EU tramper bjørnen over tæerne

Ruslands traditionelle nationalsymbol er bjørnen. Et stærkt og enerådende dyr, normalt dorskt, men farligt og aggressivt, når det angribes og såres. EU’s udvidelse mod øst præsenteres af valgpropagandisterne som et "fredens projekt", men i dens iboende konfrontation med den russiske bjørn ligger der latente konflikter af den mere sprængfarlige slags.

Måske hjælper konfrontationen i sidste ende en ny Oktoberrevolution på vej. Tryk avler som bekendt modtryk, og det første har russerne efterhånden lidt nok af.

I et indslag i Radioavisen 1. maj fortalte den udsendte reporter i Moskva sædvanen tro om dagens manifestationer i den forhenværende Sovjethovedstad. Herfra kunne han berette, at den kommunistiske demonstration var mindre end de foregående år, og at kommunistlederen Gennadij Sjuganov måtte være slemt skuffet over fremmødet på 10-15.000, mindre end han havde forudsagt. Paralleller blev draget til det massive opbud på den Røde Plads i gamle dage, i Sovjettiden, og der blev draget den konklusion, at nu synger kommunismen i Rusland på allersidste vers.

Når medierne taler om "kommunistpartiet" i Rusland, menes der arvtageren til det gamle regerende SUKP, som hedder den Russiske Føderations Kommunistiske Parti, RFKP. Denne omtale er misvisende. I virkeligheden er den kommunistiske bevægelse i Rusland splittet (som i resten af verden), og RFKP repræsenterer den mest højredrejede del af spektret. Til venstre for dette parti foregår der bestræbelser på at genrejse og samle den kommunistiske bevægelse på et revolutionært marxistisk-leninistisk grundlag, men denne revolutionære grøde forties almindeligvis i den borgerlige medieverden.

Det var derfor et interessant indslag, da den ovennævnte radioreporter bevægede sig ind i den demonstrerende forsamling for at høre deltagernes mening om det relativt ringe fremmøde. Her besvaredes spørgsmålet med, at RFKP har skuffet slemt, navnlig med sin parlamentariske optræden i den seneste tid, og at det ikke lever op til sine paroler. En tidligere RFKP-sympatisør fortalte, at hun nu satte sin lid til dem, reporteren valgte at benævne "stalinister", dvs. den kommunistiske bevægelse til venstre for RFKP, hvor en skikkelse ved navn Viktor Ampilov, leder af organisationen Det Arbejdende Rusland, træder frem som samlingsfigur.

Der er ingen tvivl om, at Sjuganovs RFKP er i krise. Fra at have opsamlet hovedparten af venstreoppositionen til det post-sovjetiske regime under sine vinger har RFKP i stigende grad viklet sig målbevidst ind i parlamentarismens studehandler, så det ikke længere fremstår som et troværdigt alternativ.

Udnævnelsen af en ny ministerpræsident, efter at præsident Jeltsin i marts fyrede Viktor Tjernomyrdin og hans regering, endte med at blive endnu en pinlig affære for Jeltsin-regimets image, men det satte også fokus på RFKP’s krise. Jeltsin havde udpeget den 35-årige teknokrat Sergej Kirijenko til posten, og han var ikke indstillet på at diskutere alternativer med parlamentet, Dumaen, som ifølge forfatningen skal godkende ministerpræsidenten. Derfor skulle russerne få lov til at overvære to afstemninger i Dumaen, der med stort flertal forkastede Kirijenko, og en tredje og sidste afstemning, hvor han med endnu større flertal blev godkendt.

Forklaringen er, at i modsat fald ville Jeltsin udskrive nyvalg til Dumaen, indtil hvilket han kunne konstituere Kirijenko som fungerende ministerpræsident og selv regere pr. dekret i op til fire måneder. RFKP buldrede indtil den tredje afstemningsrunde med en kategorisk afvisning af Kirijenko, men det endte med, at partiets parlamentsgruppe ved denne lejlighed alligevel stemte for ham. Udsigten til, at mandaterne (og deres medfølgende privilegier) skulle prøves ved valg, huede ikke partiets parlamentarikere. RFKP bøjede sig, og resten af parlamentet blev overtalt med samme argument - samt med omfattende, slet skjulte bestikkelser.

