Vejen til partiet

Indenfor hvilke rammer kan man i dag tale om forening af de danske kommunister i eet stærkt parti?

Det drejer sig ikke blot om en formel anerkendelse af marxismen-leninismen, men om at forsvare marxismen-leninismens aktualitet og gyldighed i dag – både overfor åbne forsøg på at forkaste den, og overfor skjulte revisionsforsøg under påskud af, at tiderne er ændrede, at den revolutionære teori har behov for modernisering etc. Kun på basis af marxismen-leninismen kan den historiske udvikling i vort århundrede, de dybtgående samfundsmæssige forandringer, revolutionernes sejre og nederlag, den kommunistiske bevægelses udvikling og situation osv. forstås.

Det drejer sig naturligvis ikke om en akademisk diskussion, men om at forstå fortiden og pejle mod fremtiden for at kunne handle i nutiden.

Forstår man ikke, for at tage et eksempel, at den moderne revisionisme førte til og måtte føre til kapitalismens genoprettelse i de tidligere socialistiske lande, anser man denne udvikling blot som en beklagelig kikser – eller tror man, at det var et uheld, at DKP gik i opløsning, så har man intetsomhelst forstået af revolutionshistorien. Og det betyder igen, at man intet har lært, og uvægerligt vil begå eller åbne for de samme fejltagelser én gang til.

Det drejer sig ikke om, som for Enhedslistens Frank Aaen, at gøre det acceptabelt at have støttet Sovjetunionen og sovjetrevisionismen, men om at bevare den kommunistiske linje og den kommunistiske sjæl uden at forfalde til reformisme og revisionisme.

DKP var ikke godt nok, fordi det blev ledt af en revisionistisk teori og politik, som lagde grunden til dets opløsning. Et stærkt kommunistisk parti må gøre sig helt fri af DKPs fejl.

Der er blevet gjort et vist arbejde i retning af udarbejdelsen af et strategisk grundlag, ent program for socialismen og dagskampsprogrammer på en kommunistisk linje – men denne vigtige proces er langt fra afsluttet – og må fremskyndes. I øjeblikket udvikler Enhedslisten sin politiske linje, bl.a. sin strategiske linje. Kommunisterne må her klarlægge forskellen mellem kommunistisk politik og enhedsliste-reformisme.

Dette betyder også, at der må trækkes en klar skillelinje i forhold til reformisme og revisionistisk likvidationspolitik:

Der er efter de organiserede revisionistiske verdensstrømningers kollaps en tendens til sammensmeltning og sammenblanding af tankegods fra forskellige revisionistiske retninger – men med bibevarelse af de fælles kernepunkter: fornægtelse af marxismen-leninismen, anti-leninistisk partiopfattelse, den fredelige vej til socialismen via "strukturreformer", fremstilling af socialisme som i første række en udvidelse af demokratiet og opstillingen af kampen for dele af de demokratiske rettigheder som hovedkampen under kapitalismen, taktisk og strategisk samarbejde med socialdemokratismen osv. deraf

Venstresocialismen/trotskismen bevarer sin fraseradikalitet (alt efter situationerne mere eller mindre udtalt), men er fortsat karakteriseret ved sin militante antikommunisme, antileninisme, sin fornægtelse af arbejderpartiets og arbejderklassens rolle i revolutionen, sammenblandingen af reform og revolution, og sin klasseløse opfattelse af "demokrati".

Enhedslisten er en hybrid af disse to strømninger. Det er et parti, som bevidst bygger på pluralisme, på eksistens af mange forskellige ideologiske og politiske strømninger, der kæmper mod hinanden, og opnår kompromiser, de alle kan leve med.

Begge disse strømninger er fjendtlige overfor skabelsen af et stærkt kommunistisk parti, begge disse strømninger er likvidatoriske strømninger.

Både DKP/ML og KPiD anerkender faktisk i ord denne kamps nødvendighed.(Dette gælder derimod ikke DKP). Men i praksis forsoner de sig med begge strømningerne, dækker over dem, spiller sammen med dem. DKP/ML fremstiller tilmed dette som skabelsen af enhed og samling både i den kommunistiske bevægelse og blandt venstrekræfterne.

