Status maj 98

Ved arbejderklassens internationale kampdag skal der gøres status: Hvilke kampopgaver står arbejderklassen og dens allierede overfor? Hvordan har styrkeforholdet mellem klasserne udvijklet sig? I Danmark? Internationalt? ….

Den 1. maj 1998 står – endnu engang – i Unionens tegn: Den umiddelbare opgave i forsvaret af arbejderklassens interesser er at afvise den videre udbygning af monopolernes Forenede Europa, sådan som der er lagt op til gennem Amsterdam-traktaten.

Som realiserer den gamle tyske drøm om NEUROPA i skikkelse af EURO-land. Pr. 1.1. 1999.

Som på trods af al rævens snak for gæssene – det vil sige borgerskabets og socialdemokratiets løfter om sociale forbedringer, afskaffelse af arbejdsløsheden og forbedring af kvindernes stilling, ja, tilmed "forsvar af velfærden – betyder forstærket udbytning, forringede levevilkår, mere uligestilling. Permanent arbejdsløshedsrekord – og permanente rekordprofitter.

 

Det klassemæssige indhold i kampen mod Unionen bliver stadig tydeligere. Arbejderklassen er imod Unionen, fordi det er de riges klub, monopolers værktøj. Fordi den betyder nye angreb på arbejdernes rettigheder, nedbrydning af den "velfærd", som er tilkæmpet gennem hårde kampe. Et solidt flertal i befolkningen har ingen som helst interesse i monopolprojekt Europa – andet end at bekæmpe det. Til gengæld grupperer en række småborgerlige mellemlag af intellektuelle, funktionærer og andre sig stadig mere klart omkring borgerskabets Unionspolitik.

Unionskamp – det er stadig tydeligere Overdanmarks kamp mod Underdanmark. Og omvendt.

Mange steder i landet afholdes socialdemokratiske 1. maj-manifestationer, hvor dette Unionsparti er gået i dækning bag de faglige organisationer. Der vil ræven snakke for gæssene, om noget sted:

De socialdemokratiske klassesamarbejdsfolk har udvidet deres klasseforsoningspolitik fra ikke "bare" at gælde det danske borgerskab, men hele det europæiske og internationale bourgeoisi, monopolerne og de multinationale selskaber. De vil fortælle, hvordan Unionen vil bekæmpe arbejdsløsheden – skønt de ved, at ØMU og euro har fremmet og vil fremme arbejdsløsheden – på europæisk plan, i Danmark selv. De vil fortælle, at luften bliver renere, fremtiden grønnere, og at EU og Amsterdamtraktaten vil bekæmpe racisme og fremmedhad. Selvom det er et hele vejen igennem beskidt, sort og institutionaliseret racistisk projekt, beregnet til at udplyndre arbejderne ikke bare i EU-landene, men i de østeuropæiske lande, i Afrika og på alle de øvrige kontinenter.

 

Og i de socialdemokratiske manifestationer vil der stå en flok SFere og Enhedslistefolk, der ikke ved nogen bedre steder at gå hen. De vil være kritiske og skeptiske – men ikke nok til for alvor at ville bekæmpe den socialdemokratiske klassesamarbejdspolitik og udvikle den klasxsekampslinje, som fra starten har været grundlaget for majdagen – og som altid har eksisteret i Danmark som opposition til klasseforsoningen.

Vil de socialdemokratiske klassesamarbejdsmanifestationer også hylde den netop indgåede OK-aftale, som foreløbig skrinlægger kampen for 30-timers-ugen, eller bare 35-timers ugen?

Det vil de såmænd. Derfor skal der mange bajere og masser af fed musik til at skylle det hele ned med.

Men klasseforrædderi er og bliver forrædderi – det kommer aldrig til at lugte godt, det kan ikke skylles ned med højt skum, det bliver ved at være ufordøjeligt.

 

Redaktionen

19. april 1997