Oktober & Kommunistisk Politik
c/o Oktober Forlag
Willemoesgade 58 E,
2100 København Ø.
Tlf. / Fax 35 43 49 50.
e-mail:
oktober@post8.tele.dk
Homepage:
home8.inet.tele.dk/oktober
Giro 1-663-4271

 

Politisk udtalelse 12. marts 1998

 

Kapitalens valg

Det siges, at det parlamentariske demokrati sikrer, at landet får den regering, det fortjener, og flertallet i befolkningen den regering, man ønsker. Var det sandt, er det synd for land og folk. Den fornyede SR-regering kommer til at fortsætte den kurs for Unionstilpasning og stykvis nedslagtning af arbejderklassens og det store flertals tilkæmpede rettigheder, som det har gennemført igennem de seneste fem år – tilmed under en ret langvarig højkonjunktur.

Den eneste sikre vinder af folketingsvalget 98 var givet på forhånd: Det var Kapitalen. Udfaldet skabte ingen panik på børsen. Der er fortsat udsigt til fremgang for profitten.

 

Det var Uffe Ellemann-Jensen og VK-alternativet, som blev valgt fra. Det åbent borgerlige regingsalternativ blev gennemskuet. Der er intet, der tyder på, at Ellemann-Jensens politiske karriere krones med statsministerposten, efter at det glippede med de internationale topposter. VK var valgets store taber. Et regulært katastrofevalg for de konservative, der næsten blev halveret Venstre blev stående på stedet, selvom partiet med Ellemann som frontfigur i et såkaldt "præsidentvalg" - sammen med hele den borgerlige presse og opinionsundersøgerne - forventede og forudsagde en "borgerlig triumf." Den udeblev – og "den borgerlige blok" som helhed, der satsede på "systemskifte", ministerposter og øget indflydelse, måtte se sine ambitioner frustreret.

Valget blev – med nogle små forskydninger, især indenfor "den borgerlige blok" - i bund og grund et status quo-valg.

 

Svækkelsen af VK som regeringsalternativ vil få den åbent borgerlige lejr til at omgruppere sig for at byde på en ny konstellation til næste valg. Det vil ikke komme til at foregå uden rivninger og parlamentariske dramaer.

Ikke mindre end syv erklæret borgerlige partier er der i det ny folketing. Heraf to fremskridtspartier og tre såkaldte midterpartier. Samlet set styrkedes den borgerlige højrefløj – uden at det parlamentarisk kan bruges til så meget. Det samme var tilfældet for den borgerlige "midte" eller "venstrefløj", der fik Kristeligt Folkeparti på plads i parlamentet igen, og CD, som blev mandatmæssigt styrket. Nu savnes De radikale, som parlamentarisk har sprængt sig ud af den åbent borgerlige blok og fortsætter skæbnefællesskabet med Nyrup Rasmussen og de socialdemokratiske støttepartier. Regeringen og dens støttepartier gik stemmemæssigt, om ikke mandatmæssigt en smule frem.

 

Der er langt til drømmen om et rent "rødt flertal" af S, SF og Enhedslisten. Socialdemokratiet er på mange måder kommet i en ønskesituation – med venstrefløjen på plads som støttepartier – og større manøvremuligheder - også i forhold til de åbent borgerlige partier, som uden tvivl vil blive brugt til fortsættelse af den kapitalgavnlige unionspolitik.

Den parlamentariske venstrefløj gik en smule tilbage. De forventninger til fremgang, som Enhedslisten havde, blev ikke indfriet. Tværtimod mistede man et mandat. Det forekommer dem uforståeligt. I realiteten skyldes det, at partiet – der er blevet fuldstændig indfanget i det parlamentariske spil – er kommet i klemme i dobbeltrollen som socialdemokratisk støtteparti og "revolutionært alternativ". Det er ikke helt troværdigt som nogen af delene. Der er ikke plads til et nyt SF, som Enhedslisten mere og mere ligner. Og partiets reformisme og parlamentsfiksering bevirker i forening, at man ikke kan og ikke tør føre en oppositionslinje på et klassekampsgrundlag mod begge kapitalens regeringsalternativer. Enhedslistens væsentligste funktion - og grunden til, at det i dag opfattes som et "stuerent" parti - er, at det blokerer for skabelsen af et ægte revolutionært alternativ.

