Alt lykkedes for Nyrup i forbindelse med folketingsvalget: Selv om det holdt hårdt og hans statsministerpost blev sikret med en meget snæver margin, så kom dette afgørende stik hjem. SR-regeringen holdt – og alle de taktiske beregninger gik op i en højere enhed: det var rigtigt set at overrumple med et lynvalg før folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten; valgkampen og dens resultat betød at Ja-sidens stilling i opinionsmålingerne blev styrket, og at der er et endnu bedre afsæt for at få et Ja. Under valgkampen blev det ligefrem gjort til et tema, hvilken regering, der var den bedste til at sikre et Ja – Nyrup og Jelved holdt på sig selv (og det er jo ikke helt galt).

"Det borgerlige Danmark" ligger i ruiner. Nyrup kan vælge, hvem han vil lave forlig med blandt de borgerlige partier. Og vil de ikke, så er den parlamentariske venstrefløj klar: SF forkyndte tydeligere end nogensinde før under denne valgkamp, at partiets eneste berettigelse ligger i at indgå forlig med socialdemokraterne, og også Enhedslisten markerede sig afgørende som et støtteparti for den socialdemokratiske regering.

Alt er faldet i hak for Nyrup og Co. Den parlamentariske opposition er knust eller tæmmet. Befolkningen er "taget i ed". Kun objektive kriser eller egne dumheder kan vælte læset. Men begge dele kommer også...

At en åbent borgerlig regering og en socialdemokratisk ledet regering grundlæggende set fører grundlæggende samme politik, er ingen nyhed. Kapitalens regeringsalternativer slås begge (og på en række af disse felter, fra finanslov til unionsafstemninger står de også parlamentarisk sammen) for at opretholde det kapitalistiske system, for at sikre Danmarks placering i imperialismens militære, økonomiske og politiske alliancer, og for at gennemføre Unionens direktiver i Danmark, for at nævne nogle af de væsentlige sammenfald.

Alligevel er der væsentlige forskelle på den taktiske linje, som den eneste virkelige opposition i samfundet – klasseoppositionen, der repræsenteres af kommunisterne og de ægte venstrekræfter – må føre overfor henholdsvis en åbent borgerlig regering og en socialdemokratisk regering.

4 år mere med Nyrup fordrer en noget anden taktisk linje end de 4 år med Ellemann som statsminister, som kom så tæt på. Det hænger direkte sammen med, at arbejderklassen og store dele af befolkningen i en åbent borgerlig regering også ser en klar modstander, en fjende af deres interesser, der tager fra de fattige og giver til de rige. Og selvom en socialdemokratisk regering også tager fra de fattige og giver til de rige, har spillet en hovedrolle i det danske EU- og NATO-medlemskab , er parat til at sende unge danskere kloden rundt som deltagere i imperialistiske krigseventyr, og så videre – så eksisterer der alligevel en udbredt fornemmelse af, at helt galt kan det ikke gå med en socialdemokratisk regering og at "velfærdssamfundets arkitekt" ikke vil sige farvel til "sin egen" model.

Den fornemmelse baserer sig på en særlig udlægning også af historiske erfaringer: En række reformer til fordel for arbejderklassen og det store flertal er notorisk blevet gennemført af socialdemokratiske regeringer - selvom (og det er lige præcis pointen) de ikke fremkom som resultat af socialdemokratiets parlamentariske manøvrer, men af arbejderklassens langvarige kamp, og selvom de altid er blevet brugt til at dæmpe og afsvække denne kamp. Derudover baserer de sig på en cocktail af socialdemokratiets egen propaganda som arbejdernes og de almindelige menneskers beskytter, som partiet, der er for solidaritet og mod egoisme, på den parlamentariske venstrefløjs alibifunktion gennem en understøttelse af denne propaganda - og på den åbent borgerlige fløjs mere eller mindre heftige, men konstante angreb på partiet.

