En verden i sort og hvidt!

I 1492 e.v.t. kom Columbus til Amerika. Han håbede at få del i den store rigdom, som Marco Polo havde berettet om i sine rejsebeskrivelser.

Efterhånden blev Amerika invaderet af de Vesteuropæiske stormagter, og en masse indvandring fra Europa til alle dele af Amerika gjorde det af med store dele af urbefolkningen – indianerne. På trods af at størstedelen af de nordamerikanske indianerstammer blev udryddet, forsvandt den hvide mands racisme aldrig. Og den sorte mand i Afrika blev bortført og brugt som slave i amerikansk bomuldsproduktion. Vi kender nok alle den tragiske historie om indianerens kampe mod styrere, der næppe ville anerkende dem som mennesker med rettigheder til det land, som de i generationer har levet på.

Og negrenes kamp mod slaveri, racisme og undertrykkelse.

Både indianere og negere kæmper stadigvæk den dag i dag mod racisme og undertrykkelse.

Historien om Amerika er interessant, men ikke enestående.

I år 1788 kommer de første straffefanger til Australien fra England. De slår sig ned i det nuværende Sidney. Den lokale urbefolkning blev aldrig rådført, og en kløft blev hurtigt etableret mellem urbefolkningen og den hvide mand. De hvide kolonister udvidede deres territorium, og i starten af det 18. århundrede kom hvide nybyggere til en ø (Tasmanien) syd for Australiens hovedland. Efter kampe, der blev optrappet på begge sider, endte det med en fuldstændig udryddelse af aboriginals på Tasmanien. Nybyggere jagtede "de vilde" med geværer mod spyd. Efterhånden som de hvide koloniserede mere og mere blev aboriginals vilkår forringet.

Den hvide mands politik for at kolonisere Australien bestod i at ’Australien ingen befolkning havde’, så konsekvensen var klar – der var kun dyr og planter - så derfor var det lovligt at skyde aboriginals, hvis de befandt sig "ulovligt" på den "hvide mands jord".

Dette forhold gjaldt helt frem til 1967, hvor aboriginals blev anerkendt som levende mennesker på fod med resten af befolkningen!!!

Men formelle bestemmelser behøver som bekendt ikke at være gældende praksis. Da en ligeløns aftale blev vedtaget, blev stort set samtlige de aboriginals, der arbejdede inden for landbruget, afskediget.

Men mange andre uretfærdigheder har også ramt aboriginals. I 1918 blev der vedtaget en lov, der gav myndighederne ret til at fjerne børn fra deres mor (aboriginals), hvis der var formodning om at faderen kunne være hvid.

På denne måde blev børn i tusindvis fjernet fra deres mødre. Børnene blev opdraget på missionærskoler og anbragt i missionær lejre, hvor de sled for ingenting.

I dag er det meget få aborigenals, der lever efter deres oprindelige traditioner, og endnu færre lever uberørt af civilisationens komme. Af de 300.000 aboriginals ( ifølge nye tal sandsynligvis mange flere), der i sin tid levede i Australien, er der mange, der døde af sygdomme medbragt fra Europa, og mange aboriginals blev fjernet fra deres hjem.

Der er blevet forsøgt enkelte tiltag for at forbedre forholdene for den sorte urbefolkning, men det er de færreste der har hjulpet -og i dag lever mange på gaden, med flasken som eneste følgesvend. Langt største delen af de hvide australiere betragter alle sorte australiere som værende både konstant berusede, usoignerede og dumme. De føler ingen tilskyndelse til at lære om urbefolkningens kultur, og baggrunden for deres skæbne er ikke at finde i historiebøgerne.

I februar i år var jeg selv vidne til dette forhold. Jeg var på daværende tidspunkt i Adelaide, hvor der afholdtes en festival. Forskellige kulturelle arrangementer blev gennemført i denne forbindelse, bl.a. en opera og en aboriginal-dag. Til at overvære den moderne opsatte opera, nær ved festivalhusets centrum, var der titusinder af mennesker, hvorimod fremmødet til aboriginal arrangementet var mere sparsomt, nogle tusinde, trods det at arrangementet strakte sig over en hel dag.

Her fik man ellers en hel unik chance for at opleve aboriginal kultur og livsopfattelse.

Man kunne bl.a. opleve kvinder fortælle historier via sang og dans.

I arrangementet deltog mange anerkendte aboriginals inden for kunstens og musikkens verden.

Australien skilter ikke ligefrem med sin racisme over for omverdenen, men langt størstedelen af de sorte australier lever under ringe kår. Jordene der engang var deres, er i dag eget eller lejet af australske kvæg- eller fåreavlere.

Langsomt, og i det små, dannes der grupper, der kræver landet tilbage på den oprindelige befolknings hænde. Men kampen er både sej og hård. fordi de tidligere nævnte farmere sidder på en anseelig del af landets økonomi.

Men den åbenlyse forskelsbehandling finder ikke bare sted i lovgivningen, men også blandt statsapparatets håndlangere. Her taler statistikkerne deres helt tydelige sprog: f.eks. har aboriginals 17 gange større risiko for at dø i politiets varetægt end ikke-aboriginals. Således døde der 96 personer af aborignal-afstamning i perioden 1990-95. Desuden er sandsynligheden for fængsling 15 gange så stor for indfødte som for andre.

Endnu et kig i statistikkerne giver en klar indikation af levevilkårene for aboriginals. Deres middellevetid ligger omtrent 20 år lavere end den øvrige befolkning.

Men mange regler er også opstillet for at hindre de indfødte i at blande sig med den øvrige befolkning. Bl.a. har mange restauranter og forlystelsessteder krav om bestemt påklædning, direkte henvendt mod aboriginals – såsom krav om fodtøj og fine kjoler. ( ofte går aboriginals barfodet, og de har sjældent råd til fine kjoler).

Mange eksempler kan fremdrages på den fortsatte diskrimination af aboriginals og de tvivlsomme livsvilkår de bydes, men det er vigtigt at vide, at de ikke bare passivt finder sig i det, men også kæmper for deres rettigheder.

I Australiens hovedstad Canberra ligger der en aboriginal-ambassade (et sparsomt skur bygget for 25 år siden) og her kæmpes der for bedre levevilkår, og ikke mindst for en større forståelse blandt Australiens øvrige befolkning.

En af de oplevelser, der gav mig et godt indtryk af aboriginal kultur og historie var en opførelse af det fantastiske Tjapukai danseteater. Her får man fortalt om de hvides grusomheder, og Tjapukai folkets historie – Om drømmetiden, om jagt og deres forståelse af naturen i deres hverdag.

Hvad fremtiden bringer, for urbefolkningen, kan man endnu kun gisne om. Jeg kan desværre forestille mig, at deres kultur på et tidspunkt bliver et glemt kapitel i historiebøgerne, men så længe folket holder fast i deres rødder, er der stadig håb om at værdierne ikke går tabt.

Men mange kampe skal endnu kæmpes mod statsracismen, og mod de mange fordomme, der stammer helt tilbage fra de første opdagelsesrejsende overleveringer, før uretfærdighederne forsvinder.

n