Enhedslisten og
det kommunistiske parti

Enhedslisten har netop afholdt sit årlige landsmøde. Folketingsvalget er overstået, en lille tilbagegang førte til tabet af et enkelt mandat. Det rykkede en smule i forholdet mellem de to politiske hovedtendenser i Enhedslisten: på den ene side den strømning, som har sit udgangspunkt i DKP og den kommunistiske bevægelse (som i dag kun har Frank Aaen som folketingsrepræsentant) og den venstresocialistiske/trotskistiske strømning, som i dag repræsenteres af Keld Albrechtsen, Jette Gottlieb, Søren Kolstrup og Søren Søndergård.

Bortset fra (den uventede) tilbagegang ved folketingsvalget var landsmødet præget af et parti, der befinder sig i en fremgangssituation. I løbet af 97 er der optaget 600 nye medlemmer. Det samlede antal betalende medlemmer opgjordes til 1804, dertil kommer 300 på venteliste, som endnu ikke har betalt.

Partiet er blevet en vis faktor i dansk parlamentarisk politik. Selvom landsmødet med Søren Søndergårds ord kunne opsummere, at "valgresultatet betød en styrkelse af Nyrups manøvremuligheder. Helt konkret er han ikke så afhængig af os i Enhedslisten, som han var før valget. Det hænger sammen med, at han - selv uden at samarbejde med V og K – vil have en flertalsmulighed med SF og CD. Det betyder bl.a. at han næppe vil få de store problemer med at skaffe flertal for sin finanslov de kommende år."

Enhedslistens landsmøde besluttede derfor – i øvrigt ikke for første gang – at satse på opbygning af partiet og i højere grad at fokusere på kampen udenfor parlamentet.

En diskussion om borgerløn – som kalder de to eksisterende fløje i Enhedslisten frem med hver sit standpunkt – blev sendt videre til en delegeretkonference, hvorefter næste års landsmøde skal tage stilling dertil.

"Hvis Enhedslisten ikke var der, måtte man opfinde den", skal Frank Aaen have sagt ifølge DKPs blad Skub .DKPeren Raimond Swing har kaldt Enhedslisten "det bedste der er sket for venstrefløjen" i de sidste mange år.

Denne juhu!-stemning deles langt fra af alle, som opfatter sig som kommunister. Det er en velkendt sag, at mange andre erklærede kommunister har et langt mere reserveret forhold til dette parti. I sin tid, da DKP gik i opløsning i sammenhæng med Sovjetunionens sammenbrud, var for eller imod Enhedslisten en hovedårsag til det brud, der førte til dannelsen af KPiD. Men ved de sidste to folketingsvalg har KPiD anbefalet at stemme på liste Ø. DKP/ML udtalte frem til dets 7. kongres sidste år en skarp kritik af Enhedslisten og dens udvikling til et egentligt parti af venstrereformistisk tilsnit. Den 7. kongres anbefalede en "kritisk stemme til liste Ø" ved det kommende folketingsvalg. Da det så kom et år efter var det renoverede DKP/MLs "kritiske stemme" forstummet – og kastede sig ud i en uforbeholden valgkamp for liste Ø.

Af de erklærede kommunistiske organisationer var det kun OKTOBER, som i forbindelse med valget fremførte en principiel kritik af Enhedslisten og argumenterede for, at kommunister ikke kan og ikke bør støtte dette parti og dets partibygningsprojekt (OKTOBER anbefalede ved valget at stemme personligt på en konsekvent Unionsmodstander, hvor det var muligt).

Denne klare og åbne kritik af Enhedslisten er faldet en del kammerater i den kommunistiske bevægelse for brystet. Ikke mindst karakteristikken af Enhedslisten som et parti af "småborgerlige mellemlagssocialister".

Der er derfor god grund til yderligere at uddybe den kommunistiske analyse af Enhedslisten. Heller ikke mindst i betragtning af den tøven og stadige vaklen, som en stor del af den kommunistiske bevægelse i Danmark udviser overfor Enhedslisten.

Det ville være en dum og naiv fejl (- om end den kan være forståelig på baggrund af mange års frustrationer og nederlag for den kommunistiske bevægelse, når noget dog ser ud til at være en vis succes – ) at undlade at gennemanalysere partiets profil og karakter for at se på, hvilken rolle det faktisk spiller i klassekampen. Og ikke bare det: Det ville også være en utilgivelig fejl, hvis ærlige kommunister, der oprigtigt ønsker, at der skal bygges et stærkt kommunistisk parti, der kan lede arbejderklassen gennem en sejrrig socialistisk revolution, af magtesløshed eller taktisk opportunisme bilder sig selv (og andre) ind, at støtte til Enhedslisten kan betyde et positivt skridt i retning af at skabe dette parti.

