Vore partier bør lære at udnytte hinandens erfaringer. Men begge partier bør tænke på at visse dele af andre partiers erfaringer kun passer til situationen i de respektive lande, og at mange af dem måske er uanvendelige i andre lande. De må videreudvikle og anvende andre partiers erfaringer, når de føler det nødvendigt og de passer til de konkrete forhold, ellers bliver det stereotypi.

Når vi f.eks. taler om vore egne erfaringer, kan vi ikke fortælle jer, om vores taktik passer til jeres forhold eller ej. Det er op til jer at undersøge den og udvælge det, I kan bruge. men vi synes, at I bør huske, at marxismen-leninismen, de generelle love for den proletariske revolution, er det kompas, som forhindrer os i fejltagelser i dette spørgsmål. Kun disse love beskytter et ægte marxistisk-leninistisk parti mod fejl.

Vi kender disse love og prøver hver dag at gøre os yderligere fortrolige med dem, og derfor er vi aldrig gledet over imod revisionisme, trotskisme, venstre-æventyrpolitik eller andre anti-marxistiske tendenser.

I kender disse teorier, den fare de udgør, den skade de volder, bedre end os. F. eks. blev Che Guevara dræbt. Sådan noget sker, fordi en revolutionær risikerer at blive dræbt. Che Guevara faldt imidlertid som offer for sine egne ikke marxistisk-leninistiske synspunkter.

Hvem var Che Guevara? Hvad vi her siger om Che Guevara, gælder for enhver, der blot poserer som marxist, selvom Che Guevara, efter vores mening, i sammenligning med andre, var en mand af færre ord. Han var oprører, revolutionær, men ikke den marxist-leninist, han fremstilles som. Måske tager jeg fejl - I latin-amerikanere kender ham bedre - men mig forekommer han snarere at være venstresocialist. Hans socialisme er borgerlig og småborgerlig. Nogle af hans ideer er progressive, men også anarkistiske, der i sidste ende fører til æventyrpolitik.

Hverken Che Guevaras synspunkter eller alle de øvrige, som optræder som marxister og betegner sig som ophavsmænd til disse ideer, har nogensinde været marxistisk-leninistiske. Che Guevara havde dog nogle lyse øjeblikke i sin anvendelse af visse marxistisk-leninistiske principper, men disse var alligevel ikke blevet hans filosofiske verdensopfattelse, hvad der kunne have ledt ham frem til ægte revolutionær handling.

Man kan ikke kalde Che Guevara og hans kammerater kujoner. Nej, bestemt ikke. Tværtimod, de var tapre. Borgerskabet har også tapre medlemmer. Men de eneste sande store helte og virkeligt tapre proletariske revolutionære er dem, der har marxistisk-leninistiske filosofiske principper som deres udgangspunkt. De stiller deres fysiske og åndelige kræfter til rådighed for verdensproletariatets og folkenes befrielse fra imperialisternes, feudalherrernes og andres åg.

Vi forsvarede den cubanske revolution, fordi den var imod den amerikanske imperialisme. Lad os som marxist-leninister kigge lidt nærmere på den og på de ideer, som ledte den i kampen.

Den cubanske revolution begyndte ikke med udgangspunkt i marxismen-leninismen og blev ikke gennemført i overenstemmelse med de love for den proletariske revolution, som et marxistisk-leninistisk parti anvender. Heller ikke efter landets befrielse fastlagde Castro en marxistisk-leninistisk kurs, men fortsatte tværtimod den kurs, som hans liberale opfattelser dikterede. Det er en ubestridelig kendsgerning, at deltagerne i denne revolution greb til våben og drog op i bjergene, men det er også en ubestridelig kendsgerning, at de ikke kæmpede som marxister-leninister. De var frihedskæmpere mod Batista-kliken - og de besejrede den lige præcis, fordi denne klike var et af kapitalismens svage led.

Batista var imperialismens lydige lakaj og herskede hensynsløst over det cubanske folk. Det cubanske folk kæmpede og sejrede imidlertid over denne klike og over den amerikanske imperialisme på samme tid ...

Vi er af den opfattelse, at teorien om at revolutionen gennemføres af en håndfuld "helte" er til fare for marxismen-leninismen, især i de latinamerikanske lande. Jeres sydamerikanske kontinent har store revolutionære traditioner, men som tidligere nævnt også andre traditioner, som forekommer at være revolutionære, men som rent faktisk ikke bevæger sig ad revolutionens vej. Ethvert kup kaldes her for revolution!

Men et kup kan ikke være revolution, fordi den ene væltede klike erstattes af den anden – kort sagt, forholdene forbliver uændrede.

