Supermagt i topform

Det er en travl sag at være verdens eneste virkelige supermagt. Man skal være her og der og allevegne, i den ene uge i Den persiske Golf og parat til krig, i den næste uge i Mellemøsten, hvor "fredsprocessen" er gået i stå, og samtidig på Balkan, hvor de amerikanske tropper foreløbig bliver i Eks-Jugoslavien, parat til at gribe ind i gamle og nye konflikter, som i Kosova. Og der er Cuba, hvor USA "efter pavens historiske besøg" har ophævet nogle restriktioner uden at ophæve den kriminelle blokade.

Der findes ikke noget udviklingsforløb eller begivenhed, i de enkelte lande eller på hele kontinenter, som USA ikke har en finger med i.

Det amerikanske diplomati har for tiden så at sige både hænderne og underbukserne fulde. På tærsklen til årtusindskiftet soler USA sig i sin uanfægtede position som verdens leder. Man kan tilmed give besked til japanerne om at sætte skub i den kriseplagede økonomi. Den amerikanske økonomi boom’er, med usete aktienoteringer og nye profitrekorder. Stort set eneste sky på horisonten er den asiatiske økonomiske krise, som nu slår ind i verdensøkonomien. For anden gang indenfor et halvt års tid har Den internationale Valutafond nedjusteret sine vækstforventninger, fra mere end 4 pct. til omkring de 3. Og på det politiske område at det kneb gevaldigt med at få samlet den gamle imperialistiske alliance til en ny Golfkrig.

Men det er småting: alt går, som det skal. Verdens politiske, økonomiske, militære og moralske leder er på alle måder i absolut topform.

Pludselig har USA opdaget, at der eksisterer et helt kontinent ved navn Afrika. Som en anden Livingstone er Bill Clinton draget på opdagelsesfærd, hvor han besøger seks nøje udvalgte, venskabeligt indstillede lande, Sydafrika indbefattet.

Geopolitik og økonomi går op i en højere enhed på den amerikanske præsidents opdagelsesfærd. William Daley, Clintons handelsminister, kan meddele følgende:

"Afrika er et kontinent, der i høj grad er blevet forbigået af den handelsmæssige og økonomiske eksplosion, der er sket. Præsidenten ønsker at opmuntre lande, der har indledt økonomiske og demokratiske reformer og samtidig lade dem vide, at verdens største økonomi vil gøre, hvad der står i vores magt for at være den til hjælp."

Bistand skal afløses af handel, af "frihandelsaftaler", og optimistiske økonomiske strateger ser allerede Afrika som et nyt og enormt investeringsområde – og et nyt og mægtigt resourceområde - for de amerikanske selskaber, der altid er på jagt efter investeringsmuligheder. Parolen lyder nu, at Afrika kan blive et "attraktivt alternativ" til det kriseramte Asien.

Det så ofte voldtagne Afrika står overfor en ny gang voldtægt.

I den jugoslaviske provins Kosova – som er albansk, og hvor 90 pct. af befolkningen er albanere – gik serbiske sikkerhedsstyrker planmæssigt amok og massakrerede mere end hundredede landsbyboere, mænd, kvinder og børn. I 30erne gennemførte serberne en brutal folkefordrivelsespolitik her. Under Tito-styret forblev Kosova den økonomiske baglygte, og albanerne undertrykt, og siden 80ernes begyndelse er den serbiske kurs flere gange blevet skærpet. Kosova-konflikten er blevet et nyt brændpunkt på Balkan, efter at imperialistmagterne gennemtvang Jugoslaviens opdeling i en hel serie af blodige krige, hvor kun imperialismen og de lokale kapitalistkliker vandt. Albanerne blev sorteper. Alverdens stormagter er indblandet i Kosova-konflikten og den underliggende rivalisering truer yderligere med at sætte ild til en krudttønde. USA er tilhænger af en hård kurs, med alvorlige sanktionstrusler overfor Milosevic. Rusland og Kina modarbejder denne linje. EU’s stormagter går ind for et mildere økonomisk pres på Serbien. I mellemtiden har albanerne afholdt valg – hvor kun Ibrahim Rugovas parti opstillede. Tilbagetrækning af sikkerhedsstyrkerne, forhandlinger mellem serbere og albanere, øget selvstyre, men ikke uafhængighed eller løsrivelse (med perspektiv sammenslutning med Albanien) er den vestlige imperialismes kurs. Det drejer sig om opdeling af indflydelsessfærerne, ikke om varige løsninger, slet ikke om nationale rettigheder og retfærdighed.

Den amerikanske hånd på Balkan har været en kæmpesucces, siges det.

RED 23. marts 1998