Socialdemokratiseringen af RFKP er så fremskreden, at der går rygter om en ikke særlig fjern splittelse af partiet i i hvert fald to dele. Dette realistiske scenario vil i så fald ende med på den ene side dannelsen af et socialdemokratisk parti på linje med en række øvrige tidligere regerende revisionistiske partier i Østeuropa. Hvor den øvrige del af partiet i en sådan situation vil bevæge sig hen, er mere interessant. Vil det medføre en partidannelse på revisionistisk grundlag eller en opblomstrende afklaring på marxistisk-leninistisk grundlag på linje med flere og flere uden for RFKP? Eller begge dele?

Under alle omstændigheder er der en viljestærk kommunistisk bevægelse på fremmarch i Rusland. Fra den kant lyder der enige toner om, at en ny Oktoberrevolution er målet, og at socialismen skal være arbejderklassens stat, ikke en stat for profitmaksimerende pampere. Man finder ofte demonstranter bærende på skilderier af Lenin og Stalin, men ingen gider skilte med Hrustjov eller Bresjnev. De to førstnævnte herrer repræsenterer netop den revolutionære, historisk grænseoverskridende og progressive bolsjevikiske tradition, der vækker positive følelser i en meget stor del af befolkningen. De to sidstnævnte repræsenterer stagnation og korrumpering, og det vil de færreste have igen.

Den 17. december 1997 underskrev præsident Jeltsin et dokument, der må betegnes som Ruslands nye sikkerhedsdoktrin. Det er det første af sin slags siden Sovjetunionens sammenbrud og markerer som sådan Ruslands stilling i den "nye verdensorden". Noget af det mest interessante ved dokumentet er, at det konkluderer, at det er indre ustabilitet, som udgør den farligste trussel mod nationens sikkerhed. Samtidig er kvaliteten og omfanget af hærens konventionelle udrustning dalet gevaldigt, alt imens NATO’s og EU’s Vestunions (WEU’s) grænser og dermed vestlige atomvåben rykkes mod øst. Dokumentet konkluderer faretruende, at Rusland må forlade sig på sin atomslagstyrke, hvis landet angribes.

Kulminationen på den lange kontrarevolutionære proces i Sovjetunionen, kapitalismens genrejsning, har slået verdenshistoriske rekorder. De første fire år efter Sovjetunionens sammenbrud blev den samlede samfundsmæssige produktion i Rusland omtrent halveret, og i de efterfølgende år er den fortsat med at falde støt. De seneste nyheder tyder på, at det fortsætter den med at gøre, trods optimistiske prognoser tidligere på året.

Det er den stadigt stigende sociale polarisering som følge af den økonomiske krise, som er kernen i den indre sikkerhedsrisiko. Samtidig er den kapitalistiske statsmagt overordentlig umoden, præget af korruption og slagsmål mellem stridende fraktioner i borgerskabet. De sidstnævnte deler sig i to hovedgrupper: det ultraliberalistiske og vestorienterede borgerskab på den ene side og på den anden side et monopolhavende finansoligarki, som ønsker en mere nationalkapitalistisk og protektionistisk model. Jeltsins nyligt overståede regeringsændring afspejler givetvis disse stridigheder og må velsagtens vurderes som et forsøg på mægling mellem de besiddende fraktioner, selvom udviklingen i det lange løb taler imod protektionisterne i det på alle leder og kanter underdrejede Rusland. Selve fremgangsmåden er derimod en klokkeklar magtdemonstration fra Jeltsin-klikens side.

Set i lyset af Ruslands gnistrende uro virker EU’s ekspansion østover hasarderet. Ikke nok med, at de tidligere COMECON-lande i Østeuropa har vendt blikket mod vest og åbnet dørene for vestlige koncerners overtagelse af store dele af samfundsøkonomien; udsigten til i det mindste nogle af de østeuropæiske ansøgerlandes optagelse i EU, WEU og NATO vækker tænderskærende modstand i Rusland.

