Ejendomsrettens spioner

Tidspunktet var lidt overraskende: Midt under valgkampen slap den seneste skandale løs om PETs vaneforbryderiske virksomhed - dvs. dette væsens systematiske overtrædelse af loven om ikke at registrere "lovlig politisk virksomhed", der har ligget formuleret som et grundlag for dets virksomhed siden en af de tidligere skandaler omkring det for mere end 20 år siden.

Skandalerne omkring efterretningstjenesternes virksomhed gentages med noget, der næsten ligner lovmæssigheder, i form af afsløringer af denne "stat i staten" – den hemmelige kerne i det kapitalistiske voldsapparat: militær og politi, FET og PET – med års eller årtiers mellemrum.

Det er en del af det borgerlige demokratis funktionsmåde, at disse væsener - hvis inderste funktion er sikringen af den kapitalistiske stat og den kapitalistiske produktionsmåde mod "ydre og indre fjender", beskyttelsen af den herskende klasses "hellige" ejendomsret til produktionsmidlerne - opererer diskret og anonymt i det daglige for at registrere og neutralisere selv det mindste potentielle faresignal. De beskyttes i denne daglige virksomhed af regering og ansvarlige ministre, mens befolkningen bildes ind, at der er fuld parlamentarisk kontrol mod ulovligheder og krænkelser af de borgerlige rettigheder gennem folketingets kontroludvalg og Wamberg-kommission, der godkender PETs kartoteker – der angiveligt i dag skulle rumme 6000 navne på potentielle samfundsomstyrtere. Det er officielt en halvering af antallet siden begyndelsen af 90erne og "murens fald". Som en afgørende vigtig del af den borgerlige statsmagt beskyttes væsenerne mod deres "fjender" gennem et samarbejde med de politiske og økonomiske magthavere fra de store danskbaserede multinationale selskaber over embedsmandsværket til de politiske strukturer og hele den "frie" borgerlige presse.

Hvad denne "frie" presse – "demokratiets vogter og vagthund" - angår, undlader den systematisk at sætte et konstant fokus på de hemmelige tjenester og er dermed med til at sikre, at efterretningstjenestens daglige aktiviteter forløber glat, smertefrit, diskret og anonymt.

Det er baggrunden for, at skandalerne omkring efterretningstjenesterne får karakter af pludselige skandaler, der overfor en forbløffet offentlighed giver et uventet indblik i en verden af rutinemæssig spionage mod en stor del af befolkningen. Disse sager får alle form af afsløringer – enten ved at væsenerne gribes på fersk gerning i dokumenterbare ulovligheder (som det var tilfældet i denm såkaldte Kasper Nergaard-sag), i form af afsløringer fra tidligere agenter, der har deres egne motiver, politiske eller økonomiske (som i den nuværende), eller eventuelt – og det er også en mulighed – med kilde i væsenerne selv, fordi også delafsløringer på givne tidspunkter kan være i deres interesse.

Det er i hvert tilfælde en kendsgerning, at det ikke er den "frie presse", der overvåger og afslører ejendomsrettens spioner. Den kan – når låget først letter – formidle og uddybe nogle af tingene – det er det hele – selvom det får en dramatisk skandale-form.

Den nuværende bølge af afsløringer har en tidligere efterretningsagent og infiltrator, Anders Nørgård, i en nøglerolle. I dag er han venstremand – og skandalen begyndte at rulle med to TV-programmer om PET, der udsendtes på TV2, hvis nyhedschef er gift med partiet Venstres top. PET var forhåndsinformeret om udsendelsen. Udsendelserne var producerede før valgudskrivelsen, og er tilsyneladende ikke blevet udskudt pga valget. En forklaring på, at afsløringerne i det hele taget er kommet nu, kan være, at de på den ene eller anden måde falder tilbage på den socialdemokratisk-radikale regering. De ville alligevel komme frem før eller senere – og på grund af deres omfang og karakter ville de være endnu mere generende for en borgerlig regering - blandt andet fordi spionage og overvågning af faglige konflikter, faglige aktivister, og tilmed af topfolk i LO og SiD, udgør en side af afsløringerne.