 

Folketingsvalget svækkede således på mange måder den borgerlige, parlamentariske opposition til SR – og på den anden side må det konstateres, at der ikke findes en egentlig klasseopposition, en arbejderopposition, til SR-regeringens borgerlige politik.

 

I valgkampen lagde SR vægt på stabilitet og fortsættelse af den hidtidige politiske og økonomiske kurs. Dens valgløfte var, at nu skulle den del af befolkningen, som ikke har haft glæde af de økonomisk gode tider – fremover få del i dem. Reformering af "velfærdssamfundet" og forstærket unionstilpasning på en forsigtigere måde end de åbent borgerlige vil gå til værks. Men samme retning.

Den virkelige opposition til borgerskabets politik er svagt organiseret og befinder sig fortsat udenfor folketinget. De erklærede kommunistiske kræfter, der har støttet liste Ø (herunder KPiD og ikke mindst DKP/ML, der forvandlede en "kritisk stemme til liste Ø" til en massiv forbrødring og kampagne for Enhedslisten) må bære deres store ansvar for, at klassekampslinjen – modstanden mod både de åbent borgerlige og socialdemokratiets borgerlige politik - ikke har parlamentarisk repræsentation.

 

Hvor går OK98 hen?

Til Unionen, selvfølgelig!

Midt under valgkampen rejste eleverne på landets gymnasier sig til en proteststorm mod Ole Vig Jensens planer om at stramme sorteringsskruen, der i forvejen er mere end stram nok.

Vig Jensen røg ud af folketinget. Og gymnasiasterne, der støttes af folkeskoleleverne og alle de øvrige uddannelsessøgende, er parate til nye aktioner, såfremt hans planer hives frem igen.

 

Under valgkampen "druknede" OK98. Den varslede storkonflikt blev udsat, indtil valgresultatet var kendt. Arbejdsgiverne med Dansk Industri i spidsen har stillet sig stejlt på en nul-linje, en minusoverenskomst uden de mindste indrømmelser til industriens arbejdere. Uden at ønske det har LO-toppen måttet træffe forberedelser til en konflikt.

 

Der er ingen tvivl om, at arbejdspladserne kræver resultater. Det er ikke kun gymnasiasterne, der er parate til aktion. Den ene overenskomst efter den anden er endt som nul- eller minusløsninger. Det økonomiske opsving er ikke slået igennem i arbejdernes privatøkonomi. Det er på høje tid, fabriksherrerne tvinges til at åbne for pengepungen i form af lønforhøjelser, i form af forhøjelse af mindstelønnen, i form af en væsentlig nedsættelse af den ugentlige arbejdstid osv.

 

LO-toppen har på forhånd solgt ud af arbejdspladsernes krav. Det er ikke arbejdernes krav, men hvad der er "acceptabelt" i Unionssammenhæng og for Nyrup-regeringen, som bestemmer fagtoppens forhandlingsposition. Efter genvalget og med "sikringen af et Ja til Amsterdam-traktaten" som regeringens og LO-toppens umiddelbare politiske hovedopgave, er motivationen for en konflikt hos de socialdemokratiske faglige kadrer endnu mindre.

Alt tyder på et OK-forræderi af dimensioner. Fra OK-periode til OK-periode har der lydt den samme sang: "Denne gang var det ikke så godt, men næste gang (næste gang), bliver der kamp…"

 

Næste gang er nu!

 

Går det, som LO-toppen ønsker, kommer der aftaler uden konflikt. Elendige aftaler, lysår fra det, arbejdspladserne kræver. Og bliver det tilfældet, må der kæmpes for et rungende Nej ved urafstemningerne. Kommer der konflikt, må arbejderklassen vise, at den fastholder sine krav og ikke lader sig spise af med en sminket nul-løsning.

 

Det er på tide, at der bliver sagt fra – både overfor arbejdsgiverne og Dansk Industri og overfor den socialdemokratiske fagtop, som næres ved forræderi. Og i givet fald et svar, som kan høres langt omkring i Unionen.

Også som en del af kampen for et Nej til den arbejderfjendtlige Amsterdamtraktat.

 

Landsledelsen 12. marts 1998