EU fortsætter med at øge processen med at gøre Europa og hele verden til en stor frihandelszone - for de europæiske monopoler. En "logisk" forudsætning for at følge vejen mod den økonomiske globalisering er en grundlæggende omstrukturering af den (vest)europæiske økonomi, så den bliver globalt konkurrencedygtig.

Samtidig med, at arbejdsløsheds tallene i EU er steget til over 20 millioner (officielt!) - så vokser de sociale og regionale uligheder, og miljøødelæggelsen er accellerende.

Sociale nedskæringer og en afmontering af den offentlige service er en del af processen med at etablere den i forbindelse med den fælles mønt. 1)

ØMU’en er et

Den officielle historie tager sig ud på følgende måde:

De oprindelige 6 EF-lande besluttede i 1969 at begynde at forberede oprettelsen af ØMU.

Et udvalg blev nedsat og den såkaldte Werner-rapport blev fremlagt:

Denne gådefulde tekst skal forestille leksikonviden.

På dette tidlige stadie skal man lægge mærke til, at myten om, at ØMU’en er europæiske politikeres tilbud til befolkningen også her søges plantet. Til den officielle historie føjer sig det politiske ønske om, at et sådant integrationsniveau vil forpligte de enkelte lande:" ..og gøre det endnu sværere for hvert enkelt af dem, at slå ind på en anden vej end samarbejdets." 2 )

Økonomi- og finansministrenes ministerråd (ECCOFIN) "fastlægger de overordnede retningslinier for den økonomiske politik og overvåger, at hver medlemsstat følger dem." 2 )

Overdrevne budgetunderskud (som det hedder) må ikke forekomme. Kravene til de nationale deltagerlande er samlet i konvergenskravene (som de er fastlagt i Maastricht-traktaten) og som i det efterfølgende er opremset citeret efter EF-leksikonnet:

A) Inflationstaksten må ikke være mere end 1,5%-enheder højere end i de 3 EU-lande, som har den laveste inflationstakst.

B) Den lange rente (Obligationsrenten T.M.) må ikke være mere end 2%-enheder højere end gennemsnittet i de 3 EU-lande, der har den laveste rente.

C) Valutakursen skal have holds sig inden for det, efter vekselkursmekanismen tilladte bånd, altså plus, minus 2,25% i 2 år.

D) Statsgælden må ikke overstige 60% af bruttonationalproduktet (Her har en tilføjelse vist sig nødvendig: Blot der er sket store fremskridt i gældsnedbringelsen de senere år, skal gældsstørrelsen ikke forstås bogstaveligt. For ellers havde ØMU’en ikke haft udsigt til 1 eller 2 medlemmer. Lempelsen sker kun i opstart.)

E) Budgetunderskuddet må ikke være større end 3% af BNP.

Rent tidsmæssigt befinder vi os i det, der i EU-sproget hedder 3. fase, med den Europæiske Centralbank på vej som den styrende i de lande, der skal tilsluttes ØMU’en. Den Europæiske Centralbank (ECB)

ECB får 2 ledelsesorganer :

1) Direktionen med 6 medlemmer udpeget af det Europæiske Rad for en periode på 8 år.

2) Styrelsesrådet bestående af direktionen + nationalbankcheferne fra alle de deltagende EU-lande.

Direktionen er det udøvende organ og får ansvaret for bankers daglige ledelse.

Poul Nyrups hensigt med arbejdsløshedsbekæmpelse tjener udelukkende til beroligelse af hans eget EU-kritiske bagland. EU-topmødet om beskæftigelse var uden reelt indhold.

