På Arbejdermuseet i København vises for tiden et lille udsnit af de samlinger omkring Den fransk-tyske krig 1870-71 og Pariserkommunen, der findes i det tidligere Marx-Engels Museum i Moskva. Museet der i dag kalder sig Center for bevaring og studier i samtidshistoriske dokumenter var før underlagt Det marxist-leninistiske Institut i Centralkomitéen for det kommunistiske parti i Sovjetunionen. Centerets samlinger belyser i særdeleshed Vesteuropas sociale og politiske historie i det 18. og 19. århundrede – altså herunder begivenheder i den moderne historie der handler om den internationale arbejder- og socialistbevægelse. Erhvervelsen af samlingen startede i 1921.

Særudstillingen på Arbejdermuseet I begyndelsen var kommunen – en udstilling fra Pariserkommunen 1871 viser fotografier, plakater, opråb tegninger, blade og aviser, rationeringskort, små tinsoldater forestillende kommunarder – både kvinder og mænd. Udstillingen lider desværre under dårlige lysforhold og mangel på samlende baggrundsoplysninger omkring den historiske situation. Man skal vide om Pariserkommunen på forhånd for at få det fulde udbytte – og så er kyndighed i fransk ikke en ulempe.

Selve Pariserkommunen var kulminationen på en række revolutioner der vendte sig mod konge og adel der efter forgodtbefindende regerede og afgjorde befolkningers skæbne. Pariserkommunen der afsluttede 100 års turbulente forhold i Frankrig blev et styre vendt mod den nye herskende klasse: borgerskabet. Dette borgerskab havde selv i 1789 – Den franske Revolution – gjort oprør mod konge, adel og præster. Det var i den forbindelse det berygtede fængsel Bastillen blev stormet og befriet den 14. juli. I August det år udsendtes Menneskerettighedserklæringen med budskabet om Frihed, Lighed og Broderskab. Budskabet slog an i Europa, men efter Napoleons nederlag ved Waterloo blev magten over Europa igen samlet i konger, kejseres og fyrsters hænder – Wienerkongressen 1815.

I 1830 kom Juli-revolutionen i Paris der styrtede den franske konge Karl den Tiende. Arbejdere og studenter gik på barrikaderne og hejste trikoloren over rådhuset i protest over indskrænkningerne af de borgerlige frihedsrettigheder. Men så langt kunne borgerskabet ikke gå med. I stedet genoprettede Nationalgarden den gamle ordning og "borgerkongen" Louis Philipe blev sat til at regere.

I februar1948 gik arbejdere og studenter igen sammen denne gang mod Louis Philipes regime. Folket fik tvunget republikken igennem og en foreløbig regering dannedes med bl.a. socialister. Der indførtes almindelig valgret og det udviddede vælgertallet fra 200.000 til 9 millioner. Men ved valget samme år led de radikale og socialisterne nederlag. Arbejderne og studenterne stormede herefter parlamentet der forsvaredes af Nationalgarden. Borgerskabet slog igen og under voldsomme kampe i sommeren faldt mere end 10.000 og mange overlevende blev uden rettergang sendt som straffefanger til "Djævleøen." Napoleons nevø, Louis Napoleon blev indsat som præsident for den 2. republik og i 1852 kronede han ydmygst sig selv som kejser Napoleon den Tredje.

Samtidig med Februar-revolutionen udgav den tyske socialist, Karl Marx Det Kommunistiske Manifest. "Der går et spøgelse gennem Europa – kommunismens spøgelse" er indledningsordene. Og det var lige hvad der gjorde. I disse år kom det til revolutionært røre i Berlin, Wien, Milano – ja, selv i København var man berørt af frihedsrøret. Selvom magthaverne undertrykte underklassen var det en uholdbar situation og efterhånden begyndte arbejderne at organisere sig. I London mødtes en del revolutionære i 1864. Karl Marx var iblandt dem og det blev begyndelsen til organisationen Internationale – den Internationale Arbejderorganisation, IAA (1864-1872/76).

I Tyskland forsøgte Bismarck at samle de mange tyske stater til ét kejserrige under Preussen. Gennem angreb på nabolandene, bl.a. Danmark i 1864, lykkedes dette. Napoleon den Tredje følte sig truet og erklærede Preussen krig. Det var den 18. juli 1870 at Den fransk-tyske Krig indledtes.

Frankrig led sviende nederlag og tyskerne belejrede Paris 18. september 1870. Paris var isoleret. Borgerskabet havde magten i Paris på dette tidspunkt over 200.000 mand i Nationalgarden. Den brede befolkning der led store afsavn krævede Nationalgarden sat ind mod tyskerne.

Da intet skete begyndte befolkningen at organisere sig. Fra folk i borgerlige erhverv til pjalteproletarer. Fra liberale over anarkister til marxister. På gader og stræder blev der delt blade og aviser ud – der var revolution i gære. Den 28. januar 1871 kapitulerede Paris til tyskerne. 132 dage havde de været belejrede.