Indtil videre har to PET-medarbejdere – den lønnede agent, infiltrator og provokatør Anders Nørgård – og den i alle retninger mystiske og suspekte Frede Farmand Rasmussen trådt frem med en række afsløringer om PET og dets virksomhed både under socialdemokratiske og borgerlige regeringer, både under Anker Jørgensen og Schlüter, især fra første halvdel af 80erne.

I et interview udtaler Anders Nørgård, at det ikke er alt, han har lagt på bordet, at der er sager, han holder tilbage. Hvad Frede Farmand Rasmussen angår, ser det ud som om hans viden er portionsvis til salg.

Ingen er i tvivl om, at det kun er en ganske lille top af et gigantisk isbjerg af ulovlig hemmelig virksomhed, som er blevet trukket frem i lyset. Men alene dette begrænsede indblik i lyssky operationer giver anledning til en række konklusioner om omfanget af spionagen mod befolkningen, som PET bedriver.

Det er venstrekræfterne, og i særdeleshed kommunisterne, som er hovedmålet for PETs virksomhed. Det er historisk bevist – og de seneste afsløringer ændret intet på dette, men bekræfter det tværtimod.

Men PET er ikke kræsen, når det gælder registrering, overvågning m.m.: Ikke bare kommunister og venstrefløjsfolk, men også folkesocialister og socialdemokrater, og tilmed radikale, havner i registrene på grund af lovlig politisk virksomhed. Ikke bare revolutionære partier, men også revisionistiske og reformistiske registreres. Og ikke kun partier og politiske organisationer, men også folkelige bevægelser, solidaritetsbevægelser osv. Alene af den grund at Folkebevægelsen mod EF-Unionen og unionsmodstanderne fører en linje, som går tværtimod borgerskabets klasseinteresser, som det er PETs opgave at forsvare, gør, at registreringen ikke er stoppet ved de faglige aktivister. Og her drejer det sig ikke bare om registrering af kommunister eller eks-kommunister.

Den revolutionære ungdom og dens bevægelser og organisationer vil altid være et særligt interessefelt for PET, fordi de revolutionære kræfter i en ny og uregistreret generation findes der.

PETs overvågning stopper ingen steder.

PET fører kamp mod en betydelig del af befolkningen. Sådan ser den sin opgave, sådan handler den – uanset parlamentariske pålæg og direktiver, uanset forklaringer og bortforklaringer.

Hvad er konsekvenserne af denne befolkningskontrol, og hvad skal registreringen bruges til:

For det første kan finkæmningen af venstrekræfterne bruges til direkte indgriben i den klassekamp, der eksisterer og udfolder sig, uanset om man kalder RiBus-kampen og alt det andet for klassekamp, faglig konflikt eller hvad. Der er ingen grund til at tro, at oplysningerne blot er passive.

For det andet kan registreringen have konsekvenser for de registrerede i forhold til offentlige ansættelser osv. Det udgør en del af screeningen af statsapparatets, og sikkert også andre væsentlige sektorers, som storkoncernernes og fagbevægelsens, kadrer.

For det tredje er PETs (og FETs) virksomhed en del af imperialismens internationale spionage mod folkene og den antiimperialistiske kamp. Som flygtninge fra Hitlertyskland i 30erne og under besættelsen faldt som ofre for denne virksomhed, gælder det i dag hovedsageligt flygtninge og modstandskæmpere fra andre kontinenter, som kan betale en høj pris for PETs virksomhed.

For det fjerde – og det er det væsentligste formål – registrerer PET de revolutionære kræfter ikke med henblik på øjeblikkelig brug, men med henblik på at slå til ved en senere lejlighed, i en politisk krise, en krise- eller krigssituation, eller en revolutionær situation. Det var sådan 30ernes registre over kommunister blev brugt under besættelsen, da hundreder af kommunister blev arresteret.

Og det er sådan registreringen – både de officielt 6000 registrerede og det ukendte antal "arbejdsmapper" - skal bruges.

