Der må sættes ind for forbud
mod nazismen
Frede Klitgårds beretning til FMNs landsmøde
Folkebevægelsen mod Nazisme afholdt sit årlige landsmøde den 25. april i Odense.
KP bringer her formanden Frede Klitgårds beretning. Andetsteds bringes andet materiale fra landsmødet. Beretningen og de foreslåede vedtagelser blev alle enstemmigt vedtaget af mødet.
I den seneste tid er vi på mange måder blevet mindet om nødvendigheden af, at vi har en klart antifascistisk organisation, FMN .
Der er enkelte andre grupper, men de blæser med mel i munden og holder et grønt lys tændt for nazi. De vil først og fremmest sikre nazisternes ytringsfrihed! De taler ikke om antinazisternes ytringsfrihed og hægter sig blot på andre, tager "æren" af de positive resultater.
Der er nok af spørgsmål at tage fat på:
Der var og er PET-skandalen, nazi-fremmarch i Østrig og Frankrig -og danske nazisters bombeterror. For at nævne noget af det seneste.
Vi er indblandet i PET-skandalen i kraft af, at FMN fra sin start blev udsat for infiltration. Det viste sig nemlig, og blev demonstreret i tv, at den kontroversielle Frede Rasmussen med kodenavnet Farmand og en anden personage, Anders Nørgaard, var PET-agenter. Sidstnævnte var brevet sluset ind i en venstrefløjsgruppe, og han leverede både nøgler og mange oplysninger om personer og politik til det politiske politi.
Farmand havde i lige ved en snes år tæt kontakt til og kontrakt med nazisterne. Han havde eneret på at filme og fotografere dem. Vel at mærke sådan, at det var nazi, der bestemte hvornår og hvor og hvad. Det tjente Farmand senere penge på.
Efter FMNs grundlæggelse i 1988 blev medlemslister eller i hvert fald navnelister spillet i hænderne på Poul Heinrich Riis-Knudsen og fremvist i tv. Det er altså samme mønster. Det medførte mange udmeldelser. Folk blev jo noget skræmt.
Det vil sikkert være en god idé at rette henvendelse til regeringen/justitsministeren om at inddrage Farmand i PET-sagen og bede om, at han og hans rolle i FMN-sagen bliver undersøgt som led i den store undersøgelse, som sikkert må komme. Medlemskartoteket blev opbevaret af en vis Jens Sejersen, der også er kendt i forskellige sammenhænge i "affærer". Han bør vel også inddrages, da han kan være ansvarlig for lækagen.
Erik Jensen fra Demos og nogle andre er kommet på en nazistisk video. Scener til videoen er optaget hos nazi-Jonni Greve. Af en eller anden grund, og det er nok det sensationsmæssige, blev sagen omtalt en hel del i medierne. Man glemte at fortælle om alle de andre sager. Jeg skal her blot nævne sagen om Auschwitz-løgneren, SS-forbryderen Thies Christophersen og SS-morderen Søren Kam. Eller tidsskriftet Der Einblick med dødslister. Man kunne også nævne, at det faktisk var os, som afslørede, at brevbombeattentatet, som dog førte til domfældelse af tre nazier med Nakaba som hovedmand, var planlagt i Greve. Det var åbenbart ikke sensationelt nok.
Det er da fint, at Demos og Erik Jensen i den grad kan komme frem i medierne, men det virker lidt for individualistisk, selvpromoverende. Samarbejde er kun noget, der snakkes om. Det er nok beklageligt, men realistisk for os at indtage en kritisk holdning til ham og hans lille gruppe.
Han her også forsøgt at slå sig op som "general" for demonstrationerne imod nazi i Kværs og Kollund. Men det var faktisk folk fra vores kreds. Det var således mig, der var talsmand og organisator og taler og meget andet. Vi er nok af og til noget for beskedne og tilbageholdende.
Politiken, der ellers langt hen ad vejen har forsvaret nazisterne og deres såkaldte "rettigheder", ikke mindst deres umistelige ytringsfrihed, er endog nået frem til, at nu må der gribes ind. Nu må nazierne straffes. Men ikke tale om forbud!
Andre har endelig opdaget, at nazisterne har mord på programmet. Så på den måde er det jo positivt og kan måske lukke øjnene op på en og anden.
Nu som før er det os, som må vise vejen til at få sat en stopper for deres tøjlesløse huseren. Vi har kæmpet hårdt for det og må fortsætte med nye vinkler og oplysninger. Det har vi ridset op i en offentlig udtalelse Nazi skal afsløres, som vi forelægger her i dag, og som vi beder om tilslutning til. Vi bringer bl.a. argumenter imod nogle af de påstande, tilhængerne af fri nazi-udfoldelse er fremkommet med. Vi kunne måske sende den ud som en FMN-pjece og i en større kreds demonstrere vores holdninger.
Et blik ud over grænsen. I Frankrig har højrefløjen vundet fodfæste, men har dog ikke fået så stor fremgang som frygtet. Men omkring 15 pct. af stemmerne er jo uhyggeligt nok.
Og i Østrig er den nyvalgte præsident, Thomas Klestil, indstillet på at bane vej for den ekstreme højreradikale fremmedhader Jörg Haider fra det såkaldte frihedsparti. Det er faktisk lidt uhyggeligt. Det var sådan, det begyndte i Tyskland. Og Haider er østriger ligesom Hitler. Det er ikke utænkeligt, at Haider til næste år bliver Østrigs nye kansler. Så også der kan han måske snart sammenlignes med Hitler.
