For 50 år siden blev FNs Verdensmenneskerettighedserklæring indgået i skyggen af 2. verdenskrig og den tyske nazismes grufulde forbrydelser mod menneskeheden. Samtidig levede de folkelige drømme og ønsker om en anden og bedre verden med social retfærdighed og uden undertrykkelse, udbytning, krig og sult.

Magthaverne i den kapitalistiske verden stod svækket og kompromitteret. Det var i allerførste række det socialistiske Sovjetunionen og den folkelige modstandskamp, der havde tvunget nazismen i graven. Ikke den såkaldt frie verden.

USA gik først aktivt ind i 2. verdenskrig i 1944. På et tidspunkt, hvor det stod klart, at det nazistiske vilddyr var besejret. Med det formål at forhindre, at Sovjetunionen skulle befri hele Europa og socialismen sprede sig som en steppebrand. Man havde håbet, at Sovjet var forblødt under kampen mod nazismen.

I den amerikanske imperialismes globale strategi for verdensherredømme var kampen mod Nazityskland og dens allierede en kortvarig omvej. Det var ikke nazismen, men kommunismen, der blev anset som hovedfaren. Socialismen skulle udryddes som reelt alternativ til kapitalismen.

Tilbagerulning af socialismen – det vil sige af de socialistiske lande , af de lande og folk, der befriede sig for kolonialismen åg i kølvandet på fascismens fald – det var den dagsorden, der blev sat efter krigen af den eneste imperialistiske supermagt, der var tilbage efter at alle de europæiske stormagter gik svækket og mere eller mindre ødelagte ud af krigen.

USA påtog sig straks opgaven som "den fri verdens", verdenskapitalismens og verdensimperialismens anfører og som verdens selvbestaltede overherre, som imperialistisk supermagt. Den kapitalistiske verden skulle reddes fra sammenbruddets rand, og de folkelige drømme om nye tider knuses.

I det skær blev Verdensmenneskerettighedserklæringen født. Den erklæring, der begynder så lovende med at fastslå, at

Efter indledningen følger de rettigheder, som alle folkeslag på jorden skal sikres.

De "borgerlige og politiske menneskerettigheder" omtales først, men efterfølges af en række "sociale, økonomiske og kulturelle" og "solidariske og kollektive" menneskerettigheder, der for de fleste er ukendte, om end de er mindst lige så vigtige.

Opfyldelsen af de "sociale, økonomiske og kulturelle" og "solidariske og kollektive" rettigheder er forudsætningen for, at de "borgerlige og politiske rettigheder" får reel værdi. Under de borgerlige rettigheder er imidlertid en "rettighed", der står i et antagonistisk modsætningsforhold til alle øvrige:

"Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med andre" (artikel 17,1). Fortolket bredt sikringen af den private ejendom til produktionsmidler og dermed muligheden for at udplyndre jordens ressourcer og undertrykke og udbytte mennesker i enhver afkrog af verdenen.

Den "menneskeret", som det kapitalistiske samfundssystem bygger på, og som i virkeligheden undergraver de politiske og de sociale rettigheder såsom retten til arbejde, til lige løn for lige arbejde, retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til at danne og indtræde i fagforeninger til beskyttelse af sine rettigheder (artikel 23).

Såsom retten til "hvile og fritid, herunder en rimelig begrænsning af arbejdstiden, og til periodisk ferie med løn" (artikel 24), retten til "en levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære..." (artikel 25). Føde, bolig, klæder, lægehjælp og tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, alderdom osv.

Retten til undervisning og til frit at deltage i samfundet kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder fremgår af artikel 26 og 27.

Mens artikel 22 fastslår: "Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og personlige frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger..."

De sociale menneskerettigheder bliver sjældent omtalt i de borgerlige danske medier eller i forbindelse med samfundsundervisningen i skolen. Det skyldes, at kapitalismen, inklusive det danske "velfærdssamfund", er ude af stand til at sikre social tryghed og arbejde til alle. Eller til at garantere de solidariske og kollektive menneskerettigheder, der om muligt forties endnu mere.

Det drejer sig om nationernes ret til politisk og økonomisk selvstyre, om de oprindelige folkeslags rettigheder, om retten til udvikling, om retten til et miljø, der er værd at leve i, om retten til at få del i menneskehedens fælles arv og om retten til fred og sikkerhed.

De fleste af de solidariske og kollektive rettigheder er ikke direkte omtalt i Verdensmenneskerettighedserklæringen.

De er blevet vedtaget senere som tillæg, men har samme status.

De socialdemokratiske og andre borgerlige danske politikere er ellers ikke blege for at tale om kamp for menneskerettighederne. Sålænge det ikke drejer sig om den manglende danske indsats for at efterleve dem, men om andre landes.

Menneskerettighederne er blevet forvandlet til et imperialistisk våben til at fremme egne interesser overalt i verden. De bøjes og forvanskes fuldstændig efter forgodtbefindende af de imperialistiske lande med USA-imperialismen i spidsen og EU halsende i baghjulet.

Det er det amerikanske syn på menneskerettighederne, på kapitalismens ret til uindskrænket at kunne udplyndre og udbytte befolkningerne alle steder på kloden, der skal forsvares, samtidig med at alle spor efter socialismen skal udryddes fra jordens overflade. De sociale rettigheder tages der ingen hensyn til.

Med mindre udplyndringen og udbytningen bliver så totalt hæmningsløs, så umenneskelig og miljønedbrydende, at selv monopolerne frygter det går for vidt, da de fremtidige profitmuligheder ødelægges eller ofrene for nok af de elendige arbejdsforhold og sociale kår, de bydes, at de simpelthen gør oprør.

Selv apartheidstøtten Shell er klar over, at der er penge og prestige i at være "socialt ansvarlige". De har på eget initiativ fabrikeret en "social kontrakt", der "sikrer" de ansatte på deres virksomheder rundt om på kloden en række sociale minimumsrettigheder. Man har følt behov for at dække firmaets berygtede menneskefjendske på politik, jagten på maksimalprofit, bag et tyndt lag af social fernis.

Den samme form for omsorg for menneskerettighederne har USA bygget ind i sin udenrigspolitik efter Vietnam-krigen. Det er nu engang lettere at vinde den amerikanske befolknings/omverdenens støtte til militære invasioner overalt på jorden, når man iklæder folkemordene et tykt lag lak i form af tonsvis af løgne om at fremme menneskerettighederne i de lande, der invaderes.

1998 er udråbt som "menneskerettighedsår", og den officielle markering af 50-året for Verdensmenneskerettighedserklæringen kommer ikke til at gå stille af sig.

Inden politikerne og borgerskabet i de imperialistiske stater går amok i festrus, er det på sin plads at omtale, at de selv dag ud og dag ind menneskerettighederne under fode. Imperialismen er vor værste fjende i kampen for menneskerettighederne. Der er tale om klassekamp og ikke "kamp for universielle rettigheder". En kamp, hvor kanonerne først og fremmest bør rettes mod kapitalismens utallige, systematiske overgreb på folkeslagenes politiske, sociale og nationale rettigheder.

Overgreb, der er taget til i styrke under "den nye verdensorden", hvor USA-imperialisme på ny optræder som verdens selvbestaltede politibetjent uden hensyn til FN og Verdensmenneskerettighedserklæringen.