Arbejdstidskravet som forsvandt

De aktuelle OK forlig som for tiden sendes til urafstemning er klare udtryk for forræderi overfor arbejderklassens interesser. Det er et uspiseligt makværk som overhovedet ikke honorerer de arbejdendes, de arbejdsløses og kvindernes interesser.

Et acceptabelt resultat må basere sig på en væsentlig nedsættelse af den daglige arbejdstid på profittens bekostning, ikke mindst af hensyn til familiernes situation og for at kunne få flere i arbejde. Ej heller går forligene ud på at sikre en forbedret realløn på de svulmende profitters bekostning, derfor må der stemmes Nej!

Men hele overenskomst narreværket, der skal få os til at tro at arbejdsgivertoppene og fagforeningstoppene er væsentlig uenige, kan ikke skjule at de trækker på samme hammel og at et af de mest centrale elementer for dem begge har været at forsøge på at få trukket udviklingen af den flexible arbejdstid yderligere ned over hovedet på den danske arbejderklasse.

Forud for overenskomstforhandlingernes start var det ikke svært at forudsige at det var dette centrale EU krav, der ville dominere forhandlings/manøvrerne mellem arbejdsgiverne og fagtoppene. Med en EU-målsætning om at der skal der arbejdes med en årsarbejdstid og knokles for fuld damp når virksomhederne kræver det, for så at holde holde ferie eller afspadsere i de stille perioder,- arbejdskraften skal ubetinget underordne sig virksomhedernes og markedskræfternes åndedræt.

På Metals forrige kongres blev Metal toppens barsling med den flexible arbejdstid mødt med voldsom modstand. Bla. gik Lindø hjem i protest mod Metaltoppens prøveballon under selve kongressen. Den flexible arbejdstidsprøveballon dengang blev skudt ned, men den er dukket op lige siden, nogle gange mere skjult end andre og er allerede begyndt at blive trinvis indført i flere overenskomster og ikke mindst forsøgt indført nu ved de aktuelle overenskomstforlig.

Kampen for forsvaret af normalarbejdsdagen og en væsentlig nedsættelse af den daglige arbejdstid må stå i centrum for enhver faglig opposition og også for for ethvert overenskomstinitiativ her og nu og i de kommende år.

Ved de seneste to overenskomstkonferencer, som er blevet afholdt i henholdsvis København og Odense,var det ikke nedsættelsen af den daglige arbejdstid, der blev sat i centrum. I stedet er tyngden mere og mere lagt på kravet om en uges ekstra ferie- det er trinvis blevet det centrale krav. Hvilke arbejdere skulle da have noget mod nedsat ferie.

Hvorfor er der sket dette skift?

Jeg kan ikke se andet end, at det er sket fordi der er faglige kræfter, som ønsker at bøje af overfor de faglige socialdemokratiske toplederes massive pres for at få gennemtvunget den flexible udvikling væk fra nedsættelsen af den daglige arbejdstid.

Udfra devisen: feriekravet får vi lettere igennem lokker disse kræfter med at se bort fra nedsættelsen af den daglige arbejdstid.

I dag er det ikke kun "venstre"socialdemokratiske faglige ledere som ræsonnerer sådan.

Også Enhedslisten og DKP/ML formulerer begge 1 uges ekstra ferie som det centrale krav, der skulle forene i Nej kampagnen overfor OK98 forligene. For DKP/ML´s faglige udvalg er det i dag også ufatteligt at de faglige toppampere handler som de gør formulerer de i en nylig faglig udtalelse. Baserer man sig på en marxistisk analyse af disse ledere er deres handlinger tværtimod logiske og retningen forudsigelig.

At lade feriekravet stå i centrum som det centrale arbejdstidskrav ved denne eller kommende overenskomstkampe vil være en stor afledning væk fra kampen mod den flexible arbejdstid og nedsættelsen af den daglige arbejdstid. Koncentreres kræfterne om en uges ekstra ferie, omsorgsdage og lign. vil det i sig selv ikke berøre arbejdsgivernes planer om indførelsen af den flexible arbejdstid, men langt lettere indgå i deres planer om årsarbejdstid.

Nu som fremover må den faglige overenskomstkamp forene sig om generelle krav som når dybt ind i arbejderklassen og forener de arbejdende og arbejdsløse.

Det vil sikkert være ganske gavnligt om de kampvillige kræfter ved kommende overenskomstforhandlinger og kampe forenes om at præsentere arbejdsgiverne og fagtoppene for 30 timers kravet som det arbejdstidskrav den faglige kamp vil kunne forenes om i de kommende år.

Her og nu må en Nej kampagne som et minimum basere sig på en markant arbejdstidsnedsættelse, på en væsentlig hævelse af mindstelønnen, forsvaret af reallønnen og modstand mod EU´s indblanding i danske overenskomstforhold.