Vi har i Håndslag bl.a. berettet om nazisternes historie-revisionisme, nazifremmarchen i Østeuropa og Rusland. I Estland endda stor SS-demonstration. Vi er nok tilbøjelige til at glemme eller fortrænge, at der i den del af verden er gamle, rodfæstede fascistiske traditioner -og for landsforræderi i stor skala. Tvært imod, hvad de fleste forestiller sig, var det såkaldte retsopgør i disse lande forbløffende mildt. De havde bl.a. for travlt med at få genopbygget de ødelagte lande og få mad på bordet. Vi forestiller os ikke ødelæggelserne og hvad mangelen på kvalificerede mænd betød. Med en vis ret kan man sige, at fascismen ikke blev helt udryddet, men blot trængt tilbage.
Vi fremlægger også en resolution omkring Fakkel-sagen – Enigt FMN afværger angreb. Den fastholder og bekræfter vedtagelsen fra sidste års landsmøde om denne sag. Faklens retssag mod Frede Klitgård betragter vi som et angreb på FMN, på den antinazistiske modstand i dag.
Der hersker mange misforståelser og uvidenhed om nazismen. Der er en konflikt mellem erfarne, dem, der lever endnu og som har oplevet den tid, og de yngre, de uerfarne (og det er altså ikke et skældsord). Der må sættes ind for forbud. Vi må skabe debat og provokere folk til at tage stilling. Kravet er allerede bredt. Vi har oven i købet set udenrigsministerens kone, Kirsten Lee, i rollen som tilhænger af forbud. Hun spurgte i et tv-program: Hvad skal vi med dem? Og det er jo rigtigt. Hvad skal vi med dem. Hvem har brug for dem og deres syge ideer?
Vores hovedopgaver belyses i Håndslag. Mange udmærkede artikler, som har givet debat og efterspørgsel og været med til at pege på, at den enkelte ved at gå ind i FMN kan yde noget, gøre noget. Det skal vi bygge på og intensivere. Kunda-sagen gav en del omtale, også i den "store presse". Vi må også søge at udbygge kontakterne med interesserede journalister. Vi har faktisk en del gode lækkerbiskener på lager.
En anden betydningsfuld side af sagen vil være for alvor at få søsat projektet om Center imod Historieforfalskning. Det er påtrængende nødvendigt, fordi uhyrlighederne breder sig. Nu er en kendt akademiker trådt frem som ægte historie-revisionist, Kristian Lindtner hedder han. Også han benægter eksistensen af gaskamrene og massemordene på jøder.
Akademiske historikere har vist sig ikke-interesseret i samarbejde. De er sig selv nok og er mere optaget af deres egen karriere og fremtidsstillinger, som også godt må kaste lidt rigeligt af sige. De skal nok sørge for ikke at stikke næsen for langt frem. De kunne jo risikere at træde en over ligtornene - en, der måske bestemmer over besættelsen af en god stilling i det bestående hierarki. Vi har taget sagen op og arbejder med den. Med små resultater foreløbig.
Det har været et stort plus med samarbejdet med Oktober Forlag. Som I ved har vi været med til at finansiere oprettelsen af et trykkeri. Vi vil der have mulighed for at fremstille tryksager, dokumentationer, om afgrænsede emner. Der er mange muligheder.
Aktive Modstandsfolk har også investeret en sum i trykkeriet og kan nu glæde sig over et betydeligt bedre Håndslag end tidligere. Og så er det langt billigere. Også til glæde og gavn for andre grupper, bl.a. pensionister, som vi også har god kontakt til. Jeg håber, at landsmødet går ind for fortsat udbygning og forbedring af trykkeriet. Der mangler endnu en snes tusind til indkøb af et såkaldt optage- og samleapparat. Når vi får vores lille del af tips- og lottomidlerne synes jeg, at vi skal være med til at finansiere denne billige, men i arbejdsmæssig henseende store forbedring.
Vi her lært at klare os selv og komme igennem de vanskeligste passager. Det er sådan, at et ærligt samarbejde bærer opad og fremad.
For at få tingene til at gro, må man som regel have en plan. Vi her derfor skitseret en handlingsplan for at opsummere, hvad vi kunne tage fat på.
Den fremlægges også til vedtagelse.
FMNs hovedopgave: At oplyse, at give retningen for den antifascistiske kamp og organisere kampen. Da Henrik Christensen blev dræbt, og det var helt sikkert nazisternes værk, var det folk som os, der bragte orden i panikken og fik organiseret en stor demonstration med march fra Søllerødgade til Blågårds plads.
Det er også en sag, som ikke må glemmes.
Der er objektivt set gode muligheder for at styrke FMN. Den plakat, som var indhæftet i Håndslag 1 i år peger i den retning. Det var et stort slid at kontakte alle de mennesker og få dem til at tilslutte sig. Nogle af dem vil vi måske mene er lidt mærkelige, selvoptagne og anarkistiske originaler. Men det må vi se bort fra. Vi må se på, at alle mennesker med god vilje og også med et varmt hjerte kan være med til at hejse stopsignal for nazi. Og det er det vi vil.