Kapitaleksport og magtkoncentration

Fusionsbølgen
i bank- og forsikringssektoren

Af Torben Messerschmidt

I både USA og i Europa ses bank- og forsikringssektoren under hastig forandring. En uoverskuelig ejerskabsrokering ruller gennem børserne. De største virksomhedsfusioner synes at finde sted i finanssektoren.

Som det hed i Børsen (5.1.98):

" Euroen lægger ikke alene bunden for forstærket paneuropæisk bankkonkurrence, men ventes også at føre til en bølge af industriel restrukturering, der vil stille større krav til bankernes kritiske masse og kunnen.

Endelig er der kampen om kontrol i de globale marked for "investment-banking" - konglomerater, der kan alt, fra at udstede og sælge værdipapirer over til at rådgive store selskaber og regeringer i forvaltningen af deres aktiver."

Grundbogen POLITISK ØKONOMI, Kapitalisme, giver et bedre overblik, hvoraf det fremgår, at monopolernes herredømme over produktion og omsætningsfæren uundgåeligt fører til finanskapitalens dannelse. :

" I takt med, på den ene side bankmonopolernes indtrængen i industrien og på den anden side industrimonopolernes indtrængen i bankerne, sammenflettes bankmonopolernes interesser i stadigt højere gram med industrimonopolernes, de vokser sammen eller sammensmeltes." 1)

I USA er der, alene fra midt i december 97 og til januar 98 gennemført 370 overtagelser i sektoren - "Til en samlet værdi af 93 mia dollars." 2)

Både i USA og andre steder, er der en behagelig sidegevinst ved de mange fusioner: I USA her det medført kursstigninger på gennemsnitligt 50%. Også i Europa kan tilsvarende fænomener ses. Alene fusionsrygterne, skaber ofte "feberstigninger" på børserne på ca. 7-15%,

ØMU og AMUE

De mange bankfusioner, der ses i Europa, sker med ØMUen som "officiel" begrundelse.

Den Økonomisk Monetære Union er tænkt som Det Indre Markeds sidste brik.

Som meget hjælpsomme organ, det er, har de Europæiske Monopolers EU-lobbyistorganisation: Round Table (ERT) stillet sig til rådighed med en rådgivning, der sigter på yderligere profitagning og magtkoncentration.

ERT blev grundlagt i 1983 af 46 storkapitalistiske virksomheder som f.eks. Volvo, Mercedes, Fiat Shell Unilever osv.

En række af disse ERT-virksomheder nedsatte i 1987: Forbundet for Europas Monetære Union (AMUE).

Rapporten "Det korporative Europa" (fra Corporate Europe Observatory) nævner følgende:

" For industrien er Mønten (Euroen T.M.) et afgørende element i færdiggørelsen af det indre marked." 3) (...)

"De industriledere, som samledes i AMUE følte, at det var nødvendigt at være proaktive, og at skubbe på, for at få en ØMU på EUs politiske dagsorden. For bedre at kunne gøre dette, besluttede de ikke at inddrage fagforeninger, forbrugsorganisationer eller andre partnere. Kun industrien og bankerne. Som bestyrelsesmedlem Davignon ( Viscount Etienne Davignon fra Societe Generale de Belgique, T.M.) sagde:

" Vi taler ikke for alle - vi taler for os selv. ØMUen kan kun blive til en virkelighed, hvis den bliver foreslået af folk, der går helt ind for den - uden at skulle gå på kompromis med sig selv." 3)

AMUEs møder handler om behovet for en fællesvaluta, og de her adgang til EU-kommission og regeringsembedmænd.

:" AMUE arrangerer f.eks. normalt sine bestyrelsesmøder i det land, der har EU-formandsskabet således, at de relevante embedsmænd kan inddrages. Derfor var PHILIPS vært i marts 1997 for et møde i Holland, og man arrangerede en middag med Wim Duisenberg. (Formand for den hollandske centralbank, formand for det Europæiske Monetære Institut (EMI) fra 1997. Den slags netværksarbejde er medvirkende til at fastholde AMUEs nære forbindelser til EMI, og opmuntre til fælles møder som de, der blev arrangeret i november 1996 i Sydkorea, vedrørende forbindelserne mellem euroen og de nye valutaer." 4)

Der er et klart parløb mellem EU-kommissionen og AMUE.

EU-kommissionen nedsatte, på AMUEs anbefaling, en ekspertkomite, som bl.a. bestod af 3 AMUE-bestyrelsesmedlemmer:

"På grundlag af denne komites arbejde offentliggjorde kommissionen i maj 1995 sin grønbog om procedurerne for overgangen til den fælles mønt. Og herefter er den ene rapport kommet til verden efter den anden."