Ved valget til Nationalforsamlingen blev det klart at pariserne havde en ganske anden indstilling end resten af Frankrig der var monarkister. I Paris var man republikanere og socialister.

Den kongetro Adolphe Thiers valgtes som leder af Nationalforsamlingen og han underskrev en fredsaftale med tyskerne. I fredsaftalen underskrev han, at Nationalgarden ikke ville sætte sig til modværge når tyskerne marcherede ind i Paris. Pariserne anede at der var en sammensværgelse i gang mellem Thiers og Bismarck. Og Bismarck anbefalede da også Thiers, at knuse det parisiske selvstyre. Den 18. marts forsøger Thiers-regeringens tropper at afvæbne Nationalgarden. Men arbejdere og andre med småfolkskår var gået ind i Nationalgarden og den vendte sine våben mod regeringspropperne og nægtede at lade sig afvæbne. Det kom til ret voldsomme kamphandlinger, men hvad godt er, var at store dele af regeringstropperne sluttede sig til Nationalgarden.

Nu er linierne trukket klart op pariserne på den ene side, Thiers-regeringen og tyskerne på den anden. Bismarck forstærker tropperne der beskytter den kongetro Thiers med hjemvendende franske krigsfanger.

Fra slutningen af marts 1871, mens presset fra Thiers-Bismarck-tropperne vokser, lægger Pariserkommunen regeringsmagten under direkte folkelig kontrol. Alle embedsmænd, officerer i Nationalgarden, dommere, politi skal vælges ved almindelig stemmeret. Kommunen udvikler styreformer der skal hindre bureaukratisering og magtmisbrug. I kommunerådet kommer det dog til en splittelse da et lille flertal ønsker en Velfærdskomite oprettet så den udøvende magt kan samles under et. Socialisterne er imod og forlader kommunerådet. I mellemtiden rykker den ydre fjende nærmere.

Kommunen gennemfører ikke økonomiske og sociale reformer i direkte socialistisk retning. Ejendomsretten for stå uberørt, ligeså Nationalbanken Men arbejdskårene forbedres og huslejestop og eftergivelse af gæld og rentebetalinger giver kommunen mange tilhængere blandt folk i små kår.,

I april og maj tager kampene til. Thiers-Bismarck-tropperne bombarderer Paris´ vestlige del. Kommunarderne må trække sig tilbage. 21. maj besætter Thiers-Bismarck-tropperne 15. og 16. arrondissement i Paris og indleder "den blodige uge" med hårde kampe mod Kommunens tropper – der taber – og krigsforbrydelser mod civilbefolkningen .- mænd, kvinder og børn. De sidste kampe foregår i arbejderkvartererne i nordøst-Paris, hvor kirkegården Pére Lachise ligger. Den 28. maj er kommunarderne nedkæmpet og grusomme massakrer følger. Tabstallene er usikre, men de ligger mellem 20.000 og 100.000.

I denne fase går Velfærdskomiteen i gang og opfordrer til yderligere kamp. En uansvarlig opfordring der ville føre til den visse død. Regeringen Thiers fortsatte med forfølgelser og henrettelser og deportationer til Ny Kaledonien af kommunardere flere år efter.

Det var den første revolution hvor arbejdere og deres nærmeste sociale lidelsesfæller tog sagen i egen hånd. 71 dage var kommunens levetid, men erfaringerne fra denne intense tid vil for fremtiden føre nye sejre for kampen mod uretfærdige og undertrykkere med sig.

Karl Marx vurderer Pariserkommunen i sit skrift Borgerkrigen i Frankrig, og han formulerer klart "at arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den færdige statsmaskine og sætte den i bevægelse for sine egne formål." Den borgerlige statsmagt er et middel til undertrykkelse af arbejderklassen. Marx sagde om kommunen med blik på fremtiden, at den var et bevis på at arbejderklassen var den eneste klasse der kan tage et socialt initiativ.

Internationale var også splittet imellem socialister og anarkister. Anarkisterne ville skære genvej til befrielsen af arbejderklassen uden om Karl Marx formulering om organisering: " I sin kamp mod de besiddende klassers forenede magt kan proletariatet kun optræde som klasse, hvis det konstituerer sig som et særligt politisk parti, der står over for alle tidligere partier, dannede af de besiddende klasser."

I 100-året for Bertolt Brechts fødsel ville det være forkert ikke at gøre opmærksom på et stykke Kommunens dage som han skrev i 1948-49. Det kom i stand som en pendant til Nordahl Griegs teaterstykke Nederlaget ligeledes om Pariserkommunen. Bertolt Brecht mente, at dette stykke var alt for pessimistisk i sit indhold og alt for fokuseret på netop nederlaget.

I stedet skabte Brecht Kommunens dage ud fra en mere fremadrettet indstilling til arbejderklassens fremtid. Her lægges vægten ikke naivt og heroiserende på arbejderklassens indsats, men på en fremhævelse af opbyggeligheden i de erfaringer som han trækker frem at Pariserkommunen bl.a. har indeholdt.