Anders Nørgård blev af PET i begyndelsen af 80erne – via en sommerlejr - sat til at infiltrere det trotskistiske SAP (der stadig eksisterer som organisation, og som en del af Enhedslisten, med MF’eren Søren Søndergård som sit mest kendte medlem). Blandt hans talrige gerninger var at videregive SAPs stillerliste til opstilling til Folketingsvalg. Det drejer sig om mere end 20.000 navne, der er blevet PET-registreret alene af den grund, at de – uden nødvendigvis at støtte partiet SAP (som ved valg i 80erne ligesom de fleste øvrige venstrefløjspartier kun fik et stemmetal, som var en brøkdel af stillerantallet).

Langt de fleste af disse stillere har skrevet under på disse partiers opstilling udfra demokratiske motiver – ønsket om at give disse partier mulighed for at blive afprøvet ved folketingsvalg.

I 80erne afleverede ikke bare SAP, men også KAP (det nu nedlagte Kommunistisk Arbejderparti), Venstresocialisterne (VS), DKP, Fællers Kurs samt DKP/ML (under navnet Marxistisk-Leninistisk Parti) sådanne stillerlister. Det drejer sig alt om adskillige hundredtusinde mennesker, en betragtelig del af den voksne befolkning. Der er ingen som helst grund til at tro, at PET har været mere energisk med hensyn til at registrere SAP end de øvrige nævnte organisationer, i særdeleshed det pro-sovjetiske DKP og det revolutionære DKP/ML, som i valgkampe i 84 og 87 propaganderede nødvendigheden af en socialistisk revolution og oprettelsen af proletariatets diktatur. Nørgård var så centralt placeret i SAP, at han havde adgang til stillerlisterne, og kunne videregive dem til PET direkte fra partikontoret. Men der er selvfølgelig mange andre muligheder for PET til at sætte sig i besiddelse af disse navne, der af partierne afleveres samlet til indenrigsministeriet, der derefter tjekker hver eneste anmeldelses gyldighed.

Stemmeretten, retten til at organisere sig i eller støtte politiske partier, er "officielt" den mest værdsatte og lovpriste del af de borgerlige frihedsrettigheder. Af demagogiske grunde er det især disse rettigheder, den borgerlige propaganda fokuserer på. Progandaen herom overgår normalt langt den under kapitalismen i enhver forstand vigtigste og mest afgørende borgerret, ejendomsretten.

Nørgårds afsløringer har til fulde bekræftet, hvad de revolutionære kræfter hele tiden har haft både viden og mistanke om (og ofte har udtrykt): – at den borgerlige statsmagt systematisk – og ulovligt – har politisk registreret en betydelig del af den danske befolkning - udelukkende fordi de har udøvet deres borgerrettigheder.

Den tidligere agent har temmelig indgående beskrevet sin infiltration af SAP – et venstresocialistisk og trotskistisk parti, der er en del af den internationale organisation af trotskistiske partier, der kalder IV. Internationale. Dette partis vigtigste politiske rolle har været, som en del af den socialdemokratiske reformisme – som klæder sig i "venstre"fraser – at bekæmpe marxismen-leninismen og den kommunistiske bevægelse.

Det var særdeles let for Nørgård at infiltrere SAP. I løbet af kort tid havde han ikke bare daglig adgang til partikontorererne, men også nøgler til hele butikken, og adgang til alle papirer. På ingen tid blev han forlagsleder hos SAP. I det nævnte interview (Politiken, søndag d. 8.3.97) siger han:

SAP førte medlemslister – PET fik dem. Internationale kontaktlister og papirer vedr. partiets broderorganisationer – PET fik dem. Alt væsentligt internt materiale – PET fik det.

Nørgård var hele hyren værd.

Tilsyneladende har "sikkerhedspolitik" været et ukendt begreb – og i hvert tilfælde en ukendt praksis hos SAP. Fulde af militant retorik i begyndelsen af 80erne også mod den borgerlige statsmagt, praktiserede man i virkeligheden "de åbne armes" politik. Enhver agent kunne spadsere lige ind. Det er indlysende, at ingen kan gardere sig mod registrering og overvågning, og de tekniske hjælpemidler hertil er utallige og avancerede – telefonaflytning, computerindtrængen, rumaflytning på stadig længere afstand osv. Ingen nok så udspekuleret sikkerhedspolitik, som har til formål at beskytte en organisation mod overvågning og infiltration,kan give nogen garanti mod statens spionagevirksomhed. Men den kan selvfølgelig besværliggøre den.

