Der gik ikke mange stunder, fra Sovjetunionen og dens allierede i sin tid brød sammen og bekendte sig til kapitalismen, og til det daværende EF lancerede planer for Østeuropas indlemmelse i de vesteuropæiske supermagtsdrømme. Under myndig vejledning vestfra afviklede regeringerne i det ene forhenværende østblokland efter det andet den statsstyrede økonomi og solgte ud til højestbydende private investor.

Liberaliseringen fik to interessante kendetegn:

For det første sprang en stor del af det gamle lederlag i statsøkonomien (og de statsbærende partier) ud af skabet og fortsatte karrieren i skikkelse af kapitalister, de morsomt benævnte "røde direktører". De gamle erhvervsmæssige og personlige netværk mellem apparatnikkerne samt virksomhedernes i forvejen hierarkiske struktur viste sig at være ganske velegnede til at fungere under markedsøkonomiske forhold.

For det andet - og mest væsentligt - har liberaliseringerne ført til, at hele nøglesektorer i økonomien i løbet af nul komma fem er kommet i hænderne på vestlige koncerner. Det ligner en tanke, og det er det, hvilket kan ses i EU’s øst-"støtteprogrammer" PHARE og TACIS. Den hollandsk baserede organisation Corporate Europe Observatory (CEO), der studerer monopolkapitalens sammensmeltning med EU-institutionerne, opregner det således:

"De forgældede østlige regeringer er allerede under pres fra internationale banker for at privatisere de offentlige aktiver og udvikle privat ejendomsret hertil. Skruen bliver yderligere strammet af EU gennem dennes såkaldte støtteprogrammer. En betingelse for finansiering gennem PHARE og TACIS er nemlig, at de enkelte modtagerlande skal forpligte sig til at gøre fremskridt mod en markedsøkonomi. Støtten er ofte betinget af privatisering af de vigtigste offentlige virksomheder, fabrikker osv. Men privatisering i et land, som mangler kapital, betyder uundgåeligt, at man må sælge de nationale virksomheder til udlændinge.

I tilfælde af offentlig utilfredshed yder PHARE også penge, så de kan sælge privatiseringstanken til offentligheden. Ifølge den slovenske EU-mission brugte PHARE 400.000 ecu i 1995, så man kunne medvirke til at ‘gøre slovenerne fortrolige med fordelene og nødvendigheden af privatisering’."

Det store udsalg er åbnet for længst, men der er stadig værdifulde ting at score. Parallelt med den stadigt snævrere integration i EU, der har topprioritet, presser Unionen sig østpå for at konsolidere de økonomiske interesser bag det væltede jerntæppe. Propagandistisk sælges ekspansionen under sloganet om, at EU skal udvides mod øst, i intet mindre end solidaritetens navn. Det hævdes, at de østlige naboers indlemmelse i EU vil øge deres velstand. De EU-venlige regeringer i disse lande har med en vis succes gennemtrumfet EU-positivitet i befolkningen ved at udlove arbejde og brød til de folkemasser, der er rutsjet ned i arbejdsløshed og fattigdom efter Murens fald, hvis de bliver medlemmer af EU.

Udvidelsen er faktisk i fuld gang. Hære af konsulenter er draget fra EU østpå for at justere lovgivningerne til rette efter EU-standarden, og andre konsulenter formidler de ovennævnte udsalg af national ejendom. Dette betyder ikke, at de berørte lande nødvendigvis bliver egentlige medlemmer af EU, men det sikrer deres fuldstændige økonomiske integration i Unionen.

Alt ånder dog ikke fryd og gammen i EU-strategernes kontorer. Ustabilitet truer som så ofte før de smukke planer for det europæiske økonomiske rum, i dette tilfælde østrummet. En række ansøgerlande er afvist i første optagelserunde af flere årsager, der gør dem risikable. Flere af staterne er bygget på usikkert fundament, stærke politiske modsætninger - ofte tilsløret af "etniske konflikter" - umuliggør harmoni, grænserne er for åbne for uønskede flygtninge og indvandrere, og sidst, men ikke mindst, kolliderer EU’s østlige frontarbejde frontalt med Ruslands interesser. Og kan man forestille sig Rusland i EU?

Af de ti tidligere østbloklande, der ansøger om EU-medlemsskab, er kun de fem foreløbig taget seriøst. Ser man på en tabel over velstandsniveauet, er det de fem rigeste. Ser man på et kort og har historiske kendsgerninger i baghovedet, har vi at gøre med fem randstater, der klæber til det nuværende EU, og hvor navnlig tysk kapital i hine tider havde flittigt engagement.

Øst-ekspansionen ledsages for Polens og Tjekkiets vedkommende af gamle tysknationale revanchister, der ønsker at generobre det land, de tabte som følge af nederlaget for den tyske storkapitals aggressionskrig 1939-45. I Tjekkiet arbejder tyske fhv. godsejere og andre storbesiddere og deres afkom ihærdigt på at kræve tabt ejendom tilbage i det såkaldte Sudeterland, der før krigen var overvejende tysk befolket, og som Hitler indlemmede i Det Tredje Rige i 1938. De tjekkiske regeringer under præsident Vaclav Havel har vist sig imødekommende over for disse krav. I Polen drejer det sig om en meget stor del af landet, der før krigen var dele af Tyskland, og hvor tilsvarende stortysk revanchisme kan vente ilter modstand fra polakkerne, som nazisterne betragtede og behandlede som "undermennesker".

