"Enhedskrisen"
i den danske kommunistiske bevægelse

Af Klaus Riis

 

Denne artikkel behandler udviklingen af krisen i den kommunistiske bevægelse i Danmark

 

Igennem en årrække er der blevet skrevet og sagt ikke så lidt om samling af de kommunistiske kræfter i Danmark i eet stærkt parti og om behovet for at kommunismen genskabes som en stærk faktor i dansk politik, som den afgørende strømning i arbejderklassens kamp.

Det er meget få erklærede kommunister eller erklærede kommunistiske organisationer eller partier, der afviser denne ide og denne bestræbelse – i ord, i hvert tilfælde. Op gennem 90erne har det stået klart for alle alvorlige kommunister, at genskabelsen af et stærkt marxistisk-leninistisk parti er deres afgørende og vigtigste opgave.

Medmindre der skabes et stærkt kommunistisk parti til at gå i spidsen for arbejderklassens og dens allieredes kamp er det en absurditet bare at tænke på skabelsen af et socialistisk samfund – og de bitre klasseerfaringer i det seneste årti har igen bekræftet, at uden et stærkt kommunistisk parti er arbejderklassen udsat og næsten forsvarsløs i den daglige kamp under den kraftige offensiv fra kapitalens side, som er den globale virkelighed under "den nye verdensorden".

Den danske arbejderklasse har set en lang række hårdt tilkæmpede rettigheder udsat for massive angreb: et stadigt fald i reallønnen, herunder værdien af mindstelønnen, mens profitterne har slået nye rekorder, ikke mindst i de seneste års højkonjunktur; forværrede forhold for de arbejdsløse og bistandsmodtagerne og fortsat massearbejdsløshed; skabelsen af et tredje, gråt arbejdsmarked uden faglige rettigheder; konstante nedskæringer på det sociale område, uddannelser og sundhed; en stadig omfordeling via skatter og afgifter, asociale finanslove osv. til fordel for de rige. Denne udvikling har ikke bare fundet sted under 10 års åbent borgerligt misregimente, men også under de fem efterfølgende år med en socialdemokratisk ledt regering. Savnet af et stærkt kommunistisk parti til at organisere og lede arbejderklassens kamp har været mærkbart. Den udbredte og voksende utilfredshed i store dele af arbejderklassen har været nem at inddæmme – også for den socialdemokratiske fagtop. Unionspolitikken har kastet lange skygger …

Reformkamp og revolutionær kamp

Men er et parti til at lede kampen for socialismen, et fortropsparti i forhold til en revolution, et opgør mellem klasserne med henblik på at fjerne den herskende klasse og ødelægge det borgerlige statsapparat – er det overhovedet aktuelt nødvendigt? Er det ikke bare en revolutionær ønskedrøm oven på socialismens udslettelse i Europa?

Består opgaven i virkeligheden ikke i at kæmpe for reformer, at forhindre tilbageslag, at presse socialdemokratiet til venstre, o.s.v.?

Forbindes kampen for reformer ikke med det revolutionære perspektiv, forbindes dagskampen ikke med en strategi for revolution og socialisme, bliver dagskampen i sidste ende udsigtsløs. Kapitalismens almene love virker – og i den nuværende reaktionsperiode under den nye verdensorden med forstærket kraft – i retning af yderligere polarisering af samfundet, yderligere uddybning af kløften mellem rige og fattige, i retning af at sænke arbejderklassens realløn og levestandard.

Det betyder ikke, at kommunisterne opgiver dagskampen og kampen for reformer – tværtimod fører kommunisterne denne kamp mere omfattende, skarpere og mere konsekvent end de klassesamarbejdende reformistiske partier.

Men kommunisterne fører dagskampen udfra en opfattelse af, at reformerne er den revolutionære kamps biprodukt. Den "nordiske velfærdsmodel" f.eks. er et resultat af sejren over nazismen i 2. verdenskrig, af socialismens fremmarch i Europa og andetsteds efter krigen, af arbejderklassens kamp – og delvis indrømmelser fra borgertskabets side, begrundet i frygten for revolution. Og de fører kampen udfra den marxistiske opfattelse, at denne kamp kun kan afbøde og modvirke – og ikke fjerne eller omstøde – kapitalismens grundlæggende udviklingstendenser. En stærk fredsbevægelse kan hindre eller udskyde denne eller hin krig – ikke forhindre krige under kapitalismen og etaablere en generel fred. Arbejdsløsheden kan reduceres, den kan ikke afskaffes – loven om den stadig voksende "overskudsbefolkning" under den kapitalistiske produktionsmåde sætter sig alligevel. Og så videre, og så videre.