Reelt set er det det modsatte: det er at spille under dække med likvidatorerne, det er at bekæmpe skabelsen af et stærkt kommunistisk parti, med rodfæste i arbejderklassen, der kan lede dens kamp for socialismen.

I den kommunistiske bevægelse er denne forsoning med de to likvidatorstrømninger et både aktuelt og langsigtet kernespørgsmål. Forsoningen med Enhedslistestrømningen må afsløres som den skadelige, reelt likvidatoriske tendens, den udgør.

Det stærke kommunistiske parti er arbejderklassens parti. Det betyder også, at det ikke blot må repræsentere arbejderklassen politik, men også opbygges af arbejderklassen. Det må have en klar og tydelig retning -–ikke mod de øverste lag i arbejderklassen, de bedst stillede arbejdere, men mod dens brede lag, ikke mindst i retning af den ufaglærte del af klassen, og mod dens underste lag.

Det må som mål have som mål forankring i disse lag, partiopbygning på baggrund af disse lag, kampmobilisering af disse lag.

DKP endte med at basere sig på den lavere del af fagbureaukratiet, på arbejderaristokratiet – og det revolutionære DKP/MLs fatale fejl var i sidste ende, at det ikke lykkedes det at finde vejene til klassen, til disse lag, og rodfæste sig der for alvor.

Partiet må lede fagforeningerne – ikke omvendt – ligesom partiet må lede alle kommunisternes indsats på de forskellige kampfelter, fra parlamentarikere til dens presse.

Også her er der væsentlige lærdomme at drage af de fejl, som de danske kommunister førhen har begået.

Et kommunistisk partis styrke afhænger ikke i første række af antallet af medlemmer, men af deres kvalitet - og af partiets sluttethed og enhed på sit grundlag. Et parti, der skovler medlemmer ind, uden hensyn til deres ideologiske og politiske niveau, og som accepterer flere linjer i partiet, er dømt til at knække sammen under trykket fra reaktion og dets mange fjender. Under sådanne forhold vil det ikke kunne udvise den handlekraft under alle forhold, som er et af kendetegnene ved et ægte kommunistisk parti.

Skabelsen af et stærkt kommunistisk parti er en objektiv nødvendighed for udviklingen af arbejderklassens revolutionære kamp.

Vi har i kølvandet på de kontrarevolutionære processer, som kulminerede 89-91, gennemlevet en periode præget af imperialismens og reaktionens offensiv, præget af styrkelse og konsolidering af det parlamentariske demokrati, af "pluralismen", af monopolkapitalismens og de multinationales øgede indflydelse over alle sider af samfundslivet – og af en generel afsvækkelse af arbejderklassens kamp og af de folkelige bevægelser.

Men arbejderklassen i verden, og også i Danmark, vokser – og har mere end nogensinde brug for sit revolutionære, kommunistiske parti – både med henblik på fremgang i dagskampen og med henblik på kampen for socialismen – som ikke er et spørgsmål, der af historien er blevet forvist til det intellektuelle tankeslot, men fortsat er et aktuelt og påtrængende globalt problem.

Hvem omfatter den kommunistiske bevægelse i Danmark i dag? Alle de kammerater, der ønsker og arbejder for skabelsen af eet stærkt kommunistisk parti og som kæmper imod den likvidationsstrømning, som truer med at gøre kommunismen til en marginalnote i arbejderklassens kamp i lang tid fremover. Alle ærlige kammerater i de erklærede kommunistiske organisationer og partier, alle seriøse partiløse kommunister. I dag gælder det i første række om at at samle OKTOBER-strømningen, den mest konsekvente forkæmper for det stærke kommunistiske parti, pro-parti-kommunisterne i de erklærede kommunistiske organisationer samt partiløse kommunister, som er for det stærke parti i en fælles kamp mod likvidatorisme og forsoning, som et centralt skridt i retning af PARTIET.