Anders Nørgård har dokumenteret, at PET ikke bare foretager en systematisk registrering af venstrefløjspartier og organisationer ved at følge med i deres presse og offentlige mødevirksomhed, men at infiltration gennem agenter og meddelere er en rodfæstet politik og praksis hos PET. Til dette formål anvendes som agenter i første række politisk pålidelige (!) kadrer fra højreorienterede organisationer. Ifølge Nørgård var han medlem hos de konservative og af den ultrareaktionære organisation "Værn om Danmark", da han blev rekrutteret som agent. Der er tidligere afsløret forbindelser mellem efterretningstjenesten og den afdøde NATO-fascist Hans Hetler og hans gruppe. Frede Farmand Rasmussen politiske 80er-profil var af samme slags. Samtidig søger efterretningstjenesten at hverve meddelere blandt utilfredse eller politisk degenererede medlemmer af organisationerne, eller ved at benytte sig af enkeltpersoners karriere-ambitioner.

SAP var og er ikke nogen særlig vigtig organisation. Og Anders Nørgård er ikke den eneste betalte spion og infiltrator. DKP har afgivet en rig arbejdsmark for mere end en agent. For ikke at tale om det revolutionære DKP/ML, som tog marxismen-leninismen alvorligt i en lang årrække.

Infiltrationen af venstrefløjen har ikke begrænset sig til partierne alene. Tilsyneladende har ingen organisation eller bevægelse været for lille og uanseelig til ikke bare at blive registreret og overvåget, men også til at blive infiltreret. Anders Nørgård fortæller, at han før infiltrationen af SAP blev sat til at infiltrere den anarkistiske bevægelse "Regnbuen", der drev en bogbutik i Århus. Også der fik PET fuld valuta for pengene. Og efter SAP sendtes han blandt andet på mission hos Bzerne i Allotria. Som spion i venstrefløjskredse kunne han også infiltrere f.eks. venskabs- og solidaritetsforeninger.

PET foretager ulovlig og systematisk registrering af lovlig politisk virksomhed og benytter sig af infiltratorer og stikkere. Det er veldokumenteret og den hidtidige diskussion har fokuseret omkring disse forhold.

Men spørgsmålet rejser sig, hvorvidt PET også driver provokatørvirksomhed – det vil sige en aktiv politik med henblik på at påvirke en given organisation, eventuelt ændre dens politik, fremme spaltninger – eller søge at kaste den ud i ulovlige aktioner. De nuværende afsløringer har blot berørt en brøkdel af væsenets aktiviteter.

Der er ingen grund til at tro, at dette væsen, der uden kontrol og i strid med sine retningslinjer ulovligt registrerer og infiltrerer venstrefløjsorganisationer af enhver art, ikke også lægger og gennemfører en aktiv politik i forhold til dem.

Nørgård har berettet, at en udflugt til et internationalt anarkistisk møde, som den århusianske regnbuebevægelse deltog i, blev finansieret af PET, som var interesseret i denne forsamling. Fra den faglige kamp og fra BZ-bevægelsen findes eksempler på sådanne aktioner. F.eks. Rømø-aktionen under RiBus-kampen, hvadenten ophavsmændene skal findes i PET eller det lokale politi (som overalt i landet har et tæt samarbejde).

Igennem en årrække har politiet foretaget massearrestationer af aktivister. Det gælder fra BZ-bevægelsens og Kulørte Klats tid til antifascistiske og antinazistiske demonstranter (tilmed også i Sverige), aktivister imod Øresundsbroen og mange andre, der er blevet arresteret i store flokke på op til flere hundrede. Disse massearrestationer har sjældent ført til domfældelser – der er tilmed i en række tilfælde blevet givet små erstatninger til de anholdte. Til gengæld er disse bevægelser og aktivisterne blevet grundigt gennemregistrerede. Mon ikke også PET er meddelagtig i udviklingen af denne nye arbejdsmetode hos politiet?