Monopolernes lobbyistorganisation ERT, The European Round Table, har været drivkraft i ØMU-projektet:

"Så tidligt som i 1985, havde ERT talt for, at det indre marked skulle fuldendes med en fælles mønt. ØMU’en var fortsat et førende ERT-krav i dets 1991-rapport "Reshaping Europe". Rapporten fremlagde også en tidsplan for ØMU-implementeringen, en tidsplan, der havde en utrolig lighed med den tidsplan, der blev indarbejdet i Maastricht få måneder efter." la)

Ifølge ERT-formanden Keith Richardson "har Maastricht lagt et enormt pres på hvert eneste EU-land, selv på dem, som ikke skal være med i ØMU’en, om at bringe deres finanser bedre i orden og at holde dem der." 1b)

Det lader sig ikke beskrive, inden for rammerne af nærværende artikel, hvilke manipulationer, de enkelte og nødlidende regeringer her væltet sig ud i, for at "kvalificere" sig til ØMU-deltagelse. Og har de enkelte regeringer ikke haft flere projekter, de kunne sælge, og pensionsfonde, der kunne flyttes rundt på, har EUs statistiske kontor, EURO-STAT, været både behjælpelig og kreativ. Kontorets forbavsende effektivitet ses bl.a. i følgende udsagn:" ..at hvor 11 lande i 1993 i gennemsnit havde en inflation på 4,1%, nåede de i fjor ned på 1,6%. I samme periode er underskuddet på de offentlige finanser i de 11 lande faldet fra 6,1% til 2%."

En kreativ bogføringspraksis ikke set i nyere europæisk historie! Og dertil bør nævnes et omfattende udsalg af nationale værdier, det Jyllands-Posten følsomt kalder udsalg af "arvesølvet". Et EUropæiske udsalg med monopolerne som smilende igangsætter og glad køber. Herhjemme må regeringens salg af Tele Danmark være det mest opsigtsvækkende forsøg på at opnå et smukt 1997-regnskab. Eller hvad med ATP-milliarderne, der er bogført som et statsligt aktiv og ikke den opsparede gæld til pensionister, der var formålet. 4)

I uge 13, d.å., var der bifaldsmumlen i EU-systemet, da kommissionen gav grønt lys for 11 lande til medlemskabet af ØMU’en, det mange aviser morsomt kalder EUROland – som vil være en realitet fra 1. januar næste år.

Den spontane begejstring deltes ikke af den tyske nationalbankdirektør Hans Tietmeyer og hans direktion. De har hovedrystende fulgt de forskellige kandidatlandes mange budgetkrumspring. Man var i åbent skænderi med Kohls lystige regering, da den fandt på at opskrive de tyske guldreserver i værdi. Og banken nærer "alvorlig tvivl om f.eks. holdbarheden i Italiens og Belgiens finanspolitik."

I virkeligheden mener Hans Tietmeyer, at kun Danmark, Finland, Irland, Luxembourg og Storbritannien besidder en holdbar, varig økonomiske stabilitet. Danmark, Sverige, Storbritannien og Grækenland er ikke med i ØMU’en.

Ingen EU/ØMU-glade har turdet sige det, men iværksættelsen af ØMU’en på det foreliggende grundlag er også risikabelt på grund af en alt for "tidlig fødsel". Den forbavsende EU-nyhed, at 11 lande alvorligt anses for økonomisk solide, vil få indflydelse på euro’ens "børsmæssige anseelse" og dermed kurs.

Økonomiministeriet går ud fra det modsatte bliver tilfældet.

Det må i den forbindelse erindres, at den offentlige gæld ikke må overstige 60% af BNP. Ikke desto mindre har Italien "en gældskvote på 121,6: og Belgien på 122,2." 5 )

Et af de "stærkeste" lande Tyskland, har også en gældskvote i 97 på 61,3% af BNP. 6)

EUs stats- og regeringschefer skal holde topmøde d. 2. maj d.å. og de forventes der fnisende at godkende hinandens ØMU-anstrengelser og blåstemple de 11 lande som værdige EURO-lande.

At deltage i ØMU’en skulle have været et specielt privilegium, men den opsigtsvækkende dårlige iværksættelse af ØMU’en, gør det hensigtsmæssigt at stå udenfor. Forskrækket måtte EU-eliten se dagbladet Børsens forside i januar: "Danmark høster gevinster uden for ØMU."

