Den 1. maj var landet over præget af to hovedspørgsmål – storkonflikten og folkeafstemningen om Amsterdamtraktaten, som hastigt nærmer sig.

Samtlige 1. maj-arrrangementer og samtlige talere forholdt sig til disse spørgsmål – men holdningen til dem var vidt forskellige. De to grundlæggende holdninger afspejler to diametralt modsatte linjer i arbejderbevægelsen: klassekampslinjen og klassesamarbejdslinjen. Og det går igen i de to slags manifestationer 1. maj, som har gjort sig gældende gennem mere end et århundrede: på den ene side kommunisternes og den revolutionære side af arbejderklassen, der søger at gøre 1. maj til en kampdag, til en Rød 1. maj – og på den anden side de reformistiske manifestationer, som søger at afpolitisere majdagen, gøre den til en feriedag eller "festdag" – og som i år at mobilisere støtte til et planlagt forræderi.

Det var imidlertid ikke nemt at afpolitisere 1. maj 1998 – med mere end 450.000 arbejdere i konflikt på selve dagen, i den største arbejdskamp i tretten år. Det måtte afspejle sig overalt, og gjorde det også. Strejkende arbejdere udgjorde en stor del af de hundredtusinder, der deltog i 1. maj-arrangementerne landet over – som sædvanligt med en fyldt Fælledpark i København med lidt under 200.000 deltagere som den suverænt største.

Fællesorganisationens 1. maj dér fremhæves ofte som flagskibet for 1. maj. Det er dér, socialdemokratiet placerer sit hovedbudskab. Det var i stedet LO-formanden Hans Jensen.

Og budskabet var massivt nok – om end godt indpakket i arbejdervenlig retorik:

Læg låg på konflikten! Dæmp forventningerne ned. Der bliver ikke nogen ekstra ferieuge, der bliver ingen indhug i den daglige arbejdstid for det store flertal, der bliver ingen væsentlige lønforhøjelser. Med LO-formandens ord skulle indholdet af konflikten koges ned til "at tage hul på den 6. ferieuge".

Og ellers lød budskabet: Stem Ja til Amsterdamtraktaten – Unionen får flere i arbejde, Union sikrer velfærd og social fremgang.

Diametralt modsatte toner af, hvad der genlød på klassemanifestationerne. Dér var budskabet:

To linjer, to modsatte retninger.

Den 1. maj viste ligeledes med stor tydelighed, hvilke politiske kræfter, der repræsenterer henholdsvis den ene og den anden linje. De socialdemokratiske støttepartier, som SF og Enhedslisten, der "ligger til venstre" for socialdemokratiet, var overalt en del af de reformistiske manifestationer.

Keld Albrechtsens tale på arrangementet i Fælledparken var i den henseende typisk: Enhedslistemanden fremførte de aktuelle klassekampskrav – men uden med eet eneste ord at kritisere socialdemokratiet, dets regering eller LO-toppen, som netop da konspirerede med det borgerlige Danmark om at nedlægge konflikten til fordel for arbejdsgiverne og sikre et ja til mere union. Albrechtsen leverede således det "demokratiske alibi" for klassesamarbejdslinjen, tilfreds med rollen som accepteret og loyal "opposition", der siger det rigtige – og overlader det til socialdemokratiet at handle og nedlægge kampen..