Det almindelige politi sættes i utallige tilfælde ind imod kæmpende arbejdere. RiBus-kampen er blot et blandt mange eksempler. Noget – men kun en lille brøkdel heraf – rulles op i de talrige retssager, som har fulgt RiBus-konflikten. Der er ingen grund til at tro, at det kun har været det lokale politi i Esbjerg, som har været involveret. Den landsdækkende karakter af konflikten har lige fra starten gjort det til en PET-sag.

Der er imidlertid endnu ingen tidligere eller nuværende agenter, der har løftet sløret. Måske kommer der en brødel for dagen ved næste PET-skandale – hvis ikke PET inden tvinges til at lægge flere af kortene på bordet.

Anders Nørgårds eksempler på overvågning og registrering af faglige kampe omkring midten af 80erne, herunder de københavnske budchaufførers kamp dengang, giver masser af baggrund for at antage, at PET systematisk har overvåget enhver arbejdskamp af blot nogenlunde betydning. Der er ligeledes grund til at antage både at der har været anvendt agenter i støttekomiteer og lignende.

Den tidligere socialminister Bent Hansen har oplyst, at SiD og dele af LO-toppen – fagbevægelsens højeste funktionærer – i det mindste har været telefonaflyttede.

Harmen herover er stor – med god grund spørger disse loyale socialdemokratiske og systembevarende folk – hvis politiske hovedopgave det er at bekæmpe klassekampslinjen i fagbevægelsen og på arbejdspladserne – hvordan de har gjort sig fortjent til at blive overvåget af PET.

Det viser noget om PETs generelt arbejderfjendtlige karakter, som selv i den socialdemokratiske fagtop og i den socialdemokratiske fagbevægelse som helhed ser en trussel mod den private ejendomsret. PET er ikke en socialdemokratisk opfindelse, men fungerer lige godt under socialdemokratiske og borgerlige regeringer. Tilsyneladende gengælder væsenet ikke socialdemokratiets velvilje.

Hvad der derimod ikke er belyst, er hvilket samarbejde der finder sted mellem PET og socialdemokratiets eller fagbevægelsens top. AIC i Danmark og som det kom frem i forbindelse med Lund-rapporten i Norge det norske LO havde en særlig afdeling for spionage mod venstreorienterede – i samarbejde med efterretningstjenesten. Hvordan ser det ud i dag?

De seneste afsløringer har bekræftet, at solidaritetsarbejde med befrielsesbevægelser og repræsentanter for undertrykte folk og nationer – eller kontakter med repræsentanter for lande, som har slået imperialismen og søger at bygge nye samfund – hører til blandt efterretningstjenestens vigtige arbejdsfelter. Her kan også borgerskabets internationale samarbejde, de hemmelige væsener på tværs af landegrænserne, fejre triumfer.

Blandt eksemplerne på overvågning og infiltration, som er kommet frem i den seneste tid, er båndregistreringen og rapporteringen fra en agent (Farmand Rasmussen) af et offentligt møde, arrangeret af den kurdiske venskabsforening i Århus, hvor et socialdemokratisk byrådsmedlem og den tidligere udenrigspolitiske ordfører Lasse Budtz var tilstede. Om det var Lasse Budtz eller foreningen, der var i centrum for PETs opmærksomhed, står ikke helt klart. Budtz var i de år ikke en populær mand i det højreorienterede Danmark eller i PET.

Nørgård udspionerede Sydafrika-komiteen på et tidspunkt, hvor kampen mod apartheid tilspidsedes.

Hvorfor er denne spionage foregået? I hvilket omfang er der udvekslet oplysninger med udenlandske efterretningstjenester? Har registreringen af den danske venstrefløjs internationale kontakter til partier og organisationer, der ofte er illegale i deres hjemlande, ført til arrestationer, tortur og død?

Der rejser sig mange pinlige spørgsmål.