Tre af de fem udkårne - Polen, Tjekkiet og Ungarn - er på vej ind i NATO. EU og NATO (og WEU) hænger sammen, fordi økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser i høj grad kommer ud på et. Men der er en god portion sikkerhedspolitisk sprængstof i NATO’s udvidelse østover; for hvert skridt gnides der tænder i Moskva, der har nok at gøre med at kontrollere den indre sikkerhedstrussel, som er forårsaget af den stigende polarisering mellem de få vindere og de mange tabere i befolkningen.

En del af sikkerhedsproblematikken ligger i grænsekontrollen ved EU’s ydre mur. For nylig truede Østrigs regering med at nedlægge veto mod nyoptagelser i EU, hvis ikke naboerne Tjekkiet og Ungarn strammer hårdt op i grænsekontrollen og holder uønskede fattighorder ude, en stor del fra EU-ansøgeren Rumænien.

Frygten for fattigdomsflygtninge lader også til at være den vigtigste bevæggrund til, at EU i 1995 oprettede en særlig "partnerskabsaftale" med 12 lande omkring Middelhavet, den sydlige flanke. Denne kun delvis realiserede aftale har mange ligheder med det nordamerikanske NAFTA mellem Canada, USA og Mexico. I kraft af NAFTA-aftalen har Mexico åbnet op for uhindret amerikansk kapitaleksport, samtidig med at grænsen mellem de to lande søges hermetisk lukket for migranter nordover.

I EU’s "partnerskab" med de sydlige middelhavslande er man indtil videre ikke nået særlig langt med det formelle formål, handelsliberalisering, idet EU stejlt blokerer for import af billige nordafrikanske landbrugsprodukter. Til gengæld er grænsekontrollen strammere end nogensinde.

Landbruget i Polen er det eneste erhverv, hvor det ikke er lykkedes de skiftende regeringer at mobilisere et flertal for EU. Det drejer sig om en femtedel af befolkningen, der, selvom det er langt mere end i de fleste industrialiserede lande, ikke forrykker det landsmæssige flertal for EU-medlemsskab. I arbejderklassen har fodringen ovenfra med løfter om EU’s evne til at skaffe arbejde og brød givet pote. Den er ikke gået blandt bønderne og landarbejderne.

Det polske landbrug er i forhold til produktivkræfternes udvikling objektivt forældet. Det revisionistiske styre i Warszawa gennemførte aldrig den gradvise socialisering af landbruget og afvikling af småborgerskabet, der kendetegner socialismen, men lod det stagnere på stadiet med de mange små familielandbrug. Her befinder det sig i dag (og kan som eneste pluspoint prale af at være overvejende økologisk).

I forbindelse med Polens indtræden i EU ventes op mod 2,5 millioner smålandbrug nedlagt. Man regner med måske et par millioner arbejdsløse på den konto i de kommende år. Når toldmurene falder og konkurrencepresset tager til, kan de små bedrifter ikke løbe rundt. Moderniseringen betyder uværgerligt udrensning af småbrugene, foruden indførelse af sprøjtegifte og uøkologiske dyrkningsmetoder i de nye storbrug (hvilket erkendes ret åbent i EU-kredse).

Det polske befolkningsflertal for EU bygger på plattenslageri. Officielt kalkulerer regeringen med, at Polen vil opfylde kriterierne for den økonomisk-monetære union (ØMU) i 2006, hvilket nok vil kræve en del mere kreativ bogføring end i de førende EU-lande, der har fået godkendt deres egne økonomier i ØMU’ens monetaristisk-liberalistiske lys ved hjælp af de besynderligste krumspring. Polakkerne loves arbejde og velfærd ved EU-medlemsskab, og det vækker klangbund i en befolkning, hvor 30 til 40 procent ifølge en EU-rapport lever under den officielle fattigdomsgrænse.

Spændingen lurer ikke blot i Polen. Den sociale situation i ansøgerlandene er så latent eksplosiv, at man fra officielt EU-hold ønsker at afsætte resurser til at lappe på de værste mangler i disse lande som f.eks. manglende folkepension og bistandshjælp. Investeringerne må nu engang sikres af samfundsmæssig stabilitet. Derfor er det et åbent spørgsmål, om og i så fald hvor mange af ansøgerlandene, der faktisk ender med at blive optaget.

Som en EU-funktionær forleden sagde til dagbladet Politiken:

-For det første er den sociale elendighed moralsk uacceptabel. For det andet risikerer den at skabe et pres af fattige, der vil videre til de nuværende EU-lande, og endelig risikerer de udstødte at give EU skylden.

Sandheden er altid en risiko, hr. kommissær! n