En naturlig udvikling

Markedsføringstema nr. ét i taktikken for at sælge Amsterdamtraktaten til danskerne er "solidariteten" med det fattige Østeuropa. Nogle må undre sig over, hvorfor man i EU liner op til at "overbevise" østeuropæerne om EU’s fortræffeligheder, samtidig med at der ustandselig propaganderes for, at vi må imødekomme østeuropæernes håbefulde længsel efter EU ved at stemme ja. Sammenstiller man formuleringerne, giver det indtryk af en proces, der følger ufravigelige naturlove, og hvor det vanskeligste problem består i at "overbevise" befolkningerne i øst og vest om den historiske nødvendighed.

Der er noget om snakken. Kapitalens koncentration og centralisering er en naturlov under kapitalismen, og det samme er dens behov for ekspansion. Ydermere er statens voksende underlæggelse direkte under monopol- og finanskapitalen et vigtigt kendetegn ved det sidste stadium i kapitalismen, imperialismen og statsmonopolkapitalismen. Den Europæiske Unions overnationale statsdannelse under førerskab af monopolkapitalen repræsenterer derfor en meget naturlig udvikling, og det samme gør dens trang mod det nyligt åbnede østrum.

Fra monopolborgerskabets synsvimkel er det derfor rimeligt at betragte både unionsintegrationen og ekspansionstrangen som en historisk nødvendighed. Produktivkræfternes stigende samfundsmæssiggørelse nødvendiggør stigende planlægning og styring. Strukturer, der skriger på socialisme, men som indtil videre står uanfægtet under monopolborgerskabets sejrssikre kontrol i den samfundsform, der kaldes statsmonopolkapitalismen. Socialismens historiske nødvendighed tilsløres indtil videre af den kapitalistiske jernhæls triumf i de tidligere (erklærede) socialistiske lande i øst- og centraleuropa.

I disse dage går reklametrommerne i de trykte og elektroniske medier for fulde hørm for at få trumfet et ja igennem til Amsterdamtraktaten. Artikler og indslag priser med instuderet historisk sus "Europa", som Unionen kaldes, og modstandersynspunkterne indskrænkes til en vis omtale af den i bund og grund uprincipielle Grundlovssag mod statsministeren. Det kan give anledning til at filosofere over pressens påståede frihed under det borgerlige demokrati, men også over det nøje sorterede og bearbejdede indhold af denne reklame.

Der reklameres f.eks. for den store støtte fra EU til ansøgerlandene. Hvad der ikke fortælles er, at langt hovedparten af denne støtte går til aflønning af EU-konsulenter, der skal uniformere ansøgerlandenes politiske, økonomiske og juridiske systemer til EU-standard, samt til EU-koncerner, der tager for sig af de udliciterede godbidder i disse lande. I det store PHARE-program for "støtte til ansøgerlandene" er 93 pct. af kontrakterne gået til vestlige firmaer.

Ofte tales der om, at EU skal gå ind og hæve miljøstandarden i ansøgerlandene. Det giver indtryk af, at disse lande er nogle svinestier sammenlignet med EU, hvilket er forkert. Svineriet i de tidligere østbloklande er koncentreret nogle få steder med forældet industri, som f.eks. Krakow-området i Polen, hvorimod landbruget for en stor dels vedkommende er et økologisk paradis sammenlignet med EU-landenes forgiftede agre. EU’s landbrugsstøtte gør sit til at rette op på situationen ved at støtte eksport af miljøgifte, der er forbudt i EU, til landbruget i øst.

Ikke kun landbrugets påtvungne modernisering efter EU-recept, men også kapitalens krav til infrastrukturen bidrager til at forværre miljøtilstanden i ansøgerlandene og undergrave mulighederne for en miljømæssigt forsvarlig udvikling af de nævnte områder. EU vil have - og får - højhastighedsjernbaner og motorveje, begge dele for at tilfredsstille behovet for hurtige vareleverancer, mens den kollektive trafik forsømmes, og det kan med rette kaldes noget svineri.