Vietnamkomiteerne og solidaritetsbevægelsen med Indokina, solidaritetsbevægelsen med palæstinensernes kamp, mod antiapartheidkampen i Sydafrika, venskabsforeninger med Kina, Albanien, Sovjet, DDR osv., eller mellemfolkelige foreninger – der er god grund til at antage, at de har været og er en rutinemæssig del af PET-virksomheden.

Og i nogle tilfælde internationale prioriteringer fra NATO-landene og den vestlige imperialistiske blok, hvor et tæt samarbejde mellem væsenerne må antages.

Et særligt arbejdsfelt, gennemvævet af spionage flere steder fra, er de politiske flygtninge i Danmark og deres organisationer – fra flygtninge fra kampen mod diktaturet i Chile og i andre latinamerikanske lande, til palæstinensere, kurdere, irakere osv.

I disse tilfælde knyttes overvågning og infiltration tæt sammen med spørgsmålet om "kamp mod den internationale terrorisme" – som f.eks. det palæstinensiske folks nationale kamp, kampen mod apartheid, kurdernes befrielseskamp.

Den danske grundlov har – som alle andre forfatninger – paragraffer, som bl.a. kriminaliserer organisationer, som søger at omstyrte samfundet og opnå deres mål ved voldelige midler. Det var under henvisning til denne paragraf, DKP under besættelsen blev forbudt. I midten af 80erne indgav en folketingskandidat for CD politianmeldelse mod DKP/ML, for at få partiet ulovliggjort efter denne paragraf. Der blev aldrig rejst sag mod det revolutionære DKP/ML.

Det kunne ganske enkelt ikke dokumenteres – lige så lidt som det kunne mod DKP (der alligevel blev forbudt) – at partiet anvendte voldelige midler i sin politiske kamp. Af den gode grund, at det ikke gjorde det.

Menneskesamfundets udviklingshistorie er klassekampens og revolutioners historie. At kapitalismen ad revolutionær vej vil blive afløst af det socialistiske samfund er hele dette århundredes historie et eksempel på. At fastholde og propagandere marxismen-lenismens revolutionsteori, som er videnskabelig og sandfærdig, er langtfra det samme som at drive politisk virksomhed ved voldelige metoder.

Hvad der er afsløret om PETs virksomhed er udelukkende eksempler på væsenets overtrædelse af sine beføjelser om ikke at registrere lovlig politisk virksomhed.

Uffe Ellemann Jensen var i debatten hurtigt ude med et forsvar for PETs infiltrationspolitik. Det er typisk for det borgerlige "demokratis" dobbeltmoral. PETs dokumenterede ulovlige politiske virksomhed undskyldes og forsvares.

Danmark er et land, som på trods af sine erfaringer med nazismen i 30erne og 40erne, tillader nazismen at genetablere sig, opbygge nye kadrer og nye positioner. Det gælder både i Danmark selv og som base og tilflugtssted for den internationale nazisme, herunder den tyske, der lovgivningsmæssigt er forbudt.

Nazisme og terror er identiske begreber. Nazisme virker ved vold, selvom den søger at skjule det. I Danmark er nazistiske organisationer, propaganda og virksomhed lovlige.

Blandt argumenterne, som forsvarer PETs infiltration i den kommunistiske bevægelse og blandt venstrekræfterne, er, at man jo også overvåger nazisterne.

Det er et fantastisk argument, som implicit sidestiller kommunisme og venstrefløj med nazisme, og som sidestiller lovlig politisk aktivitet med naziforbrydelse forklædt som politik.

Hvordan forholder det sig så med PETs overvågning af nazismen? I det omfang, den måtte have fundet sted, har den ikke ført til nogen som helst konsekvenser for nazisterne på trods af, at et stort antal forbrydelser af forskellig karakter har sit udspring i de nazistiske grupperinger. Det er antifascisternes og befolkningens kamp mod fascisme og nazisme i Kollund, Kværs osv., som har konfronteret og trængt nazisterne tilbage.