For hvert skridt, Bruxelles rykker mod øst, trænges Rusland et skridt tilbage. Og EU underprioriterer bevidst mulighederne for projekter, der omfatter Rusland, såsom OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa), til fordel for opbygningen af en europæisk supermagt.

Mest sprængfarlig af alle øst-områder er i denne henseende de baltiske lande Estland, Letland og Litauen. De er de eneste af de tidligere sovjetrepublikker, der ikke er med i Sovjetunionens sikkerhedspolitiske og økonomiske afløser, SNG, og de baltiske ledelser er ivrige efter medlemsskab i både EU og NATO. Foreløbig er Estland udpeget til EU’s første optagelsesrunde.

På det seneste er "istæppet" mellem Rusland og de baltiske lande kommet drastisk til udtryk i Letland. Her er sagens akutte omdrejningspunkt først og fremmest det lettiske regimes behandling af landets store russiske mindretal på 32 procent af befolkningen, det største af sin art i de baltiske lande. I Estland udgør russerne godt 28 procent og i Litauen godt otte procent. Som led i den nationalistiske afstivning og fanatiske tilslutning til Vesten har de baltiske regimer gjort en dyd ud af at undertrykke det tidligere russiske broderfolk.

I Letland er denne undertrykkelse dog kommet så vidt, at både EU og Europarådet i stigende grad har manet til besindelse. Vel udgør letterne kun 55 procent af befolkningen i Letland, og vel har landet været udsat for den sen-sovjetiske storrussiske chauvinisme, men det er ikke en holdbar situation set fra nogen vinkler, at det store flertal af russerne (og andre mindretal) simpelthen er blevet fraholdt lettisk statsborgerskab ved forskellige åbenlyse obstruktioner. Uanset hvad letterne måtte have været udsat for i Sovjet-tiden, kan det ikke tilnærmelsesvis måle sig med denne udnævnelse af russerne i Letland til ikke-medborgere. (Der har altid været mange russere i Letland, også før Sovjetunionens oprettelse, da Letland ikke eksisterede som stat, men var en del af Storrusland).

I starten af maj lovede regeringen omsider at fremkomme med en mere realistisk lov om statsborgerskab inden for kort tid, naturligvis af hensyn til den af EU påkrævede stabilitet.

Den med rette mest omtalte begivenhed i den lettisk-russiske konfrontation var, da en gruppe veteraner fra den lettiske SS-division under anden verdenskrig afholdt en mindemarch og en hellig pro-nazi-kirkemesse i hovedstaden Riga tidligere på året. Det vakte opmærksomhed, at hærens øverstkommanderende sammen med regeringspartiets parlamentariske leder deltog i de nazistiske festligheder som styrets officielle repræsentanter, og at soldater fra den lettiske hær blev udkommanderet til at deltage. Det kan man kalde en taktisk brøler, og den verdensomspændende opstandelse tvang regeringen til modvilligt at fyre de to pingere.

Episoden har bidraget til, at russerne i Rusland nu i vidt omfang boykotter lettiske varer. 70 procent af Letlands handel foregår stadig med Rusland, og det bekymrer landets nye ledelse, hvis traditioner går tilbage til det fascistiske lettiske styre i mellemkrigstiden og dets ærbødige underordning under Stortyskland, ikke til den del af det lettiske folk, der kæmpede på den Røde Hærs side mod nazismen.

Den lettiske udenrigsminister Valdis Birkavs, der netop har været på officielt besøg i Danmark, betegner integrationen i EU som Letlands vigtigste udenrigspolitiske mål. Under sit besøg blandede han sig i den danske valgkamp ved at betegne det som "katastrofalt", hvis danskerne stemmer nej til Amsterdamtraktaten. Hvorfor? Jo, fortalte Birkavs, hvis danskerne stemmer nej, kan det true den folkelige opbakning til EU i Letland. For første gang fik den danske offentlighed ergo nys om, at denne EU-opbakning i virkeligheden er så spinkel, at der ikke skal meget til at vende et flertal af letterne mod EU.

Der er vist mere end én ting, der halter i argumenterne for "fredens projekt".