Ca. en måned senere skrev Børsen modsat: " Nej til ØMU rammer investeringer." 7)

At dette sidste udsagn slet ikke kan sandsynliggøres er en helt anden sag. Men eksperter i økonomi er bekymrede over det risikable ØMU-projekt. På den ene side siger Økonomiministeriets rapport at ØMU’en bliver stabil, da ministeriet, virkelighedsfjernt, går ud fra, at euro’ens kurs bliver høj.

Det mener "vismændene" på den anden side ikke. Det mener den tyske bank Vereins-Bank heller ikke. Der regner man kun med 40% mulighed for eurosucces, de sidste 60 % fordeles over negative forventninger samt 10% mulighed for totalt sammenbrud. 8)

28% af de professorer i økonomi, dagbladet Politikken har talt med, mener, at Danmark rent økonomisk vil være bedst tjent med at stå uden for ØMU’en. 36% mener det er ligegyldigt om Danmark er med eller ej.

Lektor i nationaløkonomi Carsten Heyn-Johansen skriver i "ØMU’en som magtmiddel":

Når ledende danske økonomer, som professor Søren Kjeldsen-Kragh, cheføkonom i SID, Kaj Vangskjær og Lisbeth Baestrup, FTF, kritiserer ØMU’en "for at tage for meget hensyn til prisstabilitet og for lidt til beskæftigelsen" – så må vi andre sige:

Det er et spørgsmål om politik – om monopolernes politik. ØMUen er monopolernes opfindelse – og deres redskab. Den europæiske Centralbanks direktion skal sætte hensynet til stabile priser over alle andre hensyn. Det er et krav til banken.

Det er ikke arbejderklassen menneskelige interesser eller humanistiske fagøkonomer, der tages hensyn til!

Hvilke rimelige forventninger til eurolandenes politisk/økonomiske udvikling kan man se hen til?:

Overholdelsen af de vilkårlige budgetkrav er et overstatsligt EU-anliggende:

ØMU’en er også et værktøj som skal forbedre investeringsmiljøet i Euroland. Keith Richardson, ERT, vil øge presset:

"Der sker en højst usædvanlig, økonomisk reform over hele Europa. Og det er resultatet af presset fra Maastricht-kriterierne. Det er afgørende, at man fastholder presset. Italien vil gennemgå flere reformer på to år, end det har gjort de sidste tyve. Det er afsindigt vigtigt."

Og Richardson erklærere videre:

"ERTs formål er at få de europæiske regeringer til at se sig nervøst over skulderen i et endeløst konkurrenceræs med landene i syd. Global benchmarking - som foreslået af ERT - kan bruges på næsten ethvert område, man kan forestille sig: På flere og flere områder overhaler udviklingslandene og deres politik Europa. Patentrettigheder på genetisk modificerede planter er nu muligt i flere udviklingslande, men endnu ikke i Europa. ERT har udtrykt sin bekymring over at se andre økonomier vokse hurtigere end i Europa, hvad angår deregulering og modernisering af de rammer, man giver de private virksomheder." lo)

Med ØMU’en har monopolkapitalen sikret sig (teoretisk) en planmæssig afvikling af skattefinancieret fælles omsorg – det endelige farvel til den danske og nordiske "velfærdsmodel".

Der er også indledt en konkurrence om, hvilke(t) EU-land(e) der kan tilbyde den laveste selskabsskat og dermed tilfredsstille storkapitalens krav om et ansvarsfrit og behageligt investeringsmiljø.

I Danmark her Socialdemokratiet foreslået en nedsættelse af selskabsskatten fra 34% til 26-28%. Det vil desværre medfører, at der kommer færre indtægter til det offentlige, og Det Konservative Folkeparti her da også kvikt forlangt tilsvarende besparelser i de offentlige udgifter.

I OECD-landene er selskabsskatten på gennemsnitligt 36%. I EU er selskabsskatten nedsat i Tyskland, Irland, Italien, Luxembourg og Portugal. Kun i Frankrig har den været stigende.

