Den sociale samvittighed

Vi fornægter konsekvent den moderne fattigdom, selv om eksistensen af den er åbenbar og kan iagttages hver dag i supermarkedet, hvor folk står med deres beskedne indkøbskurve.

Disse alt for sande ord kommer fra Hanne Reintoft, der netop har udsendt en ny bog om den ikke-eksisterende velfærd og om det virkelige, dybt klassedelte, brutale og fornedrende danske samfund.

"Træd varsomt" hedder den – og er en lang og indtrængende anklage mod dem, der indretter et samfund, der skrotter en stor del af befolkningen – fra småbørn til gamle, store dele af hver eneste ungdomsårgang siden engang i 70erne, de arbejdsløse o.s.v.:

Bogen har fået opmærksomhed – ikke bare fordi den udsiger de sandheder, som de herskende og deres politikere og propagandaapparat konsekvent benægter, og fordi den fremdager den virkelighed, de lukker øjnene for – men også fordi hun taler, så magthaverne kan mærke samvittighed, om så det er for en kort stund … Og de har det så godt, at de også har råd til en smule samvittighed. Helt i modsætning til den mængde af politisk ukorrekte fattigrøve, der køber billig og halvfordærvet mad, urigtigt tøj og ikke har et anstændigt arbejde.

Der var engang skolebørnene skulle føle sig skamfulde, når de måtte fortælle at deres far var arbejder – eller bare arbejdsmand. I dag er han der måske slet ikke, mor er enlig, og arbejdsløs eller bistandsmodtager.

Jeg frygter den fremtid, hvor stadig mere marginaliserede grupper i stigende grad udelukkes fra arbejdsmarked, boligmarked og uddannelsesinstitutioner og kommer til at danne store grupper af afmægtige, udelukket fra det, vi betragter som den normale livsverden, siger kvinden, der har fået rang som nationens sociale samvittighed.

Gennem årtier har hun fulgt udviklingen af den danske sociallovgivning. Hendes nye bog er én stor advarsel mod den nye sociallovgivning, der træder i kraft den 1. juni i år – og som bygger på en ny, hyklerisk og moraliserende formålsparagraf, der forlanger at alle skal være i stand til at tage vare på sig selv. I gamle dage, da der ikke var nogen sociallovgivning hed det, at man skulle klare sig selv. Eller fanden tage de sidste. Forskellen er såmænd ikke så stor – den samme brutale overklassetankegang ligger bag.

Den socialdemokratiske fagbevægelse har ikke bare set passivt til, men direkte hjulpet med skabelsen af et tredje arbejdsmarked af bistandsmodtagere og andre, der tvangsaktiveres og arbejder for føden uden faglige rettigheder, uden organisering. De organiserede arbejdsløse er røven af fagbevægelsens fjerde division; de mindst lige så rigtige arbejdsløse, som er på bistand, falder udenfor enhver kategori. Begge grupper er blevet forrådt af fagtoppen – der i lige høj grad inddæmmer og neutraliserer kæmpende arbejdere som den forhindrer de arbejdsløse i at udfolde sig som organiseret kraft, og sparker bistandsmodtagerne i røven...

Hanne Reintoft drømmer om og slås for et menneskeværdigt samfund. Et eller andet sted har hun sikkert ikke glemt sin gamle (og rigtige) idé om skabelsen af en social front, der kunne organisere og give mæle til de udstødte, til de forkerte og fortrængte, denne store og voksende del af arbejderklassen, som slet ikke har eller vil få noget der ligner en fremtid i Unionsdanmark under den store nye verdensorden. Denne store gruppe – men ikke bare dem – også et flertal af de arbejdende og de arbejdsløse, de ufaglærte og specialarbejderne, udgør arbejderklassens bredeste lag i dag. Hanne Reintoft fastslår, at afstanden til de herskende, eller bare til deres politikere, er enorm, og at den bliver stadig større.

Det er nyttigt med sådanne beskrivelser af den råkapitalistiske virkelighed, der aldrig bliver lukket ind i det mediestyrede univers – eller højst som sentimentale historier af såkaldt menneskelig interesse. Det er muligt, at den sociale samvittighed stadig tror, at det kan lade sig gøre at bremse brutaliseringen og forbedre forholdene gennem appeller til de herskende, selvom et langt livs erfaringer med velfærd og socialpolitik viser det modsatte. Men i grunden peger Hanne Reintoft også på alternativet til den herskende "samvittighed": nødvendigheden af organisation, nødvendigheden af at give de dybeste lag i klassen mæle, nødvendigheden af kamplinjen.

De indtrængende appeller gør indtryk et kort øjeblik – de barske realiteter bliver hængende.

Det er systemets fallit, velfærdssamfundets fallit, kapitalismens fallit.