Så kom det "store gennembrud" i overenskomtsforhandlingerne. Tidligt om morgenen mandag d. 23. marts – da de fleste reportere var gået hjem og mens fabriksarbejderne fik den sidste time på øjet før dagens arbejde – afsluttedes forhandlingerne mellem Dansk Industri og deres modpart.

Den afgørende retningsgivende overenskomst, som arbejdskøberne havde insisteret på, fordi den skulle være model for de øvrige områder, hvor forhandlingerne har været blokerede i månedsvis.

Arbejdspladserne landet over har forlængst markeret deres vilje til at sætte handling bag kravene i forventning om et spring fremad under en højkonjunktur og efter en lang række mere end magre OKer i de foregående perioder – hvor fagtoppen hver gang udskød de virkelige forbedringer til næste gang.

1997 var et gyldent år for kapitalen. En omsætningsforøgelse på 20 pct. – en stigning i aktionærudbytterne på ikke mindre end 11 pct.

Ikke fordi arbejderne forventer at få julegaver midt på foråret. Det udbredte krav om arbejdstidsforkortelse:– i næsten to årtier har arbejdspladserne kæmpet for 35 timers (30 timers ) ugentlig arbejdstid med fuld lønkompensation. Det er allerede en halv snes år siden, også SiD rejste store kampagner omkring dette krav. Fagtoppen og Socialdemokratiet har siden ladet det gå i brokkassen og fuldstændig indstillet sig på de europæiske monopolernes krav om stadig mere fleksibel arbejdstid.

Ved OK98 – to år før år 2000 – endte det med en rigtig lille juleaftensgave – den 24. december som ekstra fridag! Det endte med en times arbejdstidfsfoirkortelse – for arbejderne på skiftehold.

Det endte med en to kroners lønstigning på mindstelønnen – en procentstigning lysår fra aktionærernes – og lysår fra arbejdspladsernes krav om 20-25 pct.s forhøjelse, henimod de 100 kroner i timen.

Det endte med nogle tillæg til pensionsordningerne.

Og - selvfølgelig - det endte med masser af fleksibilitet.

Det endte med et stort nul – med sminkede forbedringer,og reelle forværringer, der ikke betyder et løft fremad, men i allerbedste fald hop på stedet.

Dramaet fes ud. Teatertordenen forstummede – arbejdskøberne fik, hvad de var kommet efter. Fagtoppens totaludsalg blev fuldbyrdet, forrædderiet komplet.

Man skal ikke tro, at det stort iscenesatte OK-drama blot er en tilfældighed. Larmen og balladen er godt nok teatertorden – men den har sit eget formål.

Det er ikke tilfældigt, at OK 98-forhandlingerne kan bryde sammen fra time til time. Der ligger en bevidst strategi bag den tilsyneladende fastlåste situation på arbejdsmarkedet. En ny nulløsning og EUs krav om øget fleksibel arbejdstid skal bankes igennem

Avisoverskrifterne flammer. Storkonflikten lurer lige om hjørnet. Dag efter dag udskriger spåkonerne hug og stikfast: I dag sker det. I dag bryder overenskomstforhandlingerne endeligt sammen. Storkonflikten er en realitet om tre dage - fra på mandag, på tirsdag, på onsdag ligger Danmark øde.

En sværm af spændte journalister fra de borgerligt-socialdemokratiske radio- og tv-kanaler har belejret forligsinstitutionen. Time for time følges slagets gang. Partnerne nærmer sig hinanden. Der synes at være en lille indrømmelse på vej, der måske kan være en første brik til en skitse af et forlig, lyder det fra DR TV.

I den næste tv-nyhedsudsendelse i føljetonen, der kommer fra TV 2 en halv time senere, lyder det derimod ligeså skråsikkert: Konflikten er uundgåelig. Parterne står for langt fra hinanden.

Og forligsmanden. Ja, uanset hvor umulig situationen ifølge staben af eksperter på arbejdsmarkedsområdet ser ud, så får han i sidste sekund øje på "den mikroskopiske åbning", der gør, at forhandlingerne bag de tykke mure i forligsinstitutionen fortsætter.

Ingen af de udsendte reportere er tilsyneladende klar over, hvad der skiller kamphanerne. De oplyser i hvert tilfælde intet om, hvor stort gabet er mellem arbejdsgivernes forslag til minusløsning, og de krav, som de faglige topforhandlere har stillet.

Det er ellers en let opgave for en vaks reporter at afsløre, at gabet er forsvindende lille, men de udsendte ved godt, hvornår borgerskabet ønsker, at de holder snuden tilbage.

Gyseren er omhyggeligt iscenesat, og hovedrolleindehaverne holder sig til manuskriptet. Dansk Industri er det glubske og grådige uhyre, der på vegne af arbejdsgiverne vil banke en minusløsning igennem, mens CO Industris topforhandlere, Max Bæhring og Willy Strube, sammen med den øvrige fagtop fremstilles som ridderne, der heltemodigt kæmper for at få uhyret naglet fast ved forhandlingsbordet.

Allerede i oktober måned sidste år slog Dansk Industri, der sidder på magten i Dansk Arbejdsgiverforening, den uforsonlige tone an. Uanset, om det i sidste ende betød storkonflikt, så kom lønstigninger ikke på tale. Profitterne skulle fredes. En krigserklæring overfor den danske arbejderklasse.

En krigserklæring, som den reformistiske, socialdemokratiske ledelse af fagbevægelsen ikke tog op.