Endvidere fører kommunisterne den daglige kamp udfra den opfattelse, at ingen reformer er sikre eller garanterede under kapitalismen, at de atter kan omstødes som følge af ændrede styrkeforhold mellem klasserne. Derfor er ligelønnen .- og dermed en væsentlig side af ligestillingen – forblevet formel og ikke reel. Lønforskellene mellem mænd og kvinder er tilmed voksende. Derfor er en lang række tilkæmpede reformer, der forbindes med velfærdssamfundet blevet fjernet – og endnu flere undergravet, udhulet og sat under voldsomt pres.

For reformisterne derimod er reformerne mål i sig selv. Traditionel socialdemokratisk teori så udviklingen som en stadig ophobning af jævnt fremadskridende reformer, der forvandlede kapitalismen til et menneskeligt system og gradvis omformedes til en demokratisk socialisme, gennem klassesamarbejde, uden revolution og klassekamp. Moderne reformister (eller moderne revisionister) spekulerer i samlede reformstrategier, som allerede under kapitalismen skulle skabe et "antimonopolistisk demokrati" eller et menneskeligt og menneskeværdigt "rødt og grønt samfund", med balance mellem menneske og natur og social harmoni mellem klasserne.

De historiske erfaringer med både traditionel socialdemokratisme og moderne revisionisme viser imidlertid, at ikke reformernes og klassekampens vej, men klassekampens vej er den vej, der fører til revolution og socialisme. Det er en af de klare konklusioner, der kan drages ved udgangen af et århundrede, der ved dets start i Danmark optimistisk kaldtes "socialdemokratiets århundrede".

I dag virker den borgerlige og socialdemokratiske klassesamarbejdsideologi sammen om at skabe et falsk billede af den virkelige situation i Nyrup-Danmark: At samfundet generelt er på vej fremad med øget velstand til alle, at kapitalismens store problemer: arbejdsløsheden, udstødningen, den sociale polarisering, miljøødelæggelsen og krigene er ved at være løst (!), at man nu for alvor vil tage fat på de sociale skævheder ….

Dette billede svarer selvfølgelig ikke til klassevirkeligheden, det er et borgerligt og reformistisk vrangbillede, som foregøgler en soliditet og stabilitet i det kapitalistiske system, en mere eller mindre harmonisk balance mellem de forskellige politiske og sociale kræfter ….

Det kapitalistiske systems stabilitet er altid en relativ størrelse. Tunge skygger hænger over den globale økonomi: af verdens kontinenter befinder Asien, den ene halvdel af Europa, Afrika og Latinamerika sig i en voldsom krises greb. I alle lande, på alle kontineter, skærpes polariseringen og klassemodsætningerne, revolutionære kriser kan bryde ud i en lang række lande, på alle kontinenter. Spørgsmålet om, hvorvidt der i det enkelte land findes et kommunistisk parti, der kan lede arbejderklassen gennem en velkykket revolution, er ikke noget abstrakt eller teoretisk problem.

Fra revisionisme til åben likvidationspolitik

Krisen i den danske – som i den internationale kommunistiske bevægelse – har været særdeles langvarig: Den opstod med den moderne revisionismes gennembrud i de kommunistiske partier i forbindelse med SUKPs 20. kongres allerede i 1956. Kernen i denne krise har været spørgsmålet om eksistensen af marxistisk-leninistiske (revolutionære) kommunistiske partier i alle lande, som var i stand til at lede et flertal af arbejderklassen og dens allierede i en socialistisk revolution, oprettelsen af proletariatets diktatur og opbygningen af socialismen.

Den har derefter gennemløbet adskillige faser: Afgrænsning fra revisionismen i de revisionistiske partier, brud, organisatorisk opbygning af nye marxistisk-leninistiske kommunistiske partier, skabelsen af den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse og kampen mod alle varianter af den moderne revisionisme, sovjetrevisionisme, maoisme, titoisme, eurokommunisme osv..

