Scharnberg og Unionen

 

Carl Scharnberg - hvis portræt pryder forsiden af dette nummer af Kommunistisk Politik - har sin selvfølgelige og indlysende plads i det galleri over røde forfattere, som maleren Jørgen Buch har arbejdet på gennem det seneste års tid. Det kan beses i Oktober Bogbutik i Willemoesgade i København.

Det er den yngre Scharnberg; som er portrætteret – den politiske aktivist, som først er ved at udvikle det forfatterskab, der med sin konsekvente klasseholdning gjorde så dybt indtryk ikke mindst på kæmpende arbejdere. Scharnberg blev aldrig en medieskikkelse, dertil var han for kompromisløs – men hans læredigte og notater og de talrige blade med Uofficielle synspunkter fandt vej overalt. Scharnberg kunne citeres – og blev det, fordi han gav udtryk for, hvad Underdanmark følte og kæmpede for.

Kampen mod Den europæiske Union var en hjertesag for Scharnberg – som politiker, som forfatter. Han sprang for alvor ud som digter i tiden omkring folkeafstemningem 2. oktober 1972, der førte til så ulykkelige konsekvenser for folket og nationen – og han fulgte denne kamp op lige til hans alt for tidlige død.

Vi savner hans stemme i Nej-koret op til afstemningen om Amsterdam-traktaten. Til gengæld har hans klassedigte mod Unionen fortsat dyb relevans. F.eks. det om den lille socialdemokrat, der blev unionstilhænger og statsminister, eller det om EF-politikeren og det tålmodige folk – og ikke mindst det Råd til en usikker ven, som indleder hans Samlede digte 1972-82 (og som altså langtfra udgør hans samlede digte, de mangler endnu).

-pl

 

 

 

EF-politikeren

 

Det kræver sin mand

bestandigt at tage direktiver og
forordninger

til efterretning

medens man kæmper for at bevare

de sidste rester af visionen,

der under ingen omstændigheder
må påvirke ens handlinger

hvis man skal bevare muligheden

for indflydelse på de formuleringer

der skal understrege de udvalgtes

særlige egnethed

til altid at indordne sig.

 

Det kræver sin mand.

Ikke alle er egnede.

Derfor bliver de besluttende
stadig færre.

Deres krav til de mange stadig
større.

 

Om de mange der skal leve op til
kravene

er egnede

til bestandigt at adlyde direktiver

skal tiden vise.

 

 

 

Råd til en usikker ven

(før 2. oktober 1972)

 

Du siger, du føler dig usikker.

Du siger, du ikke ved nok.

 

Hvem gør det?

 

Men en gammel arbejder

lærte mig engang dette:

- Er du usikker, kammerat,

så læg mærke til

hvad bankerne, skibsrederne,

jordspekulanterne ønsker,

at du skal gøre.

Og gør så det modsatte!

 

Han skrev det, da de

med deres store annoncer sagde,

at vi skulle stemme nej

til jordlovene.

Det vil gavne os alle, sagde de.

 

Det blev et nej. Og siden

har de svagest stillede

måttet betale for dette

til de rigeste.

Af dette lærte nogen:Når kapita-
len påstår, at den

står sammen med de svagest stil-
lede,

så er der fare på færde.

 

Nu er de der igen.

Med store annoncer fortæller de,

at du skal stemme ja

for de svagest stilledes skyld …

 

Alene det gør,

at jeg føler mig sikker,

når jeg stemmer nej.

 

 

 

 

Prisstigning

(3. okt. 1972)

 

Engang

for længe siden

fik man

efter veludført arbejde

30 sølvpenge.

 

I dag kan man

blive statsminister.