Spredte glimt omkring OK98

Konflikt og feber

 

Områdets købelystne og velbeslåede konsulenter sås forleden i stort antal i "mit" supermarked. Meget range køer foran kasseapparaterne lignede opløbet til helligdagene. I Whiskybæltet, hvor jeg og min familie overlever, registreres alle trusler om eventuel varemangel, beslutsomt og ubekymret. Truslen om en storkonflikt havde denne gang forøget køen.

I skrivende stund forhandles der igen. De dramatiske meldinger om en lammende konflikt, der vil true det ganske samfund – småbørn, dyr, planter og gangbesværede i særdeleshed – er afløst af ord som "gennembrud" og "mæglingsskitse"

I forhandlingsteamet på arbejderside finder vi Max Bæhring og hele den øvrige flok engang-for-længe-siden-arbejdere med direktørgager. På arbejdsgiversiden ses Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening. Tilsammen står de modsatrettede parter bag den morsomme og utroværdige strudsebevægelse: Danmark i Europa. I dag spilles der med musklerne, i morgen den fælles Unionskampagne. Sjældent har der hersket en mere kælen samdrægtighed mellem arbejdskøberne og toppen af fagbevægelsen om et ædelt mål som nu, hvor OK-kanonerne buldrer…

 

Informationschef i Dansk Metal, Keld Hammer:

"Forrige gang der var konflikt var i 1973, så gik der 12 år til 1985, og nu er der igen gået 13 år. Det kan jo være de 12-13 år er den psykologiske grænse for, hvor længe, der kan være fred på arbejdsmarkedet."

DA og DI var ikke mindre krigeriske. Hensynet til eksporten talte tungt for et nul.

Forligsinstitutionens dørpasser, den i juridiske kredse berømte højesteretsdommer, Asbjørn Jensen, blev sat på hårdt arbejde. Ifølge Dagbladet Børsen har han "præsenteret en helt ny strategi, der i al sin enkelthed handler om at tie stille."

Tale er sølv, men tavshed er guld.

Fhv. arbejder Strube fra forhandlingsteamet mente, at forligsmanden var alle pengene værd. Det samme syntes man også i justitsministeriet i sin tid, da man satte ham til at renvaske politiets 117 skud i den blodige massakre på unionsmodstanderne på Skt. Hans Torv.

Asbjørn Jensen oplevede et sandt gennembrud – for Asbjørn Jensen.

 

På trods af den store og allestedsnærværende bekymring for børn, dyr og gangbesværede ville en konflikt dog ikke være uden lyspunkter. En konflikt ville virke som et "svalende omslag" på en feberhed økonomi, kunne Børsen fortælle: "En langvarig storkonflikt på det danske arbejdsmarked kan reducere behovet for et hurtigt økonomisk indgreb". Den kunne også genere Nyrup-regeringen.

På den anden side kunne den give LO-toppen mulighed for at optræde som forsvarere af arbejdernes interesser. Og Nyrup-regeringen kunne med et hurtigt indgreb på baggrund af en asbjørn jensensk mægligsskite vise sig handlekraftig fra start.

BG-Bankens chefanalytiker Keld Holm mente: "Udlandet vil i langt højere grad holde øje med og reagere på Danmarks forhold til EU og dermed udfaldet af afstemningen om Amsterdam-traktaten (...) Obligationsmarkedet kan måske endda vise sig at reagere svagt positivt på en konflikt, fordi man forventer, at regeringen forholdsvist hurtigt vil beslutte sig for et indgreb, der begrænser virksomhedernes omkostningsstigninger."

Til sidst i forhandlingsforløbet begyndte de overordnede samfundpolitiske hensyn at slå igennem: Amsterdam-afstemningen er ret forude. Det lignede en vending, da Dagbladet Børsen efter grundige overvejelser valgte at smide "en bombe" ind i forhandlingerne:

"Dansk Erhvervsliv tjener penge som aldrig før. En gennemgang af de nye regnskaber fra 78 noterede selskaber viser: En stigning i omsætningen på 12%, en stigning i overskuddet på 20,4% og en stigning i afregningen til aktionærerne på 11%."

"Bomben" var nu ikke ny, men til gengæld hårde facts. Mon ikke førnævnte professer Blomgren-Hansen rammer nogenlunde rigtigt angående den brøkdel, der i sidste ende afsættes til arbejderne, når alle borgerklassens indbyrdes hensyn er afstemte?

 

Der truer os i tiden, en ond og synlig magt.

Den dyre, meningsløse og private ejendomsret til produktionsmidlerne. De fædrelandsløse kapitalisters grådige, vilkårlige administration af det resterende samfund. Kulturløst og uden skrupler udgør de en trussel mod civilisation, inden den er kommet i gang.

Afstemningen om Amsterdam-traktaten er et godt eksempel på hvor trængte de egentlig er: Der vil heller ikke denne gang blive tale en afstemning på baggrund af en forudgående information. Men makkerparret DI og Dansk Metal vil initiativrigt hånd i hånd marchere hen imod unionsopløsningen af det kollektive aftalesystem, nedsættelse af minimumslønningerne, med "lønstigninger" på endnu mere "ansvarligt" og surrealistisk niveau, og alt det andet, der følger med..

 

T.M.