Lenins kamp mod likvidatorene

Efter revolutionen i 1905 i Rusland fulgte i den midlertidigt sejrende kontrarevolutions kølvand en kritisk periode for det revolutionære arbejderparti, det russiske socialdemokrati. De revolutionære marxister, Lenins bolsjevikker, søgte at forhindre en opløsning af partiet, mens der fra partiets anden hovedfløj, mensjevikkerne, udviklede sig nogle strømninger, som gik ind for likvidation af partiet, herunder i form af dets omdannelse til et legalt, parlamentarisk og pluralistisk parti, efter vesteuropæisk socialdemokratisk mønster.

Denne strømning kaldtes "likvidatorpolitikken". Med et udtryk lånt fra Liebknecht betegnede Lenin denne krise i det russiske socialdemokratiske parti fra 1908-14f. som en "enhedskrise".

Bolsjevikkerne førte denne kamp mod likvidatorerne og for genskabelsen af et stærkt marxistisk arbejderparti som en "kamp på to fronter" - mod likvidatorisme og otzovisme, de halvliberale og halv-anarkisterne, højrefolk og ultra"venstre". To strømninger, der afspejler den borgerlige ideologi og politiks indflydelse i arbejderklassen og det revolutionære parti.

Ifølge Lenin og bolsjevikkerne måtte partienheden og partiets revolutionære karakter etableres i uforsonlig kamp mod disse strømninger – og rettede sig mod at forene bolsjevikkerne, de mensjevikker, som var for partiet, samt de nationale og fraktionsløse socialdemokrater, som var for partiet - og mod dets likvidering.

En meget stor del af materialet fra denne partikamp er ikke oversat til dansk – man må ty til de samlede værker, f.eks. i den engelske udgave, for at studere den.

I dette nummer af Kommunistisk Politik bringes en oversættelse af brudstykker af et af de væsentlige dokumenter "Notes of a publicist" fra 1910. Heri beskriver han den marxistisk-leninistiske vej til enhed, de to opfattelser af partienhed, den revolutionære og den reformistiske - og afslører også alle de standpunkter, som dækker over og forsoner sig med likvidatorpolitikken.

Den opportunistiske opfattelse ser enhed, samling, som en sammenslutning af eller samarbejde mellem organisationer og grupperinger, (personer, grupper og institutioner) i en stadig nydefineret magtbalance og har som hovedmetode "det sekteriske diplomati", de hemmelige aftaler. Politikken og ideologien kommer i anden række …

Den bolsjevikiske derimod ser enheden udspringe af klassekampens objektive behov og tilvejebragt som en kamp på to fronter til forsvar for den marxistiske ideologi og politik. Som afviser enhed for enheddens skyld og afviser det hemmelige diplomati mellem høvdinge som enhedsmetoden

I de uddrag af denne artikel, som bringes her, er der masser af tanker og ideer til dybere refleksion, masser af inspiration til handling.

Den danske kommunistiske bevægelse gennemlever i dag også en "enhedskrise". Er de russiske navne på blade, organisationer og strømninger fremmedartede, så kan vi genkende de grundlæggende mønstre. Der er selvfølgelig masser af forskelle i situationerne: Lenins og bolsjevikkernes kamp var en kamp under tsarismens betingelser, under en høj grad af illegalitet – og den drejede sig direkte om, hvorvidt den revolutionære marxisme eller reformismen skulle blive den toneangivende strømning i den russiske arbejderklasse.

Men også vi lever i en kontrarevolutionær periode, en periode med tilbagetog. Partilikvidationspolitikken har været og er en fremtrædende strømning i den opspaltede kommunistiske bevægelse med alle dens "personer, grupper og institutioner". Ole Sohn endte i SF – men også Enhedslisten med dens to hovedtendenser: DKP-strømningen og den venstresocialistiske/trotskistiske strømning repræsenterer en likvidatorpolitik i forhold til kampen for skabelsen af eet stærkt kommunistisk parti. Enhedslisten har intet med et revolutionært marxistisk, et leninistisk parti at skaffe.

I mylderet af erklærede kommunistiske organisationer og enkeltpersoner er der ikke mange, som erklærer sig som modstandere af opbygningen af et stærkt kommunistisk parti. Ser vi på den politiske praksis, er der imidlertid en hel del af disse, som forsoner sig med likvidationspolitikken, ikke mindst som den repræsenteres af Enhedslisten.

Nogle af dem taler om "samling af kommunisterne i et parti", der findes tilmed folk, som optræder som "ærlige mæglere" mellem de forskellige grupperinger og organer, og kaster sig ud i det store enhedsmægleri – men det fører ikke i retning af skabelsen af et stærkt marxistisk-leninistisk, kommunistisk parti, men i retning af liste Ø..

Der er i grunden utrolig mange genkendelige ting, paralleltræk, i forhold til udviklingen af og krisen i den danske kommunistiske bevægelse gennem en årrække – ikke mindst siden 89-91, kontrarevolutionens jubelår – og disse lighedstræk afslører, at sådanne partikampe har en objektiv karakter, objektive årsager, og at den revolutionære, bolsjevikiske, marxistisk-leninistiske enhed etableres i overenstemmelse med de objektive betingelser og arbejderbevægelsens og klassekampens krav.

De daværende russiske likvidatorer lancerede dengang ideen om "et socialdemokratisk masseparti", i vesteuropæisk, socialdemokratisk, opportunistisk forstand som et udgangspunkt for angreb på marxismen og bolsjevismen. Lenin bekæmpede hele denne partiidé og partiopfattelse. Sejren over likvidatorerne fandt sted i perioden 1912-14 – i sammenhæng også med et nyt revolutionært opsving i klassekampen. Ved 1. verdenskrigs udbrud var bolsjevikkerne den stærkeste politiske kraft i den russiske arbejderklasse.

-lv