Frede Farmand – PET-agent, eller måske snarer betalt informant - gennem en længere årrække, med base i væsenet i Århus, har som den tidligere nazifører Poul Heinrich-Riis Knudsens kompagnon båndregistreret og videofilmet dagens nazister. Tilsyneladende blev han ikke aktiv i den nazistiske bevægelse på PETs initiativ – men blev først senere meddeler og agent, hvor hans virksomhed også kom til at omfatte registrering af venstrekræfter.

Farmand hævder, at lederen af partiet De Nationale, den nu afdøde Albert Larsen før bombedrabet på Henrik Christensen havde fortalt, at det ville ske – og at båndede samtaler herom inden drabet var fremsendt til PET. Dette spor er aldrig blevet undersøgt. Tværtimod har politiet i sit resultatløse "opklaringsarbejde" både afvist dette spor og igen og igen erklæret, at der ikke var det fjerneste belæg for teorien om, at den ekstreme højrefløj står bag det uopklarede terrormord.

Med andre ord: Mens det er veldokumenteret, at PET har registreret og ageret i forhold til kommunisternes og venstrekræfternes lovlige poltiske virksomhed, så er intet dokumenteret om dens "indsats mod nazismen". Derimod nok om dets aktiviteter mod antinazister og antifascister. Under besættelsen arbejdede PETs forgængere tæt sammen med de tyske nazister mod kommunisterne, arbejderbevægelsen og modstandsbevægelsen. Alle indicier siger, at PETs angivelige "kamp mod nazismen" i dag er et fantom.

Den socialdemokratiske justitsminister Frank Jensens første reaktion på PET-skandalen var at udbede sig en redegørelse fra væsenet selv. Den er ikke kommet endnu, men Birgitte Stampe, chefen for foretagenet, blev grebet på fersk gerning i at afgive ufuldstændige oplysninger om registreringen af et møde i den kurdiske venskabsforening i Århus.

Mens PETs redegørelse afventes, af socialdemokratiet og Frank Jensen og af Uffe Ellemann og hans flok, som har støttet Frank Jensens krav dertil, er der fra forskelligt hold blevet rejst en række andre krav i kølvandet på skandalerne – spændende fra kravet om nedlæggelse af PET (det nuværende DKP/ML) over Birgitte Stampes afgang (SF og Enhedslisten) til kravet om en uvildig undersøgelseskommission og en ny lovgivning på området (stort set alle, der har befundet sig i en risikozone for registrering).

Den officielle politik – uanset regeringens farve – vil som altid være at demontere bomben, evt. ved at foretage en undersøgelse, der trækker ud og/eller neutraliserer den, måske fulgt op af en supplerende lovgivning på området.

Det er set tre-fire gange i efterkrigstiden – og hver gang har PET fortsat sin virksomhed, som om intet var hændt, rejst sig som en Fugl Føniks af asken med nye økonomiske og tekniske midler, nye chefer og nye rekrutter.

Der er ingen grund til at tro, at det vil gå anderledes denne gang.

PET vil også eksistere og fortsætte sin gedulgte virksomhed ovenpå denne skandale.

Når DKP/ML kræver dette væsen, denne kerne i borgerskabets stat, nedlagt, er det en illusionsskabende parole, der vidner om, at både jordforbindelsen og forbindelsen til marxismen-leninismen er bristet. Det er også en parole, der bygger på parlamentariske illusioner. Men alt kan formentlig lade sig gøre for et parti, der forestiller sig vejen til socialismen gående via et parlamentsflertal og en folkelig regering med front mod monopolerne: I denne folketingssamling afskaffes PET, i næste FET og om et par år, så nedlægger vi militæret!

Der er mere realisme i SFs og Enhedslistens krav om at fyre Birgitte Stampe. Det har hun bestemt fortjent, alene fordi hun ikke har fortalt den fulde sandhed til ministeren og dermed de parlamentariske politikere. Men uanset om chefen for PET hedder Stampe eller Jensen eller noget helt tredje, ændrer PET ikke karakter.

PET er udenfor kontrol, også udenfor parlamentarisk kontrol. Formålet med en undersøgelse og en lovgivning omkring PET må være at der bliver ansvarskonsekvenser for overtrædelsen af påbudet om ikke at registrere og overvåge lovlig politisk virksomhed og at konkretisere dette påbud.