Fuldbyrdelsen af den kapitalistiske kontrarevolution i Europa fik den herskende klasse og dens repræsentanter til at erklære socialismens og kommunismen for død og begravet. Kapitalen havde ikke længere grund til at frygte en revolution, den kommunistiske ide var miskreditteret, klassekampen var "død" og de kommunistiske partier og den kommunistiske bevægelse var splittet, fraktionaliseret og svækket. En lang række erklæret kommunistiske partier, især i Østeuropa, forvandlede sig til socialdemokratiske og socialistiske reformpartier, ivrige efter at deltage i stabiliseringen af kapitalismen. Indenfor den internationale kommunistiske bevægelse gik revisionistiske likvidatorer til stormangreb: de kommunistiske partier skulle likvideres, de revolutionære leninistiske kamppartier forvandles til parlamentariske oppositionspartier af reformistisk type.

I Danmark havde DKP allerede længe befundet sig på revisionistiske positioner. Det antog den linje og platform, som udvikledes af det sovjetiske parti efter 1956 i opgøret med "stalinismen", som i sit indhold forkastede de marxistisk-leninistiske grundprincipper, uden direkte og åbent at afsværge disse. Denne moderne revisionisme måtte – som marxist-leninisterne påpegede – føre til de tidligere kommunistiske partiers forvandling til reformistiske partier: fra slutningen af 80erne blev den revisionistiske likvidationspolitik åbenlys. I den sovjetiske lejr med Gorbatjov, i Danmark under den daværende partiformand Ole Sohn (der nu for eget vedkommende har fuldbyrdet sin antikommunistiske likvidationspolitik som folketingsmand for SF).

Denne likvidatoriske strømning i det revisionistiske DKP forenede sig med resterne af 60ernes antikommunistiske "nye venstre", først og fremmest repræsenteret af Venstresocialisterne, i bestræbelserne for at lægge afstand til kommunismen og den leninistiske partiopfattelse.

Enhedslistepartiet blev den direkte frugt af denne linje.

Programmatisk forkastede DKP åbent marxismen-leninismen som sit ideologiske grundlag. Ungdomsorganisationen DKU blev simpelthen opløst.

Fra krise til "enhedskrise"

Med det revisionistiske sammenbrud 1989-91 opstod en ny situation: De kommunistiske partier måtte udarbejde en ny linje, taktik og strategi i forhold til den "ny verdensorden", som var resultatet af kontrarevolutionens triumf. Det fik også konsekvenser i forhold til kampen for et stærkt kommunistisk parti, baseret på arbejderklassen, og som kæmper for at blive den afgørende strømning i samme klasse: i form af nye muligheder for – i sammenhæng med revisionismens kollaps og forvirring – at forene de ægte revolutionære og kommunistiske kræfter.

Krisen i den danske kommunistiske bevægelse, forårsaget af den moderne revisionisme, blev med dens udvikling til åben likvidationspolitik i denne situation til en "enhedskrise".

På den ene side førte likvidationspolitikken til skabelsen af et reformistisk valgparti – Enhedslisten. På den anden side kunne det konstateres, at kommunisterne og den kommunistiske bevægelse var opsplittede og desorganiserede, og at der i store dele af den kommunistiske bevægelse herskede rådløshed og desillusionering – en frugtbar jordbund for likvidationspolitikken.

Spørgsmålet om at genskabe kommunistisk enhed, partimæssig enhed, og dermed genskabe et stærkt kommunistisk parti rykkede helt i forgrunden.

Hvad er kernen i denne "enhedskrise", som endnu ikke er løst?

Det er simpelthen spørgsmålet om, hvorvidt der skal eksistere et stærkt, forenet kommunistisk parti i Danmark eller ej, om kommunisterne kan finde ud af at forene sig om at skabe dette nødvendige parti.

Det er et spørgsmål om, hvorvidt likvidationspolitikken , først og fremmest repræsenteret af de to politiske hovedstrømninger i Enhedslisten (nemlig strømningen med udgangspunkt i DKP på den ene side og på den anden side den venstresocialistiske/trotskistiske strømning) vil have held til at eliminere den kommunistiske bevægelse og det kommunistiske parti som en reel politisk kraft - i det mindste for en periode.