De spændingsskabende ØMU-krav skal også gælde for de Østlande, der letsindigt forestiller sig lys og varme i EU. Arbejderklassen i disse lande er i forvejen ramt af en socialøkonomisk katastrofe, der vil øges på grund af en yderligere arbejdsløshed. Forhandlinger mellem disse landes nuværende regeringer føres i denne tid i uforpligtende vendinger. (I Danmark er hensigten med snakken, at vi skal tro, at Amsterdam-traktaten har noget som helst med de førte drøftelser at gøre, og helst skal vi tro, at det hele er iværksat på Poul Nyrups foranledning!). Hvad arbejderne har at vente med uvisnelige kapitalistiske frihedsgoder som forventning, er usikkerhed, lønnedgang og social deroute.

Måske nogle kan huske, hvorledes det gik arbejderne i tysk automobilindustri, der overenskomstmæssigt går 5% ned i løn i de næste fire år. På den måde forhindrede arbejderne monopolerne i at flytte til endnu mere investeringsvenlige områder af vor lille klode.

ØMU-forventningen hos monopolerne og deres lakajer kunne aflæses:i Jyllands- Posten:

Den engelske nationalbankdirektør Eddie Georg holds tale på Børsen for indbudte virksomhedsledere. Han talte om behovet for øget fleksibilitet som et middel til at "nedbringe arbejdsløsheden" med. (Det gælder om at finde den rette balance, hvor massearbejdsløsheden fungerer som løntrykker – men ikke bliver som omfattende, at den "sociale stabilitet" trues!). Bankdirektøren berørte også den kendsgerning, at politikmulighederne i de afsvedne ØMU-parlamenter vil være næsten væk efter ØMU’ens iværksættelse. Mulighederne for at sænke renter, devaluere valutaen eller lempe finanspolitikken, vil være væk. Eddie Georg advarede om, at ØMU’en derfor kan føre til stigende økonomisk og politisk spænding mellem EU-landene.

Dette synspunkt er ved at blive almindeligt i den europæiske debat. Lektor Heyn-Johansen skriver:

ØMU’en er – det vil ingen benægte – en dristig konstruktion. Det er også en skrivebordskonstruktion. Men først og fremmest er det monopolernes konstruktion af en europæisk global supermagt – med det genforenede Tyskland som den politisk og økonomisk ledende magt. Med genforeningskejseren Kohl som den egentlige kejser over det europæiske rige, der strækker sig fra nord til syd, fra vest og stadig længere mod øst. Og bliver Kohl ikke genvalgt – så vil det alligevel være med Tyskland i centrum for konstruktionen – ja, man fristes til at bruge udtrykket NEUROPA.

Men gennemførelsen af ØMU’en er behæftet med en lang række problemer og modsætninger. Den skærper alle de sociale modsætninger i de enkelte medlemslande, den skærper også modsætningerne og de latente spændinger landene imellem. Unionen kan gå hen og knække halsen på ØMU’en. Der er i hvert tilfælde ingen grund til at antage, at dens iværksættelse vil forløbe så smertefrit, som propagandaen giver udtryk for.

Uanset hvad er det arbejderne, det store flertal af befolkningerne i Unionen, der kommer til at betale prisen for eksperimentet.

Det falder i øjuene, at modsætningsforholdet mellem arbejde og kapital, skærpes yderligere af den Økonomisk Monetære Union:

Klasseforsoningspolitikken er i indlysende vanskeligheder. Socialdemokratiets forsikringer om arbejde og velstand for almindelige mennesker, modsiges af virkeligheden og indholdet af de traktater, love og forordninger monopolkapitalen lader sit EU-apparat udstede. Modsigelsen mellem privateje af produktionsmidlerne og den samfundsmæssige produktion kan ikke løses af EU eller ØMU.

Konvergenskravenes stramme og asymmetriske funktion sætter en skabelon (hvor samfundsøkonomierne kun kan "skrues ned", ikke op. T.M.), der hindrer den økonomiske handlefrihed, der tidligere var de kapitalistiske staters eneste måde at modvirke og begrænse kriser på - de kriser, der følger et udtjent samfundssystem, der ikke har mere at tilbyde almindelige mennesker .