Alt dette gør afsløringen af socialdemokratiet til en vanskelig sag. Når socialdemokratiet er parlamentarisk opposition, drejer det normalt en omgang til "venstre", retorikken radikaliseres, og illusionerne omkring det øges ad den vej. Det bliver næsten en allieret af venstrekræfterne, og harmen mod en borgerlig regering opsuges til fordel for socialdemokratiet ved de næste valg. Ved regeringsmagten lever det af at fremmane truslen om en borgerlig regering, eller truslen om at de rabiate højrepartier får indflydelse.

Men denne afsløring er og bliver, med socialdemokratiet i regering eller opposition, en central opgave for en virkelig klasseopposition, for alle tilhængere af klassekampslinjen:

Afsløringen af den socialdemokratiske reformismes arbejderbedrageriske rolle, af klassesamarbejdspolitikkens udsalg af arbejderklassens grundinteresser, af socialdemokratiets karakter af et borgerligt arbejderparti. Afsløringen af den socialdemokratiske regerings karakter og rolle som borgerskabets foretrukne regeringsparti i særlige situationer, den grundige og omfattende klarlæggelse af socialdemokratismens væsen overfor arbejderklassen og de øvrige arbejdende.

Afsløringen af dens borgerlige og arbejderfjendske karakter bliver selvfølgelig nemmere, når partiet er i regering, og kan bedømmes på dets faktiske handlinger og politik, end når det kan indsvøbe en parlamentarisk oppositionspolitik i fraser om nødvendigheden af et "systemskifte".

Ved dette valg opgav Enhedslisten fuldstændigt enhver afsløring af både socialdemokratismen og den socialdemokratisk regerings sande rolle, og hengav sig fuldstændig i rollen som "ansvarligt støtteparti", der angreb den borgerlige opposition og fredede Nyrup og Co. De provokerende udtalelser fra Nyrup og Jelved om deres egnethed til at sikre et Ja til Amsterdam-traktaten fik heller ikke Enhedslisten til at reagere – eller reflektere. Resultat: At den socialdemokratiske demagogi får frit spil, at illusionerne om den socialdemokratiske reformisme ikke bare står uantastet, men styrket. Alle ved, at SF foretrækker en socialdemokratisk regering frem for et Nej ved unionsafstemningen. Enhedslistens praksis tyder på, at den også prioriterer sådan …

Med afsløring af socialdemokratismen som ideologi og politik menes selvfølgelig ikke kun propagandistisk og agitatorisk afsløring. Det er ikke kun at fastslå den kendsgerning, at klassesamarbejdsideologien er en borgerlig ideologi, som fører arbejderklassens kamp til nederlag, at socialdemokratiet ikke er en allieret i kampen for socialismen, men at dets væsentligste funktion tværtimod består i at dæmme op for arbejderklassens kamp.

Herunder er det også nødvendigt med aktionsenhed med socialdemokrater, folkesocialister og andre, der deler disse krav. Og hermed menes ikke "overbudskrav" – hverken parlamentariske, for at fiske stemmer, eller ultraradikale krav med henblik på propagandistisk afsløring – men krav som størstedelen af arbejderklassen kan forenes om og er parat til at slås for. Som et Nej til Unionen. Som kampen for 35-timers (eller 30-timers-ugen) med fuld lønkompensation osv.

Der kan ikke være en mellemvej mellem et Ja og et Nej til Unionen, selvom SF desperat søger at finde den. Kravet om generel arbejdstidsforkortelse har længe været udbredt i arbejderklassen. Ikke engang det beskedne 35-timers krav har LO-toppen fastholdt. Og kravet om en uges ferie er ikke et fornuftigt "kompromis" – men konkret en undergravning af kampen for generel arbejdstidsforkortelse, fordi den fjerner fokus fra dette krav og udskyder dets gennemførelse yderligere.

Der er mange faldgruber. Den parlamentariske venstrefløj og dens støttepartier også udenfor folketinget er faldet i dem alle.

Der har været perioder, hvor socialdemokratiet i opposition antog og formulerede væsentlige kampkrav fra arbejderklassen – med tendens til at løbe fra dem ved regeringsmagten. I de situationer har det selvfølgelig været en opgave for venstrekræfterne og kommunisterne at fastholde partiet på dets løfter. Et af de seneste eksempler er netop den generelle arbejdstidsforkortelse – som hele den socialdemokratiske fagtop og folketingsgruppen er løbet fra. Men at gøre det at få socialdemokratiet til at "føre socialdemokratisk politik" til den væsentligste opgave for venstrekræfterne, er at give klasseforræderiet frit spillerum.