Det har vist sig at være særdeles vanskeligt at forene den opsplittede kommunistiske bevægelse i eet stærkt parti. Vi kan i dag konstatere, at udsigterne til samling af kommunisterne i et stærkt parti på marxistisk-leninistisk grundlag for tiden er meget dystre, på mange måder er vi længere fra dette mål en for nogle år siden.

"Samling" via Enhedslisten?

Enhedslistens relative parlamentariske succes har været en en stærkt negativ faktor heri.

Ja – siger nogle kammerater: Det er klart, at der er brug for et revolutionært parti i dagskampen, som kan gå i spidsen for at sætte en anden dagsorden end den, der sættes af EU, regering og fagtop – der kan rejse og organisere arbejdernes kamp og de folkelige bevægelser. Men kan Enhedslisten ikke blive det parti?

Hos nogle er der den holdning, at med dannelsen af Enhedslisten – og ganske særlig efter dens parlamentariske gennembrud – er behovet for at kæmpe for og sikre dannelsen af et stærkt kommunistisk parti blevet mindre. Man argumenterer som så: Enhedslisten er måske ikke det kommunistiske parti, der er brug for – men i folketinget og i forhold til dagskampen gør partiet en god indsats, og bør derfor støttes. Dette argument suppleres ofte med følgende: kommunisterne og de erklærede kommunistiske organisationer bør gå ind i Enhedslisten, for at påvirke partiet i kommunistisk retning . Den politiske og organisatorisk samling af kommunisterne kan og bør ligefrem etableres ad denne vej, er der nogle, som mener.

Disse opfattelser baserer sig på den antagelse, at der ikke eksisterer en antagonistisk modsætning mellem Enhedslistens politiske linje og en kommunistisk politik og strategi, og at de eksisterende modsætninger kan rummes indenfor det samme parti – nemlig Enhedslistepartiet.

Det er en alvorlig fejltagelse, der forbiser Enhedslistens anti-leninistiske og reformistiske karakter: Enhedslistens opståen og hele historie har netop understreget dets partilikvidatoriske karakter. De seneste års udvikling har med al tydelighed understreget, at det er et støtteparti for Socialdemokratiet, tilhører socialdemokratismens venstrefløj; dets ideologi er ikke – hverken officielt eller "uformelt" - den videnskabelige socialisme; det er et reformparti og ikke et revolutionært parti, med en tilsvarende strategi og politik.

At ændre partiets karakter ville betyde et opgør med hele dets grundlag og hidtidige historie og udvikling. Det ville betyde et opgør med begge listens hovedstrømninger, et opgør med dets nøgleskikkelser og bærende kræfter.

Det er der næppe nogen, der ville drømme om – og det ville bestemt heller ikke være realistisk.

Selvfølgelig kunne man stille sig mindre "ambitiøse mål": f.eks. at få accepteret marxismen-leninismens "ret" til at eksistere som strømning og tendens i Enhedslistepartiet. Dette ville imidlertid det samme som i praksis at give afkald på den kommunistiske bevægelses selvstændighed. Det ville være en gentagelse af, hvad der er sket for Enhedsliste-DKP.

Eller man kunne simpelthen lade som om, at Enhedslisten ikke er et distinkt politisk parti, men en valgalliance, et taktisk samarbejde, en form for aktionsenhed mellem forskellige progressive strømninger og organisationer. En "løsning" på kommunisternes parlamentariske problem. Også dette lukker øjnene for kendsgerningerne – og vil under alle omstændigheder svække kampen for et stærkt kommunistisk parti.

Ideerne om samling af kommunisterne, skabelsen af et stærkt parti, af Enhedslisten, i Enhedslisten eller via Enhedslisten er en farlig og opportunistisk genvejstænkning, som vil have virkeligt alvorlige negative konsekvenser for den kommunistiske bevægelse, der i Enhedslisten vil være en amputeret og svækket mindretalsstrømning – men samlet udenfor dette parti besidder en styrke mange gange større end Enhedslistepartiet og alle dets fløje og grupperinger tilsammen, hvis eneste styrke er den parlamentariske repræsentation – og som uden den ville falde fra hinanden i løbet af ret kort tid (som det skete for Venstresocialisterne).