Tværtimod. Samtidig med Dansk Industris krigserklæring slog LO-toppen den sædvanlige, underdanige samarbejdstone an. Forhandlingerne skulle munde ud i en ny nulløsning, svarende til 4 pct. i lønforhøjelse. Det er alt, hvad der er råd til, hvis erhvervslivets konkurrenceevne skal bevares, lød den falske melodi.

EUs og arbejdsgivernes hovedkrav til de nye overenskomster, kravet om fleksibel arbejdstid, var indeholdt i de OK-rammer, som LO ridsede op overfor de forbund og karteller, der skulle forhandle i denne omgang. Sammen med det eneste ultimative krav, som CO Industri har rejst ved OK 98-forhandlingerne: forhøjelse af arbejdsmarkedspensionen!

At arbejdsmarkedspensionsordningerne er et angreb på den solidariske, danske folkepension og ikke vil betyde en krone mere til arbejderne i pension, forbigår man i tavshed. Alligevel medregner man udbyggelsen af arbejdsmarkedspensionen i de sølle 4 pct.

Der blev reelt lagt op til en minusløsning. Både fra arbejdsgivernes og LO-toppens side. Og der er ikke sket ændringer på den front, siden forhandlingerne startede med undtagelse af, at CO- Industri har taget kravet om længere ferie med. Som et krav, der kan sælges ud af.

LO er enige med modparten i, at virksomhedernes formidable profithøst skal fortsætte. Arbejdsgiverne skovler her midt under forhandlingerne penge ind som aldrig før. Der er rigeligt råd til lønforhøjelser, til nedsættelse af arbejdstiden mv.

Men nej. De forrygende tider bør ikke komme arbejderklassen til gode. "Lønmodtagernes opskruede forventninger", som Dansk Industri betegner arbejdspladsernes krav om reelle forbedringer, skal nedkæmpes.

Den voldsomme teatertorden spænder forventningerne op. Bag scenen hersker der fordragelighed.

Dansk Industris taktik med at blokere alle andre forhandlinger end industriens er effektiv. De "bløde" arbejdsgivere bankes på plads. Der er ingen, der får lov til at indgå et forlig, der bryder med det overordnede mål om en minusløsning.

Jernhandsken kan resultere i en storkonflikt, en situation som DI har forberedt sig på længe. En storkonflikt, derskulle starte senest d. 2. april. Få dage før påske, hvor arbejdspladserne lukkes og folk spredes for alle vinde. I så fald er der stor sandsynlighed for regeringindgreb lige inden påskeferien.

Et indgreb, der trods enkelte promilleindrømmelser til arbejderne vil få kasseapparaterne til at klinge endnu lystigere hos arbejdsgiverne. Der tilgodeser arbejdsgivernes ønsker om nulløsning og de direktiver, der er kommet fra EU. De ultimative krav om øget fleksibel arbejdstid og deltid, der skal implementeres (skrives ind) i OK 98.

Bliver der konflikt, er den kæmpende arbejderklasses svar klart nok: Det må selvfølgelig være at arbejde for at gøre storkonflikten til en kamp for de virkelige krav - dem, som er blevet fremsat på arbejdspladser landet over. Samtidig med at man advarer regeringen mod at gribe ind - og om muligt møder et sådant indgreb med fortsat konflikt.

Slutter den endeløse gyser med forlig, er der ingen grund til at tro, at resultatet vil blive mindre sort for arbejderklassen. De krav, som "vore" forhandlere har bragt med i forligsinstitutionen, har ikke den fjerneste lighed med de krav, som arbejdspladserne har rejst. Forberedelserne til en "stem nej-kampagne" behøver ikke at afvente et eventuelt forlig. De kan lige så godt gå i gang her og nu.

At OK-forhandlingerne i år konstant bevægede sig tæt på sammenbruddets rand, skyldtes ikke mindst Dansk Industri. DI har kynisk spændt ben for et hvert forsøg på reelle forhandlinger.

Der er en mening med teatergalskaben, selvom de "stridende parter" står så tæt på hinanden, som de i realiteten gør og har gjort siden optakten til overenskomstforhandlingerne sidste efterår. Der er uden tvivl på forhånd aftalt en køreplan for OK 98 mellem regeringen, LO og Dansk Arbejdsgiverforening.

De reelt set ikke-eksisterende modsætninger mellem arbejdsgivernes og fagtoppens forhandlere er blevet blæst kunstigt op for at give det udseende af "kamp til stregen". For alligevel at ende med et råddent forlig eller regeringsindgreb, som det bedst opnåelige resultat.

Et i forvejen aftalt spil, hvor arbejderklassen er dømt som taber. Og hvor man håber at holde de utilfredse arbejdere, der ikke synes om at blive ført bag lyset, i ro. Den fortsatte udskydelse af resultatet har samtidig været en glimrende lejlighed til at skubbe den folkelige debat om Amsterdam-traktaten ud i mørket.

Det er arbejdspladsernes krav, der må sættes i centrum for OK-kampen, og brodden må også rettes mod de forhandlere, der på papiret er vore egne, men ikke varetager vore interesser. Der sidder på samme side af bordet som bon-kammeraterne i Dansk Arbejdsgiverforening.

Krav som klækkelige lønforhøjelser, herunder et gevaldigt kronehop for mindstelønnen , en generel nedsættelse af arbejdstiden - samt afvisning af den fleksible arbejdstid.

Ikke for juleaftensdagsgaver.

For reelle forbedringer af dens vilkår. For klækkelige lønstigninger på profittens bekostning.

Der skal ved de kommende urafstemninger siges klart og tydeligt Nej til hele den stribe af rådne forlig, som i den kommende tid vil følge ovenpå "det store gennembrud", som er et andet ord for kapitulation og forrædderi fra fagtoppens side.