Fred i Nordirland?
Under enorm og forståelig medieopmærksomhed nåede parterne i "den nordirske konflikt" frem til et forhandlingsresultat – en "fredsaftale" – i sidste øjeblik indenfor den tidsfrist, den engelske premierminister Tony Blair havde fastlagt.
Parterne – den engelske regering, den irske regering og de politiske repræsentanter for Irlands nationale rettigheder, for genforening, og de protestantiske unionister – fik udarbejdet, hvad der fra alle sider kaldes et "kompromis", som nu skal til folkeafstemning i Nordirland den 22. maj.
"Fredsaftalen i Nordirland kan fungere som forbillede for et forlig mellem israelerne og palæstinenserne", har Blair trompeteret.
Den er en gigantisk succes – ikke mindst for Tony Blair.
Der sluttes mange "fredsaftaler" under den ny verdensorden. For der er mange krige og konflikter – nogle med en meget lang historie, andre direkte udløbere af den skærpede imperialistiske appetit på omfordeling af de globale rigdomme.
Så ved forhandlingsbordet befandt der sig også en femtepart - ja,. rigtigt gættet: en ægte repræsentant for "den ny verdensorden", en amerikaner, Bill Clintons udsending, eks-senatoren George Mitchell. Clinton selv var også tilstede – telefonisk.
Aftalen indebærer skabelsen af en nordirsk parlamentarisk forsamling på 108 medlemmer – og forudser oprettelsen af et "Nord-Syd-råd" mellem Irland og parterne i Nordirland. Samtidig oprettes et "Øst-Vest-råd", der skal formidle et samarbejde mellem Irland, Storbritanien, det ny nordirske parlament – samt de valgte forsamlinger i Skotland og Wales. Irland skal ændre sin forfatning, sådan at det opgiver kravet på Nordirlands tilbagevenden.
Det er indlysende, at denne aftale ikke tilgodeser de fulde irske nationale rettigheder. Irland er blevet delt som følge af den århundredårige britiske undertrykkelsespolitik – og kravet om genforening er et grundlæggende krav. Sinn Feins leder Gerry Adams vurderer aftalen som et vigtigt skridt i den rigtige retning. De fleste unionister har godkendt den – bortset fra Ian Paisley og hans gruppe. Alt tegner til en klar vedtagelse.
Spørgsmålet er så "bare" om den holder. Den er et kompromis – men i sådanne basale spørgsmål er kompromiser uholdbare i det lange løb. Kun fuld retfærdighed tæller … KP