Den ukuelige majdag

I juli 1889 indledtes i Paris en international socialistisk kongres med deltagelse af knap 400 delegerede fra tyve lande – for den tid en marxistisk verdenskonference af de daværende revolutionære arbejderpartier. Der traf man beslutningen om for første gang i verdenshistorien at organisere en fælles manifestation af arbejdere i alle lande omkring et fælles kampkrav.

I resolutionen hedder det:"På en fastsatte dato vil en stor international demonstration finde sted i alle lande og byer, hvor det arbejdende folk samtidig af magthaverne vil forlange en indskrænkning af arbejdstiden til 8 timer dagligt og gennemførelsen af de øvrige beslutninger fra Den internationale Kongres i Paris."

Kravet om en arbejdsdag på otte timer blev i løbet af 1880erne - mindre end et årti efter nedkæmpelsen af Pariserkommunen – til et fælles hovedkrav for den daværende internationale arbejderbevægelse – det vil sige arbejderbevægelsen i USA og Europa. Dette konkrete krav havde fra starten en international karakter – og var ekstremt velegnet til at mobilisere globalt omkring. Med dette fælles krav kunne også arbejderklassens internationale solidaritet udmønte sig i fælles manifestationer: ikke bare arbejderklassens internationale kampdag blev skabt, men også den siden uudryddelige tradition for at manifestere den proletariske internationalisme.

Det var ikke noget tilfælde, at det var den amerikanske arbejderklasse, der massivt rejste dette krav, og først fastlagde 1. maj som arbejderkampdag – men den internationale karakter kom til gennem beslutningerne i Paris og det opfølgende arbejde for at organisere den første internationale manifestation.

Der var en forhistorie: Allerede i 1856 opnåede de australske bygningsarbejdere en 8 timers arbejdsdag i Viktoria-provinsen. Det blev fejret med en fest den 1. maj. I USA fik man en lov om 8-timers arbejdsdag i 1868. Den fik dog ingen reel virkning for arbejdsforholdene, så i 1886 besluttede de amerikanske og canadiske arbejderorganisationer at gøre 8-timers-krevet til hovedkravet ved demonstrationer 1. maj. Der blev afholdt massemøder overalt, hundredtusinder af arbejdere gik på gaderne i storbyerne.

I Chicago blev demonstrationen angrebet af et brutalt politi. Det førte til omfattende gadekampe med talrige døde og sårede – kampe der er gået over i arbejderhistorien som Haymarket-begivenhederne. 8 arbejdere blev stillet for retten – dødsdømt og henrettet

Den 1. maj 1890 var en torsdag. Hundredtusinder europæiske og amerikanske arbejdere gik på gaderne. I Frankrig lå alt arbejde dødt i 138 byer og i minedistrikterne. I England, Italien, Belgien, Østrig osv. afholdtes kæmpedemonstrationer. I Bismarcks Tyskland under socialistloven vovede man dog ikke at gennemføre illegale massemanifestationer. Det skete til gengæld i det russisk-besatte Polen, f.eks. I USA blev demonstrationerne af enormt omfang – og i Norden: alene i Stockholm deltog 120.000 arbejdere i majdags-manifestationen. I København og en lang række andre byer landet over gennemførtes store arbejdermøder. Arbejderbevægelsen var imidlertid allerede ved at være delt i den reformsøgende og den revolutionære del: I København var der to demonstrationer, den ene – og største – organiseret af Socialdemokratiet på Nørrefælled, den anden organiseret af Gerson Triers og Nic. Petersens revolutionære Socialistisk Arbejderparti.

Fælleden var velvalgt: Det var der, Louis Pio og Harald Brix havde indkaldt til de første store arbejdermanifestationer i Danmark . Slaget på Fælleden den 5. maj 1872 var det danske forvarsel om Haymarket-begivenhederne, indledningen til den brutale forfølgelse af arbejderbevægelsens og arbejderpartiets ledere …

I 1890 blev den 1. maj – med overvældende succes – etableret som arbejderklassens internationale kampdag. Den har været der lige siden …

Der gik mange år, før 8-timers dagen blev gennemført i Danmark. Socialdemokratiet dominerede 1. majdagen frem til 1920 – og blev regeringsparti – uden at 8-timers-dagen blev gennemført i 1920, som det var blevet lovet …

At de to linjer i arbejderbevægelsen, klassesamarbejdslinjen og klassekampslinjen, som havde markeret sig lige fra den første majdag i Danmark, ikke skyldtes noget tilfælde blev understreget op gennem dette århundrede – og ikke mindst efter 1. verdenskrig og Oktoberrevolutionen, med skabelsen af de kommunistiske partier som repræsentanterne for klassekampslinjen. Op gennem århundredet har de to linjer uophørligt markeret sig med deres selvstændige manifestationer – frem til 70ernes begyndelse først og fremmest i form af partimanifestationer – organiseret af henholdsvis Socialdemokratiet og DKP.

De to linjer giver sig udslag i forskellig politik: Det er en absurditet at socialdemokratiske tilhængere af EFs Union og af et klassesamarbejdsprojekt i europæisk og international skala demonstrerer sammen med modstanderne af monopolernes Forenede Europa og antiimperialisterne. For bare at tage et enkelt eksempel. Eller NATO-tilhængere og NATO-modstandere sammen – simpelthen fordi det er 1. maj. Eller hvem rejser parolen om kraftig nedsættelses af arbejdstiden – hen imod de 30 timer?

Det gør man ikke ved klasseforsoningsmanifestationerne, hvor man også dårligt tør udfordre EU-modstanderne ved åben tilslutning til Unionen!

Det har i mange år været god klassesamarbejdspolitik at afpolitisere den 1. maj, at betone festaspektet og nedtone kampaspektet. Igennem en lang årrække har Rød 1. maj i en lang række byer landet over – som i Munkemose i Odense – været et udtryk for at bevare majdagens karakter af kampdag.

I dette nummer af Kommunistisk Politik optrykker vi den måske dristigste 1. majtale, der nogensinde er blevet holdt i Danmark: Martin Andersen Nexøs tale ved 1. majmødet i K.B.-Hallen, arrangeret af det revolutionære DKP.

Der var ingen forsonende toner der overfor nazismen, eller overfor det klassesamarbejdende socialdemokrati med Stauning som statsminister. Nexø erklærede, at krigen måtte forvandles til en revolution,. at arbejderne måtte udnyttte den krise, som de herskende klassers befandt sig i.

Der var demonstrationsforbud den 1. maj – DKP trodsede forbuddet ved at gennemføre det store møde i KB-hallen, hvor mere end 5000 mennesker deltog.

Få måneder efter var DKP forbudt gennem et af de helt store grundlovsbrud, som det danske borgerskab og deres samarbejdende partier har begået, og en lang række af dets ledere arresteret og fængslet på baggrund af omhyggelige registreringer fra datidens PET. Deriblandt en verdensberømt proletarforfatter højt oppe i 70erne – Martin Andersen Nexø.

Stauning og hans socialdemokrati kollaborerede.