For et par måneder siden fremsatte Karen Sunds (KS) fra DKP/ML, et af Enhedslistens støttepartier, en bemærkelsesværdig tese. Det skete i en større artikel "Front mod nyliberalismen" - som for at understrege dens vægtige karakter af partilinje kom som et særligt tillæg til Dagbladet Arbejderen.

Denne opsigtsvækkende tese er postulatet, at "reformismen er døende".

Angiveligt skulle socialdemokratiet være gledet over på åbent borgerlige ideologiske og politiske standpunkter – på nyliberalismens standpunkter, og dermed miste sin reformistiske karakter.

Derfor skulle der være åbnet nye muligheder for alliancer med såkaldte venstresocialdemokrater, der vender sig mod nyliberalismens politik.

Det er en dybt fejlagtig, og dybt opportunistisk tese.

Den socialdemokratiske reformisme tilpasser sig altid den herskende klasses ideologiske og politiske hovedstrømninger – det er netop kendetegnende for den.

Der er en ubrudt historisk linje fra dens overgang til den amerikanske tradeunionistiske 20er-model, dens tilslutning til keynesianismen og til dagens nyliberalisme, afbrudt f.eks. af flirt med fascistisk tankegods før og under besættelsen.

Under imperialismen har den tilpasset sig den førende imperialismes ideologi og politik – og uden at miste sin reformistiske karakter: at afbøde den kapitalismens og imperialismens værste sociale virkninger gennem visse reformer, gennem visse indrømmelser til arbejderklassen – først og fremmest med henblik på at holde arbejderklassen i ro og undgå revolutionære udbrud.

Den socialdemokratiske reformisme er godt nok både aldersstegen og lider af udprægede senile træk, men den er langtfra død. Det er altfor tidligt at tage forskud på begravelsen. Heller ikke dens højreudgave er døende, som Karen Sunds hævder. Den modellerer sig i dag efter det amerikanske demokratiske parti, personificeret i Clintons skikkelse, repræsenteres i England af Toni Blairs labour og har sine egne udformninger i samtlige imperialistiske lande. I Danmark af Nyrup Rasmussen og hans parti, der rummer både en Auken og en Hardy Hansen (der må siges at repræsentere en tidligere fase af den socialdemokratiske reformisme). Den udgør, som også folketingsvalget bekræftede, fortsat en politisk hovedstrømning i befolkningen.

Ifølge KS og det reformerte DKP/ML skulle socialdemokratiets "venstrefløj" vende sig imod nyliberalismen som ideologi og politik. Det er en ret så epokegørende opdagelse, som blot er fremført som tese, men uden argumenter, uden bevisførelse.

Hvor ser man den socialdemokratiske "venstrefløjs" modstand mod det nyliberalistiske (eller rettere sagt imperialistiske) projekt Den europæiske Union?

Hvor ser man den socialdemokratiske "venstrefløjs" modstand mod militæralliancen NATO og dens stadig mere udstrakte globale funktioner? Ingensteder!

Socialdemokratismen i hvilken som helst variant og skikkelse søger stadig at afbøde de værste sociale og politiske virkninger af kapitalismen og imperialismen – det er netop reformismens funktion og rolle – uden at antaste dem som system, uden at antaste grundelementerne i det danske borgerskabs eller imperialismens politik.

Der vil altid opstå modsætninger i forhold til konkrete sider af denne politik, hvor det socialdemokratiske "venstre" markerer sig. Det er selvfølgelig en pligt for en kommunistisk taktik at udnytte disse modsætninger. Men det er også en pligt ikke at overvurdere dem, og en afgørende pligt ikke at sprede illusioner om reformismen

Her ligger en afgørende forskel mellem marxisme-leninismen og revisionisme, mellem klassesamarbejde og klassekamp.