Der findes allerede mange myter om Enhedslisten. En af dem er, at det ikke skulle være et parti, men et samarbejde mellem forskellige i øvrigt selvstændige og uafhængige organisationer. Det er fuldstændig usandt. Listekarakteren, valgforbundskarakteren, har længe været droppet, også vedtægtsmæssigt. Partiet Enhedslisten har sit eget, relativt omfattende politiske grundlag, der både omfatter en dagskampspolitik og nogle strategiske betragtninger. Denne sidste del suppleres nu med et strategisk program, et program for socialismen, hvis første udkast var til behandling på det afsluttede årsmøde. Raimond Swing, som har været medlem af programkommissionen, og som både støtter Enhedslisten helhjertet, og utvivlsomt oprigtigt ønsker samling af kommunisterne i et stærkt parti, har bemærket, at såfremt dette program blev vedtaget – ja, så ville Enhedslisten være omdannet til et egentligt parti. Efter planen skal dette strategiske program og det mere dagsaktuelle politiske grundlag samarbejdes i et program, der skal vedtages på årsmødet i 99.

Swing er imidlertid sen i opfattelsen: Dette sammenhængende program, et egentligt partiprogram, vil blot være en overbygning på det parti, der allerede eksisterer – og også vil eksistere uafhængigt af, om en, flere eller alle de eksisterende organisationer og grupperinger i Enhedslisten af den ene eller den anden grund (og det er utænkeligt for samtliges vedkommende) skulle trække sig ud af listen.

DKP har nu på flere landsmøder i træk bekræftet, at partiets arbejde ligger indenfor Enhedslistens rammer. Det er i realiteten den klarest tænkelige indrømmelse af, at Enhedslisten er et parti og ikke en valgalliance – og af, at DKP ikke er et egentligt parti, heller ikke et kommunistisk parti, men en strømning, en gruppering, en fraktion (i øvrigt ofte indbyrdes uenig) i Enhedslisten.

Det vil måske blive hævdet, at Enhedslisten netop rummer en række organisationer og grupperinger, herunder også nogle, der betegner sig som, eller har været partier, selvstændige partier – og at det derfor ikke kan være et egentligt parti, et rigtigt parti. men blot et "parti" i valglovens forstand.

Det er heller ikke et holdbart argument. Eksistensen af flere grupperinger og "partier" i partiet beviser kun, at det er et pluralistisk parti, et ikke-leninistisk parti, et parti som accepterer – også principielt – fraktioner og fraktionskamp. På nogenlunde samme måde som det venstresocialistiske parti gjorde det i sin storhedstid, da det var et selvstændigt parti i et sam- og modspil mellem alle fraktionerne. Af mere eller mindre organiserede grupper i Enhedslisten findes i dag DKP, resterne af KAP, Venstresocialisterne og det trotskistiske SAP.

Hvad er Enhedslisten da?

En anden central myte om Enhedslisten er, at de gamle grupperinger er i opløsning, at de politiske uenigheder går tværs igennem disse grupper, at afklaringen af nye politiske og taktiske spørgsmål fremkalder nye konstellationer.

Denne betragtning er ofte blevet fremført med henblik på at afværge stemplingen af Enhedslisten som en paraply over 80ernes politiske fallitboer fra DKP til VS, og for at understrege dens karakter af et "nyt parti". Der ligger også en sandhed i, at nye politiske problemer skaber nye delinger, der går igennem de eksisterende grupperinger.

Men noget andet er vigtigere – og det er den fortsatte eksistens af de to ideologiske og politiske hovedstrømninger i Enhedslisten – den ene er den revisionistiske DKP-strømning i den fase, der indtrådte efter Sovjets sammenbrud, og den anden den venstresocialistiske og trotskistiske strømning.

De to strømninger har en lang historie bag sig, også i dansk politik. Den første er den naturlige udvikling af revisionismen i den kommunistiske bevægelse, til det punkt hvor marxismen-leninismen åbent forkastes som teori og ideologi. Den anden udvikledes med et antikommunistisk udgangspunkt som 60ernes "nye venstre".

Groft sagt baserer den første sig, socialt set på og knytter sig til, fagbevægelsen, de underste dele af fagbureaukratiet, arbejderaristokratiet, den anden til de intellektuelle mellemlag.