Kernen i indsatsen mod øst er økonomisk ekspansion og dominans. Kapitalen søger derhen, hvor lønnen er lav, men uddannelsesniveauet tilfredsstillende. Den gnidningsløse kapitalstrøm sættes i værk ved diktaterne om liberalistiske samfundsændringer i ansøgerlandene, og spørgsmålet om egentligt medlemsskab af EU er i sidste ende sekundært. Ansøgerne er prioriteret efter deres økonomiske velstandsniveau og strategiske betydning, hvilket har givet en udvælgelse af de nærmeste randstater til den første runde af optagelser. For en sikkerheds skyld har man undtaget ansøgerne fra at tilslutte sig princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed, for ikke at få arbejdsløse horder rendende vestpå.

Bliver ansøgerne ikke optaget i EU, skal den nuværende uniformerings-proces garantere deres status som EU’s åbne baggård, lidt ligesom Mexico i forhold til USA.

Og bag alle reklamehylene om udvidelsen mod øst gemmer sig den vigtigste dagsorden af alle, nemlig EU’s institutionelle integration i retning af en statsdannelse. Læser man EU-Kommissionens rapport om Unionens fremtidige udvikling og Amsterdamtraktatens betydning, AGENDA 2000, er det disse reformer, der er i centrum. "Denne traktat udgør en ny fase i processen hen imod en stadigt snævrere union", hedder det ærligt i Amsterdamtraktaten. Det er ingen hemmelighed, at en række magtkoncentrerende reformer skal være på plads, før både EU-Kommission og EU-Parlament vil overveje at realisere nyoptagelser.

I den borgerlige offentlighed omtales ansøgerlandene i Øst- og Centraleuropa som "tidligere kommunistiske lande". Skal man tage denne sprogbrug alvorligt, betyder det, at disse lande skulle have været klasseløse samfund uden stater, hvor alle har arbejdet efter evne og nydt efter behov. Det har selv de mest pralende regeringer fra dengang godt nok aldrig svunget sig op til at påstå. De påstod, at de var socialistiske, hvilket skulle have indebåret, at arbejderklassen var konstitueret som herskende klasse, at folk arbejdede efter evne og nød efter indsats, og at produktionsforholdene og staten udviklede sig under stigende socialisering, med kommunismen som pejlemærke.

Det endte, som det gjorde, og det kom ikke som et lyn fra en klar himmel. Den moderne revisionisme, korrumperingen i den kommunistiske bevægelse, tog over i Sovjetunionen i 50’erne og derfra direkte til de østeuropæiske stater, hvor socialismen dårligt var kommet fra start. Revisionismen afbrød den socialistiske udvikling og konstituerede laget af bureaukrater som en ny herskende klasse, der igennem deres lederskab maksimerede profit fra arbejderklassen, som blev holdt fra ledelsen. Visse socialistiske former blev fastholdt, men grundlæggende skiftede retningen for samfundsudviklingen, og det blev tidligt spået fra marxistisk-leninistisk hold, at denne udvikling ville ende med tilbagevenden til åbenlys kapitalisme.

Megen billig propagandasludder er fyret af mod disse erklæret socialistiske lande. Ingen grænser er der for, hvor uhyggelige og brutale de har været. Sandheden er som sædvanlig gemt i mudrede forhold, og der var også store forskelle fra f.eks. DDR til Rumænien. Vigtigst er det at forstå, at disse landes sammenbrud skyldes revisionismen, og at det var denne særlige samfundsforms modsætningsforhold mellem de officielle paroler og den daglige virkelighed, der undergravede deres legitimitet tilstrækkeligt meget til, at befolkningerne ikke forsvarede dem.

Ordet "pampervælde" er ganske betegnende for den korrumperede socialisme, revisionismen. For de, der har haft tiltro til de erklæret socialistiske lande, bør det give anledning til eftertanke, at en meget stor del af det forhenværende lederskab med forrygende succes har skiftet partibogen ud med bogføring for privat virksomhed. De borgerlige medier omtaler med forbløffelse forekomsten af "røde direktører", kapitalister med fortid i de gamle regerende partier.

Disse partier har for de flestes vedkommende behændigt, uden større sværdslag, forvandlet sig til socialdemokratier eller på anden måde smeltet ind i de nye samfundsstrukturers højere lag. I en række lande har de generobret regeringsmagten i de nye genvandter. Undtagelserne er det tjekkiske parti, der samler hver tiende stemme, det østtyske PDS, der i blød venstrefløjsskikkelse samler hver femte stemme i ex-DDR, samt det store og betydningsfulde russiske parti RFKP.