Overfor Enhedslisten må kommunisterne anvende aktionsenhedens metode – det vil sige metoden til at forene forskellige politiske kræfter, med forskellig ideologi og langsigtede mål, omkring konkrete, afgrænsede klassekampsspørgsmål. I en lang række aktuelle kampspørgsmål er Enhedslisten selvfølgelig en indlysende mulig samarbejdspartner for den kommunistiske bevægelse.

Opposition til Ø

Det er imidlertid ikke så meget Enhedslistens parlamentariske "succes" i sig selv, som er den afgørende grund til, at "enhedskrisen" i den kommunistiske bevægelse ikke er blevet løst, til at der ikke eksisterer et stærkt marxistisk-leninistisk parti i vort land.

De afgørende årsager ligger i den kommunistiske bevægelse selv – først og fremmest i det forhold, at kampen mod Enhedslisten som en antikommunistisk, partilikvidatorisk strømning ikke er blevet ført igennem af de erklærede kommunistiske partier.

To erklærede kommunistiske partier skilte sig ud i den situation, der opstod med DKPs opløsning, som begge ønskede, at der skulle opbygges et stærkt kommunistisk parti og som begge klart afviste Enhedslisteprojektet som udgangspunkt for den kommunistiske bevægelse:

Indenfor DKP udvikledes en kraftig opposition overfor den sohnske likvidationskurs. Den udgjordes af de kræfter, der dannede Kommunistisk Forum og senere partiet KPiD for at fortsætte DKPs linje og platform, sådan som den udvikledes i 70erne med programmet for "det anti-monopolistiske demokrati".

Og DKP/ML begyndte at gøre sig gældende som en vigtig kraft – blandt andet som udgiver af Dagbladet Arbejderen, som ikke mindst efter Land&Folks aflivning vandt stadig større udbredelse i den kommunistiske bevægelse og som talerør for Underdanmarks kamp, samtidig med at partiet udviklede sin politik for samling af kommunisterne i eet stærkt marxistisk-leninistisk parti – og samtidig med at det forholdt sig særdeles kritisk til Enhedslisten og dens udvikling.

I dag er både KPiD og DKP/ML er slået ind på en forsoningskurs overfor Enhedslisten – ideologisk, politisk og organisatorisk. Det er f.eks. kommet til udtryk i, at disse partier har opgivet at arbejde for parlamentarisk opstilling, for en fælleskommunistisk liste, og i stedet har valgt at støtte Enhedslisten som parlamentarisk paraply. Og i at begge partier ikke sætter samling af kommunisterne i eet stærkt parti som den centrale opgave. KPiD har ligefrem på sin seneste kongres afvist, at opgaven eksisterer – fordi KPiD findes!

Et særligt kapitel

I dette forløb udgør DKP/ML et særligt kapitel, som kort bør ridses op:

DKP/ML blev stiftet (i 1978) som et resultat af marxist-leninisternes kamp mod den moderne revisionismes gennembrud i DKP op gennem 60erne og 70erne. Fra sin start satte DKP/ML sig genskabelsen af et ægte marxistisk-leninistisk parti, et stærkt kommunistisk parti, som mål. Partiet gennemførte en omfattende ideologisk, politisk og organisatorisk kamp mod den moderne revisionisme - ikke bare den sovjetinspirerede, men også maoisme, "eurokommunisme" osv – strømninger, som gjorde sig stærkt gældende i den kommunistiske bevægelse i Danmark og internationalt i 60erne, 70erne og 80erne, og som alle afslørede deres ikke-revolutionære, antileninistiske og reformistiske karakter i denne periode.

DKP brød sammen, fordi det havde antaget en revisionistisk platform og temmelig blindt fulgte samme kurs, som den sovjet-ledte "internationale kommunistiske bevægelse" fulgte på verdensplan.

I kraft af sin anti-revisionistiske strategi blev DKP/ML derimod ikke revet med af det revisionistiske sammenbrud, men kunne udfra styrkede positioner fortsætte sin politik for at skabe eet stærkt kommunistisk parti i Danmark på marxismen-leninismens grund.

Derfor tog partiet en række initiativer til at samle den ideologisk, politisk og organisatorisk splittede kommunistiske bevægelse op gennem 90erne. Herunder skabelsen af lokale kommunistiske grupper på tværs af organisationstilhørsforhold, af organiserede og "partiløse kommunister", tog skridt til udarbejdelsen af en dagskampspolitik vendt mod kapitaloffensiven og et program for vejen til socialismen og opbygningen af et socialistisk samfund, åbnede Dagbladet Arbejderens spalter for hele den kommunistiske bevægelse og diskussionen om skabelsen af eet stærkt kommunistisk parti osv.

