Hvor går OK98 hen?

Midt under valgkampen rejste eleverne på landets gymnasier sig til en proteststorm mod Ole Vig Jensens planer om at stramme sorteringsskruen, der i forvejen er mere end stram nok.

Vig Jensen røg ud af folketinget. Og gymnasiasterne, der støttes af folkeskoleleverne og alle de øvrige uddannelsessøgende, er parate til nye aktioner, såfremt hans planer hives frem igen.

Under valgkampen "druknede" OK98. Den varslede storkonflikt blev udsat, indtil valgresultatet var kendt. Arbejdsgiverne med Dansk Industri i spidsen har stillet sig stejlt på en nul-linje, en minusoverenskomst uden de mindste indrømmelser til industriens arbejdere. Uden at ønske det har LO-toppen måttet træffe forberedelser til en konflikt.

Der er ingen tvivl om, at arbejdspladserne kræver resultater. Det er ikke kun gymnasiasterne, der er parate til aktion. Den ene overenskomst efter den anden er endt som nul- eller minusløsninger. Det økonomiske opsving er ikke slået igennem i arbejdernes privatøkonomi. Det er på høje tid, fabriksherrerne tvinges til at åbne for pengepungen i form af lønforhøjelser, i form af forhøjelse af mindstelønnen, i form af en væsentlig nedsættelse af den ugentlige arbejdstid osv.

LO-toppen har på forhånd solgt ud af arbejdspladsernes krav. Det er ikke arbejdernes krav, men hvad der er "acceptabelt" i Unionssammenhæng og for Nyrup-regeringen, som bestemmer fagtoppens forhandlingsposition. Efter genvalget og med "sikringen af et Ja til Amsterdam-traktaten" som regeringens og LO-toppens umiddelbare politiske hovedopgave, er motivationen for en konflikt hos de socialdemokratiske faglige kadrer endnu mindre.

Alt tyder på et OK-forræderi af dimensioner. Fra OK-periode til OK-periode har der lydt den samme sang: "Denne gang var det ikke så godt, men næste gang (næste gang), bliver der kamp…"

Går det, som LO-toppen ønsker, kommer der aftaler uden konflikt. Elendige aftaler, lysår fra det, arbejdspladserne kræver. Og bliver det tilfældet, må der kæmpes for et rungende Nej ved urafstemningerne. Kommer der konflikt, må arbejderklassen vise, at den fastholder sine krav og ikke lader sig spise af med en sminket nul-løsning.

Det er på tide, at der bliver sagt fra – både overfor arbejdsgiverne og Dansk Industri og overfor den socialdemokratiske fagtop, som næres ved forræderi. Og i givet fald et svar, som kan høres langt omkring i Unionen.

Også som en del af kampen for et Nej til den arbejderfjendtlige Amsterdamtraktat.