Da resultatet af folketingsvalget lå klart, konstaterede Kommunistisk Politik, at VK og dets statsministerkandidat var blevet valgt fra, og konkluderede:

Det tør nok siges at være en forudsigelse, der allerede er blevet bekræftet til overmål. "Det borgerlige Danmark"s røvtur blev total i ugen efter valget. Dets to frontløbere, Ellemann og Per Stig Møller, meddelte efter tur, at de trak sig tilbage til det parlamentariske liv bagerste rækker. Den ene temmelig elegant, med en mediesortie, der var en ældre statsmand værdig – den anden som et vrængbillede heraf, i en tornado af splid og kævl, ledsaget af fornyede intriger og kritiseret fra alle sider.

En uge efter valget kunne det konstateres, at det borgerlige Danmarks regeringsalternativ er i ruiner, at partiet Venstre befinder sig i en alvorlig lederkrise, og at Det konservative Folkeparti står midt i noget, der ligner en eksistenskrise.

Den åbent borgerlige lejr står uden et bud på et regeringsalternativ, og foreløbigt uden bud på nye frontløbere med den fornødne vælgermæssige appel.

Kommunistisk Politik .konkluderede ligeledes i sin valgkommentar, at "Socialdemokratiet på mange måder er kommet i en ønskesituation – med venstrefløjen på plads som støttepartier – og større manøvremuligheder …" Også dette er blevet bekræftet af begivenhederne: Krisen i den borgerlige lejr fjernede fuldstændig medieopmærksomheden fra forhandlingerne om regeringsgrundlag og ministerposter. Nyrup Rasmussen og Socialdemokratiet kunne fra tilskuerpladsen nyde dramaet i den borgerlige lejr rulle hen over scenen, skærmene og de bonede gulve.

Hvad man har været vidner til, er imidlertid ikke sidsteakten i dette borgerlige drama, men begyndelsen til en hel serie af rivninger, indbyrdes magtkampe mellem ikke mindre end 7 borgerlige partier, de fleste af dem i evig kamp mod spærregrænsen.

Den socialdemokratiske ønskesituation kan gå hen og blive langvarig. Kun en modstand fra venstre, fra arbejderklassen og brede folkelige bevægelser, kan dæmme op for gennemførelsen af regeringens demagogiske antifolkelige politik.

Venstres og Konservatives valgnederlag og påfølgende kriser har fået VK som regeringsalternativ til Nyrup Rasmussen og Co. til at gå op i røg. De to partier har hver især et stærkt behov for at markere sig som selvstændige partier samtidig med at ny ledelser opbygges. I Venstres tilfælde med Anders Fogh Rasmussen som Uffe Ellemanns udpegede efterfølger, som skal opbygges til at "sælge billetter" i samme omfang som forgængeren. Samtidig med at han som leder af Det borgerlige Danmarks største parti og bud på statsministerposten skal nedbryde bagsiden af den ellermannske medalje: et flertal af danskernes fravalg af manden og hans politik.

Det indbyrdes konservative blodbad mellem Engell- og Per Stig Møller-støtterne vil – også på trods af den tidligere partiformands "selvopopfring", som skulle rive rivalen Engell med i hans fald, for at bane vejen for en ny og forynget ledergruppe – næppe tage nogen ende, selvom man så også forsøger sig med en kvinde som leder – evt. hentet helt uden for folketingsgruppen.

De små partier på det borgerlige Danmarks højre- og "venstrefløj" – henholdsvis Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet og "på midten" Centrumsdemokraterne og Kristeligt Folkeparti, vil ikke ligge på den lade side i forhold til denne situation. Den åbent borgerlige lejrs kannibalisme vil fejre nye triumfer.

For der er tæt trængsel i den borgerlige lejr – så tæt at de radikale sidder lunt på skødet af socialdemokratiet. Og så tæt, at man ikke skal være politisk ekspert for at konkludere, at der er for mange partier om budet.

Det eneste overraskende er, at det ser ud til at være Schlüters succesrige regeringsparti, der politisk tegnede det sorte firser-årti, som er ved at gøre sig selv overflødigt!

Det vil tage megen tid – og mange nye dramaer indenfor de borgerlige partier og mellem dem – før et nyt borgerligt regeringsalternativ er opbygget – og det bliver ikke i form af et nyt VK. Der blivber trængsel på "midten" – Ellemanns efterfølger har allerede meddelt, at de sidste fem års borgerlige oppositionspolitik er slået fejl, og nu vil Venstre søge indflydelse. De konservative vil lade sine reducerede borgerlige stemmer arbejde...

En ny VCQM-konstellation er en mulighed …

Det er der også så meget andet, der er – et godt stykke hen ad vejen.

Men lige i øjeblikket er intet muligt for den borgerlige lejr. Alligevel er kapitalen tilfreds. Socialdemokratiets drømmesituation har ikke udløst den fjerneste uro på børsen eller aktiemarkedet, ingen optræk til panik. Det går godt for profitterne – med Nyrup.

Den har sjældent haft det bedre.