De to strømninger,i Enhedslisten forenes imidlertid på centrale punkter, som gør det muligt for dem at sameksistere i eet parti. Men modsætningerne vil også vise sig igen og igen, både når det gælder programmatiske spørgsmål, i politik og taktik.

I almindelighed er det den venstresocialistiske/trotskistiske strømning, som er den dominerende i Enhedslistepartiet.

Modsætningerne omkring "borgerløn" – dette reformistiske, halvutopiske og splittende forslag – afspejler først og fremmest disse to udgangspunkter. Uanset om forslaget fremføres af DKPeren Bruno Jerup, og dermed tilsyneladende bekræfter den nævnte myte.

Ideologisk og politisk mødtes disse to hovedstrømninger på et tidspunkt, da den kontrarevolutionære proces i Østeuropa kulminerede. De mødtes på grundlag af de falske reformråb, som Gorbatjov og Co. fremmede i processen for den endelige genetabling af kapitalismen efter vestligt mønster – paroler som "mere demokrati, mere socialisme".

Gorbatjovisterne i DKP og de trotskistiske og venstresocialistiske tilhænger af f.eks. Solidaritet, murbrækkeren for den sidste fase af den polske kontrarevolution fandt ud af, at de kunne forene sig: ikke socialisme, ikke klassekamp – men DEMOKRATI, klasseløst demokrati – blev det store fælles løsen. I dag fungerer Enhedslisten som pådriver af imperialistisk sanktionspolitik overfor det (post)-Deng Xiao-pingske Kina under tilsvarende feltråb.

Det samme gælder for så vidt opfattelsen af klassekampen under kapitalismen: Hovedvægten lægges på "demokratiske reformer", udvidelse af demokratiet. Det gamle DKP-slogan og –strategi "antimonopolistisk demokrati" forenes her med de gamle VS-forestillinger om det rene og totale, klasseløse demokrati. Det er indlysende, at udvidelsen af demokratiet er nøglepunktet også for deres opfattelse af det socialistiske samfund.

Begge disse to hovedstrømninger, som har lang træning i at fremstille sig selv som revolutionære, socialistiske og marxistiske, vil også finde sammen om at bekæmpe nye tendenser til en åben reformisme og en åben reformistisk taktik, som igen og igen vil udvikle sig som strømninger og tendenser i partiet, fordi man vil drage den logiske konsekvens af politikken: Enhedslisten som "røde stemmer der arbejder", "maksimal parlamentarisk indflydelse", "presse socialdemokratiet til venstre" osv. Retning SF, retning Socialdemokratiet. Som vi kender det fra VS, som var leveringsdygtige i talrige succerige MFere for SF og tilmed socialdemokratiske ministre.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at netop de dele af den kommunistiske bevægelse, som udpræget lider af denne skødesynd, (som KPiD) i praksis har opgivet at opstille til folketingsvalg og har afvist etablereringen af en fælleskommunistisk liste.

Selvom netop dette spørgsmål var et kernepunkt i bruddet mellem KPiD og Ole Sohn/Enhedsliste-DKP støtter KPiD i dag Enhedslisten ved folketingsvalg. Det samme gælder DKP/ML, der i modstrid med sine kongresvedtagelser og erklærede syn på Enhedslisten, førte en omfattende kampagne for dette parti ved det nylige folketingsvalg, ikke mindst gennem Dagbladet Arbejderen.

Disse erklærede kommunistiske organisationer undlader – som det ekstremt tydeligt kom til udtryk ved valget – i praksis at trække en skarp demarkationslinje overfor den ikke-kommunistiske og venstrereformistiske Enhedsliste og dens to hovedstrømninger. I realiteten er de blevet til dette partis støtter,medspillere og reserver. Det er blevet den store forbrødrings tid mellem erklærede kommunister og faktiske likvidatorer…

Det begrundes alt sammen med "enhedspolitik", "alliancepolitik" eller "taktisk stemmeafgivning". Argumenter, der går udenom sagens kerne.

Det er selvfølgelig et taktisk spørgsmål, om man ved et givet valg og i en konkret situation, anbefaler en stemme på et andet parti end et kommunistisk parti, eller anbefaler enkeltpersoner herpå, eller ej.

Det er også på mange måder et sekundært spørgsmål.

Det principielle for kommunister er, hvorvidt de fører kamp mod Enhedslisten som en partilikvidatorisk strømning, som programmatisk og i praksis er en modstander af skabelsen af et stærkt kommunistisk parti.

Uden denne afgrænsning, uden denne principielle ideologiske, politiske og organisatoriske kamp vil det ikke i den nuværende periode være muligt at opbygge et stærkt kommunistiske parti i Danmark