IMF og de arbejdsløse

Den nye danske arbejdsminister er en såkaldt god socialdemokrat med en solid karriere bag sig indenfor LO-systemet. Ove Hygum beklædte senest posten som sektorformand i HK-stat, og som forhenværende fagbureaukrat har han de nødvendige kvalifikationer til at varetage sit nye hverv på betryggende vis for borgerskabet.

Kapitalen behøver ikke frygte for, at han fører "lønmodtagerpolitik". Det har han omgående fastslået overfor de naive sjæle, der skulle nære illusioner om en mere arbejdervenlig politik fra den socialdemokratisk ledede regerings side.

Ikke mindst de hundredtusinder af arbejdsløse er blevet advaret om, at der ikke er nye tider på vej. Til efteråret venter et nyt angreb på de arbejdsløse med opdeling af de arbejdsløse i et A-hold og i et B-hold, der stilles værre endnu, bebuder arbejdsministeren med en fortid i den socialdemokratiske fagbevægelse.

Det forlanger EU, uddyber Ove Hygum. ØMU’en kræver dansk tilpasning til de herskende forhold indenfor EU og herunder nye sociale forringelser, betegnet offentlige besparelser. Og de arbejdsløse går ikke ram forbi. Tværtimod udnyttes de som rambuk for generelle forringelser af løn- og arbejdsforholdene på det danske arbejdsmarked.

Som sædvanlig hævdes det, at forringelserne af de arbejdsløses forhold sker for de arbejdsløses skyld. Endnu lavere dagpenge, forkortelser af dagpengeperioden, forringelser af muligheden for at optjene retten til dagpenge, indførslen af tvangsarbejde for understøttelse/bistandshjælp - det er alt sammen til gavn for de ledige.

Det gavner beskæftigelsen, at de arbejdsløse udnyttes som løntrykkere og billig arbejdskraft. At der opbygges et tredje arbejdsmarked, lyder devisen. Selvom kapitalisterne er ene om at have gavn af udviklingen i form af megaprofitter.

Det er imidlertid ikke kun de danske arbejdere, der er udset som ofre. Bekæmpelsen af de arbejdsløse er et internationalt fænomen. Ove Hygum har mægtige våbenfæller. Ikke blot i EU.

I sin seneste rapport foreslår IMF (Den internationale Valutafond), at der skal føres en fælles politik til bekæmpelse af de arbejdsløse - på globalt plan. Kapitalismens/imperialismens vigtigste institutioner går som sædvanlig i spidsen, når det drejer sig om at fremme udplyndringen af den arbejdende befolkning overalt på kloden.

Globaliseringen af økonomien kræver, at der føres en ensartet politik i alle lande. Også når det gælder bekæmpelsen af de arbejdsløse. Selv i de fattigste u-lande skal de offentlige udgifter til understøttelse nedsættes. Og selv i lande, hvor de sociale udgifter er forsvindende små, skal der skæres ned med hård hånd, synes IMF.

Ethvert bånd på kapitalens skalten og valten skal fjernes, de faglige rettigheder udraderes, lønningerne presses ned på eksistensminimum, og de beskedne skranker for kapitalens frie bevægelighed ryddes effektivt af vejen ligesom lokale miljøkrav mv.

Det er en morderisk, en kriminel politik, der allerede har medført sultedød for millioner, dræbende sygdomsepidemier, krige og social elendighed i et ufatteligt omfang, mens de multinationale har raget til sig. Det er den politik, som skal forstærkes. I samtlige lande.

EU-landene bør ifølge IMF først og fremmest sænke dagpengeniveauet yderligere, gøre det lettere for de europæiske virksomheder at fyre folk, fremme lysten til at tage imod arbejde i de lande, hvor der er arbejde at få, uanset om det er Napoli i Syditalien eller Narvik i Nordnorge, mv. Det vil konsolidere både ØMU’en og den fælles mønt EUROen.

Ikke fordi det synes nødvendigt med råd fra IMF. EU er i forvejen selv i fuld gang med ud af at føre en reaktionær og menneskefjendsk politik til gavn for de europæiske monopoler, som til fulde lever op til IMFs forbryderiske anvisninger.

Det er en del af opbygningen af EU - af Monopolernes forenede Europa - som politisk, økonomisk og militær supermagt, der på globalt plan kan varetage den europæiske imperialismes interesser.

En politik, som den danske regering og LO-toppen støtter fuldt ud. Man ved vel, hvad der tjener det danske borgerskab bedst!

Endnu er forholdene for de danske arbejdsløse ikke så ringe som for de franske arbejdsløse. For slet ikke at tale om de arbejdsløse i Indien. I alle kapitalistiske lande går retningen imidlertid samme vej. Nedad. Og stadig nedad. For de arbejdsløse og resten af den brede befolkning.

Skal denne retning stoppes, kræver det organisering af kampen – klassekamp!