Med grundloven i hånd

Højesteretsdommen i den sag, som en række borgere havde anlagt mod statsminister Poul Nyrup for at have overtrådt grundloven i forbindelse med den danske tilslutning til Maastricht-aftalen, lød i al sin udramatiske enkelhed:

Højesteret tiltræder landsrettens afgørelse.

Det er jura. Af en eller anden grund sagde landets højeste juridiske myndighed ikke, at man frikendte landets statsminister for grundlovsbrud. Men det var det, man gjorde.

Sagsøgerne har læst den danske grundlov, hvoraf det fremgår, at suverænitet kun kan overdrages til internationale instanser som Den europæiske Union "i nærmere bestemt omfang". Og eftersom både Romtraktat og Maastricht-traktat er internationalt berygtede for sine gummiparagraffer, der tillader stadig nye områder at blive inddraget i Unionspolitikken, selvom det ikke er traktatfæstet – ja, så havde de ærlige unionsmodstandere en temmelig oplagt sag.

Enhver ikkejurist (og for den sags skyld også en del jurister) kan se den indlysende modsætning mellem den danske grundlovs ord og Unionstrakater og Unionspraksis.

Derfor kom sagen, som nu siden 1993 gennem en lille årrække har vandret fra den ene retsinstans til den anden, for derefter – den 6. april 1998 – at nå sin endelige og inappellable juridiske afgørelse.

Statsministeren vandt.

Unionsmodstanderne tabte.

Det er det politiske resultat af dommen:

Perspektivet er selvfølgelig, at der juridisk og politisk er banet vej for yderligere integration i Unionen, helt frem til den faktiske overdragelse af samtlige centrale suverænitetsområder, som definerer en nation – helt frem til Danmarks fuldstændige opslugning i Den europæiske Union, til delstatsstatus.

Det vil ske med grundloven i hånd – selvom alle, der kan læse indenad, kan se den skærende modstrid mellem både denne grundlovs ånd og bogstav – og Den europæiske Unions overstatslige magtbeføjelser og system af institutioner.

Ved at optage sagen til doms bekræftede højesteret, at den står over lovgivningsmagten og definerer dennes grænser. En professor i jura har kaldt det den juridisk set vigtigste dom – uanset udfaldet siden 1921, da De radikale fik fæsteafløsningsloven godkendt af retten. At højesteret overhovedet optog sagen til doms, og dermed også satte sig til doms over lovgiverne, vakte vrede kommentarer fra en række toppolitikere.

I dag kan de konstatere, at der ikke var nogen grund til bekymring. Højesteret kendte udmærket sin plads og sin rolle.

Med domsafsigelsen har den danske højesteret i praksis også anerkendt, at den ikke er landets øverste juridiske myndighed: At EF-domstolen står over den (og måske også den europæiske menneskerettighedsdomstol).

Unionspolitikerne har med denne sag som en af foranledningerne puslet med en grundlovsrevision, der skal gøre den nationale forfatning mere up-to-date i forhold til Unionens virkelighed, og spare dem for pinlige indenadslæsninger. Det akutte behov herfor er blevet knap så akut som før dommen, men ideen har mange tilhængere …

I forhold til den kommende folkeafstemning om Amsterdam-traktaten er højesteretsdommen selvfølgelig en (om end ikke uventet) appelsin i turbanen for Nyrup og hele Ja-siden, der i væsentlig grad devaluerer et yndlingsargument hos en del af modstanden. Det er ikke blevet mindre sandt af den grund, men mindre gangbart …

Nogle vil måske hævde, at det var naivt af denne flok modstandere at pådrage sig en højesteretsdom, der ikke kan undgå at svække deres argumentation for et nyt Nej til mere Union. Højesteret har aldrig stemt imod lovgiverne – men før sanktioneret grundlovsovertrædelser som kommunistforbudet under besættelsen. Også denne afgørelse er selvfølgelig en bekræftelse på, at landets domstole ikke er uafhængige og neutrale, men simpelthen en del af det borgerlige statsmaskineri.

Grundloven bøjes efter klasseinteresser. Den hedder ikke for intet Danmarks riges grundlov.

Den herskende klasse har i dag - med monopolernes og den internationale kapitals sammenfletning --mindre end nogensinde brug for en national grundlov til sikring af deres interesser. Eller rettere sagt: monopolernes internationale forfatninger som Unionstraktaterne er vigtigere. Borgerskabet har ikke længere noget afgørende klassemæssigt og økonomisk behov for at forsvare den nationale suverænitet.