(Udfra deres egne motiver hægtede Partiet Fælles Kurs sig på denne proces).

I alle DKP/MLs udtalelser understregedes nødvendigheden af samling på marxismen-leninismens grund, og dermed på antirevisionistisk basis, at samlingen måtte finde sted på baggrund af ideologisk og politisk afklaring, i første række, og at den ikke organisatorisk kunne finde sted ved at skabe blokke og alliancer af forskellige grupperinger med henblik på sammenslutning og sammensmeltning. I forbindelse med Enhedslistens stadig tydeligere udvikling henimod et reformistisk parti og et støtteparti til Socialdemokratiet analyserede og kritiserede DKP/ML skarpt dette forløb – og konkluderede, at med Enhedslistens udvikling til et egentligt parti kunne kommunisterne ikke anvende den som parlamentarisk talerør.

En fuldstændig kovending i DKP/MLs politik, et egentligt kursskift, skete i forbindelse med eksklusionen af undertegnede (som var formand for DKP/ML fra 1978 til 1997) og andre kammerater i juni 97, den påfølgende partispaltning og dannelsen af OKTOBER.som landsdækkende, partiforberedende kommunistisk organisation. Samtidig med eksklusionerne i DKP/ML ekskluderedes en af de mest fremtrædende fortalere for skabelse af et stærkt marxistisk-leninistisk parti i KPiD, formanden for Fyns-afdelingen Eric Skytte.

I løbet af 1997 kunne det således konstateres, at "samlingsideen" var blevet afvist, åbent (af KPiD) eller i praksis (FK), mens DKP/ML begyndte at fable om "kommunistisk samling mod monopolkapitalen". DKP/ML og KPiD konsolideredes på revisionistisk grundlag, og vejen blev banet for forsoningskursen overfor Enhedslisten.

Den tidligere kritik af dette parti og dets antileninistiske likvidationspolitik forstummede – mest udtalt for DKP/MLs vedkommende, i en sjældent set politisk kolbøtte.

Bestræbelserne for at fremme samlingen af kommunisterne henimod et stærkt parti blev bremset. Ikke ideologisk og politisk tilnærmelse blandt de kommunistiske kræfter, men såkaldt "aktionsenhed", blev gjort til hovedmetode i, hvad der nu betegnes som "samling af venstrekræfterne", "samling af kommunisterne", "samling mod monopolkapitalen" i en stor pærevælling.

(Partiet Fælles Kurs udgør et særligt afsnit i denne bedrøvelige historie, som ikke skal berøres i detaljer her: det er uden nogen som helst principper, ideologiske eller politiske, og går med på hvad som helst, der kan være med til at sikre organisationens og dens lederes overlevelse, indflydelse og ikke mindst økonomi!)

Det er karakteristisk for disse opportunistiske "samlingsbestræbelser", at de ikke foregår på et principielt eller politisk grundlag. Samling, eller rettere sagt, "enhed", "aktionsenhed", "kompromiser" mellem grupperne er det centrale efter modellen: lev og lad leve!

Hvad Lenin kalder "sekterisk diplomati" er blevet den foretrukne metode, korridor- og kulisseaftaler…

Og i stedet for "kommunistisk samling" er "samling på venstrefløjen" – det vil i praksis sige forsoning mellem Enhedslisten og de erklærede kommunister – blevet dagens løsen.

Hele denne udvikling – som er et stort tilbageslag i kampen for et stærkt kommunistisk parti, og som er en stor afbøjning overfor likvidationspolitikken – nødvendiggør den åbne kamp om principper, formuleringen af kommunisternes linje, strategi og politik ind mod det nye årtusinde, i afgræsning overfor likvidationspolitikken og forsoning med den.

Det er i dag den mest påtrængende, mest afgørende opgave i kampen for det kommende stærke parti – for at overvinde kommunisternes "enhedskrise".

 

I en afsluttende artikel i næste nummer af Kommunistisk Politik vil grundlaget for skabelsen af et stærkt kommunistisk parti blive behandlet.