricht-afstemningerne. Når den danske befolkning siger Nej – bliver deres afgørelse omstødt af de herskende! Selvom sammenhængen forties og fortrænges, er der en direkte sammenhæng mellem den elendige overenskomst, indgrebet og Unionen. Den forkastede aftale var også en typisk unions-overenskomst!
En fortsættelse af storkonflikten uden indgreb ville simpelthen før eller senere have tvunget arbejdsgiverne til nye indrømmelser. Men arbejderne må ikke tro, at det kan betale sig at kæmpe!
Indgrebet er et forræderi – et forræderi fra det unionsbegejstrede socialdemokratis side, et forræderi også fra LO-toppens side. For på trods af enkelte verbale protester støttes det af LO-toppen, der indgik den første elendige aftale og sammen med arbejdskøberne fastlagde de rammer, som arbejderne massivt forkastede ved urafstemningerne. Det er naivt at tro, at indgrebet ikke har været planlagt mellem alle sider og ikke udtrykker en aftale mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier, mellem arbejdskøberne og LO-toppen. Det må mødes med massive protester og fortsatte strejker indtil hovedkravene er opfyldt. Det må mødes med massivt lønpres. Det må mødes med et klart og rungende Nej til Amsterdamtraktaten og den Union, der når det kommer til stykket er dem, der lægger de snævre og uacceptable rammer for de danske arbejdere.
Afvis det sorte indgreb – fortsæt kampen for kravene!
OKTOBER 6. maj 1998