I de gamle "kommunistiske" partier, som har stillet sig i kontrarevolutionens tjeneste, findes der stadig alle mulige kerner af diverse antimarxistiske tendenser. Men hertil er nu kommet en ny tenders, som vi kan kalde venstre-æventyrpolitik.

Denne tenders udgør sammen med det andet afkom af bourgeoisiet - den moderne revisionisme - en stor fare for folkene, heriblandt de latinamerikanske. Omhyggeligt forklædt som "marxister-leninister" optræder den moderne revisionisme som storbedrager af folkene og de revolutionære. Den ifører sig forskellige klædedragter fra land til land.

I Latinamerika forfører castroismen, forklædt som marxisme-leninisme, folk, og tilmed revolutionære mennesker, venstreæventyrpolitik.

Som strømning står den tilsyneladende i modsætning til den moderne revisionisme. De, der er ideologisk umodne, tror det, men tager fejl. Castro-tilhængerne står ikke i modsætning til de moderne revisionister. De står tværtimod i revisionismens tjeneste. De følger hver deres kurs, men ender samme sted. Sagen er, at overalt, hvor de sovjetiske revisionister ikke har haft held til at forhindre arbejderklassens og folkets masser i at lave revolution, optræder denne tenders, og ødelægger ved et kup det, som revisionisterne har været ude af stand til at ødelægge ved hjælp af evolution. Sovjetrevisionisterne og alle de forræderkliker, som leder de revisionistiske partier, prædiker højlydt fredelig og evolutionær overgang til socialismen, "fredelig sameksistens" og alle de andre anti-marxistiske teorier, vi kender så vel.

Venstre-æventyrpolitikken virker mere revolutionær – hvis man ser på den ud fra dens egen ordbrug - fordi den gør sig til talsmand for væbnet kamp!

Hvad der menes hermed er klart nok – det er kup.

Marxismen-leninismen lærer os, at kun ved at gå frem med forsigtige og kloge skridt, kun med sikkert fodfæste i den marxistisk-leninistiske doktrins principper, kun ved at gøre masserne bevidste, kan sejren sikres ved forberedelsen og iværksættelsen af den væbnede opstand - og kun herved undgår vi venstre-æventyrpolitikken .

Ophavsmændene til teorien om "startmotoren", der sætter den store motor i gang, lader, som om de går ind for væbnet kamp, men i virkeligheden er de imod den og prøver at miskreditere den.

Che Guevaras eget eksempel og tragiske endeligt er offentligt kendte fakta, som modbeviser deres påstande – ligesom det er tilfældet med andre selvudnævnte marxister, som modsætter sig folkemassernes store kampe, og som har fulgte og udbredt sådanne påstande som:

"Vi må være på vagt over for folk for at de ikke skal forråde os, for at de ikke skal overgive os til politiet; vi må indsætte "vilde" og isolerede kampgrupper, så fjenden ikke får nys om dem og ikke udøver gengældelsesterror mod befolkningen!"

De offentliggør disse og andre forvirrende teorier, som I jo allerede kender.

Men hvad er det for en slags marxisme-leninisme, som stiller forslag om at angribe fjenden med "vilde" kampgrupper osv. uden at have et marxistisk-leninistisk parti til at lede kampen? Det er der ikke noget marxistisk-leninistisk ved.

Den slags anti-marxistiske og antileninistiske teorier fører kun til nederlag for marxismen-leninismen og revolutionen, som for Che Guevaras forehavende i Bolivia. Denne tenders bringer teserne om væbnet oprør i miskredit. Hvor megen skade. volder de ikke revolutionen? Med mordet på Guevaras tænker de brede masser, der er smittet med disse anarkistiske ideer:
« Vi har ingen anden leder, ingen befrier! »

Eller måske bliver der dannet en ny gruppe under en ny Guevara, som søger op i bjergene. for at lave "revolution". Masserne, som venter sig meget af disse personer og brænder efter at bekæmpe bourgeoisiet, narres måske til at følge dem. Hvad sker der så? Det man kan forvente. Fordi disse mennesker ikke er arbejderklassens fortrop, fordi de ikke lader sig lede af marxismen-leninismens principper, vil de møde manglende forståelse hos de brede masser og før eller senere vil de lide nederlag, men samtidig bliver den ægte kamp bragt i vanry, fordi masserne vil tabe tilliden til den væbnede kamp.

Vi må forberede masserne politisk og ideologisk og overbevise dem gennem deres egne erfaringer i praksis. Derfor siger vi, at denne kvælende, reaktionære teori om revolutionen, som spredes i Latinamerika, er en udløber af moderne revisionisme og må afsløres af marxist-leninisterne.