Det skal gøres sværere for PET at stille sig over enhver form for kontrol. Overtrædelser af registreringsforbudet skal være klart, og have klare konsekvenser ved afsløring. Med andre ord: PETs operationsfelt skal indskrænkes, og dets mulighed for at slippe afsted med daglige lovbrud forringes.

Med alle forbehold overfor hensigt, evt. personsammensætning og tidsfrister, berettiger skandaleafsløringerne til nedsættelsen af en undersøgelseskommission, bestående f.eks. af "uafhængige" jurister og andet godtfolk, der får bemyndigelse til at undersøge PETs overtrædelse af forbuddet mod registrering af lovlig politisk virksomhed i alle retninger og alle detaljer, indbefattet afhøringer af vidner og vidnepligt under fuldt juridisk ansvar – og med pligt til offentliggørelse af undersøgelsen og dens resultater (a la den norske Lund-rapport).

Det bør ikke forhindre vedtagelse af en lovgivning, der præciserer det overordnede direktiv om, at registrering ikke må finde sted på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Det skal formuleres positivt, at PET ikke må registrere lovlige politiske partier og organisationer, at brugen af civile agenter, infiltratorer og provokatører skal stoppes, at den ikke må registrere arbejdskampe, faglige eller folkelige organisationer og bevægelser, at der må sættes konkrete grænser for den teknologiske overvågning, PETs budgetter skal kontrolleres osv.

Efter murens fald er PETs mandskab eller resourcer ikke blevet reduceret. Nu søger nogle at fremstille det, som om PET har fået et udstrakt arbejdsfelt i også at overvåge nazisterne. Der findes andre, som søger at berolige venstrefløjen, de faglige aktivister, den antifascistiske bevægelse osv.

Netop som afsløringerne er kommet, kan "venstrefløjsmanden" Erik Jensen fra Demos, som har og har haft et nært samarbejde med PET-agenten Frede Farmand og den tidligere kaptajn i FET Jens Sejersen udsende følgende beroligende meddelelse:

"PET i dag koncentrerer sig om at bekæmpe terror. De bruger ikke deres hovedresourcer på venstrefløjen". (Interview i Socialisten 6. marts 98)

PETs virkelige mission, ifølge Jensen, er at skabe "paranoia" på venstrefløjen. Og han erklærer, at "faren for højreorienteret terror i dag tages mere alvorligt hos PET end faren fra venstre".

"Åbenhed er det bedste forsvar mod hemmelige tjenester", siger Bodil Rasmussen, SAP, i det samme nummer af Socialisten.

Det er dog fantastisk:

Netop som afsløringerne af PETs systematiske overvågning af alt og alle op gennem 80erne kommer frem, råber hr. Jensen fra Demos "paranoia" til dem, der tager efterretningstjenestens virksomhed alvorligt, og forsikrer om, at der i dag slet ingen grund er til bekymring, for PET tager international terrorisme og nazisme mere alvorligt end den danske venstrefløj.

Der er ingen grund til at tro Erik Jensen fra Demos over en dørtærskel.

Hvor han så i øvrigt har sin særprægede viden fra.

Jensen lægger sig helt på linje med Bodil Rasmussen og anbefaler som hun de "åbne armes politik":

Selvfølgelig søger PETat skræmme folk fra at engagere sig i venstreorienterede partier og bevægelser. Folk tænker sig to gange om, før de underskriver en stillerliste. Det er imidlertid absurd at beskrive PETs mission som paranoia-fremkalder.

For kommunister har det altid stået klart, at et kommunistisk parti også under legale betingelser må beskytte parti og kontakter mod overvågning og infiltration, at det også må ruste sig til en evt. illegal situation – som det var tilfældet for det revolutionære DKP. Derfor er det nødvendigt med revolutionær årvågenhed, med en fornuftig sikkerhedspolitik overfor klassefjendens spioner.

Alle kæmpende arbejdere, alle folkelige bevægelser må tage afsløringerne og den historiske viden om PET, dets karakter og rolle alvorligt, og ikke lade sig dysse i søvn af løfter eller beroligende forsikringer.

n