Scharnberg og Unionen
Carl Scharnberg - hvis portræt pryder forsiden af dette nummer af Kommunistisk Politik - har sin selvfølgelige og indlysende plads i det galleri over røde forfattere, som maleren Jørgen Buch har arbejdet på gennem det seneste års tid. Det kan beses i Oktober Bogbutik i Willemoesgade i København.
Det er den yngre Scharnberg; som er portrætteret – den politiske aktivist, som først er ved at udvikle det forfatterskab, der med sin konsekvente klasseholdning gjorde så dybt indtryk ikke mindst på kæmpende arbejdere. Scharnberg blev aldrig en medieskikkelse, dertil var han for kompromisløs – men hans læredigte og notater og de talrige blade med Uofficielle synspunkter fandt vej overalt. Scharnberg kunne citeres – og blev det, fordi han gav udtryk for, hvad Underdanmark følte og kæmpede for.
Kampen mod Den europæiske Union var en hjertesag for Scharnberg – som politiker, som forfatter. Han sprang for alvor ud som digter i tiden omkring folkeafstemningem 2. oktober 1972, der førte til så ulykkelige konsekvenser for folket og nationen – og han fulgte denne kamp op lige til hans alt for tidlige død.
Vi savner hans stemme i Nej-koret op til afstemningen om Amsterdam-traktaten. Til gengæld har hans klassedigte mod Unionen fortsat dyb relevans. F.eks. det om den lille socialdemokrat, der blev unionstilhænger og statsminister, eller det om EF-politikeren og det tålmodige folk – og ikke mindst det Råd til en usikker ven, som indleder hans Samlede digte 1972-82 (og som altså langtfra udgør hans samlede digte, de mangler endnu).
-pl
EF-politikeren
Det kræver sin mand
bestandigt at tage direktiver og
forordninger
til efterretning
medens man kæmper for at bevare
de sidste rester af visionen,
der under ingen omstændigheder
må påvirke ens handlinger
hvis man skal bevare muligheden
for indflydelse på de formuleringer
der skal understrege de udvalgtes
særlige egnethed
til altid at indordne sig.
Det kræver sin mand.
Ikke alle er egnede.
Derfor bliver de besluttende
stadig færre.
Deres krav til de mange stadig
større.
Om de mange der skal leve op til
kravene
er egnede
til bestandigt at adlyde direktiver
skal tiden vise.
Råd til en usikker ven
(før 2. oktober 1972)
Du siger, du føler dig usikker.
Du siger, du ikke ved nok.
Hvem gør det?
Men en gammel arbejder
lærte mig engang dette:
- Er du usikker, kammerat,
så læg mærke til
hvad bankerne, skibsrederne,
jordspekulanterne ønsker,
at du skal gøre.
Og gør så det modsatte!
Han skrev det, da de
med deres store annoncer sagde,
at vi skulle stemme nej
til jordlovene.
Det vil gavne os alle, sagde de.
Det blev et nej. Og siden
har de svagest stillede
måttet betale for dette
til de rigeste.
Af dette lærte nogen:Når kapita-
len påstår, at den
står sammen med de svagest stil-
lede,
så er der fare på færde.
Nu er de der igen.
Med store annoncer fortæller de,
at du skal stemme ja
for de svagest stilledes skyld …
Alene det gør,
at jeg føler mig sikker,
når jeg stemmer nej.
Prisstigning
(3. okt. 1972)
Engang
for længe siden
fik man
efter veludført arbejde
30 sølvpenge.
I dag kan man
blive statsminister.