AMUEs indflydelse på de nationale regeringer lever pænt op til klassiske forventninger: Regeringer ( og EUs "elite") er ikke andet end ekepeditionskontorer for monopolerne:

"De multinationale har en stor overtalelsesevne, når det drejer sig om, hvor de skal placere deres investeringer. Dette så vi, da Unilever ( et ERT medlem) og Toyota (bil) truede med at frigøre sig fra Storbritanien, hvis landet ikke gik med i ØMUen. Desuden tilbyder AMUE de større central og østeuropæiske virksomheder og banker, yderligere service ved at skaffe oplysninger om ØMUen." 4)

Euroens markedsføring

Forsøget på at markedsføre euroen i EU-landene (i unionensmodstandens Danmark går man meget forsigtigt til værk, og også i mange andre lande er skepsisen overfor fællesmønten udbredt) har foreløbig især været lattervækkende reklameindslag.

Senest har et kulørt TV-show været vist i det statslige RAI-tv i Italien. 4 til 5 timers plastic og pop. I spansk TV vinder man præmier i euro, hvis man ellers deltager i de kommercielle kulturquizzer. De pæne TV-oplæsere har velbetalte bijob, hvor de pludre løs om den sunde og gode fælles mønt. De deltagende euroregeringer har fået pålagt at søsætte kampagner for euroen:" At synliggøre euroen". F.eks. viser reklamerne priser, i euro. 5)

Og i de maleriske tyske floder skvulper en stor flodpram rundt med villige økonomer, der mod forholdsvis god betaling,og springer rundt og fortæller eventyr til skikkelige og forbavsede borgere.

EU-kommissionen og bankerne

Til EU-kommissionens mange og interessante beføjelser hører også at optræde som overvågningsorgan.

Kommissionen kan også forbyde virksomhedsfusioner, når disse skønnes at medføre monopol- eller oligopol-dannelser ( En markedsform præget af få store udbydere T.M.) 6)

De mange vigtige godkendelser, der strømmer fra EU-kommissionen, præsenteres ofte af socialdemokrater som "EUs kontrol med storkapitalen".

Kontrollen er dog temmelig forudsigelig: Dagbladet Børsen meddeler ofte tørt og lidenskabsløst:" EU godkendte som ventet..." Og man tænker på om EU-kommissionen nogensinde kunne finde på at sige nej.

Den 12. december 97 kunne Børsen skrive:

" EU godkendte torsdag, som ventet, sammenlægningen af den svenske Nordbanken og den finske bank Merita. Kommissionen finder ikke, at Meritas stærke position på det finske marked vil blive styrket så meget som følge af fusionen."

FUSIONSBØLGEN er for alvor rullet ind over Europas Banksektor, og i guld til knæene kan dagbladet Børsen fortælle fra kahytten:

" Europas banker kan i fremtiden komme til at se tilbage på den 8. december 1997 som dagen hvor det hele begyndte for alvor. Med offentliggørelsen af deres gigantfusion kan UBS ( United Bank of Svitzerland og Sviss Bank T.M.) den dag have affyret startskuddet til en forstærket konsolideringbølge i Europas banksektor." 2)

Den nye gigant (UBS) bliver Europas største og den overgås kun globalt af Bank of Tokyo-Mitsubishi. ( Deutsche Bank er kun nr. 3)

Børsen mener, i ramme alvor, at Europas banker er under pres for at tjene flere penge til deres aktionærer. Sammenlægningerne kan nedbringe omkostningerne, typisk den menneskelige arbejdskraft, og den nye UBS (United Bank of Switzerland) , har annonceret ikke færre end 13.000 afskedigelser i forbindelse med bankfusionen.

Der menes ikke at være planer om sjove plastic-TV-shows i den anledning.

Alle betydningsfulde banker i EUropa har fangarmene inde i alle de andre lande. Hele bankverdenen er inde i en temmelig uigennemskuelig og meget omfattende fusionsstrøm. I Tyskland forsvinder hundrede af banker: I de sidste 4 år er antallet af banker i Tyskland reduceret med omkring 500 til nu ca. 3.500.

Norden og bankerne

I Danmark er der forventninger om, at Unibank og/eller BG-bank vil indgå i fusioner. Jyske Bank er også nævnt.

Den svenske finanssektor har fundet den struktur, den skal have i en overskuelig fremtid. Der er fejet op og fusioneret. Til gengæld er der nogle brikker, der endnu ikke er faldet på plads i Norge og Danmark. Det er opfattelsen hos nordiske finansanalytikere." 7)

Men ikke alle deler dette syn.

Den norske, konservative Sentrum-regering har sagt NEJ til, at Norges største bank, DN-bank kunne overtage BN-bank ( Bolig og Næringsbanken).

I en pressemeddelelse fra det norske finansministerium hedder det:" Det er vigtigt at opretholde mindst et finansielt knudepunkt uden for Oslo".

Finansminister Gudmund Restad, Senterpartiet, har tidligere udtalt fra Stortingets talerstol:" Det er usundt med for meget kapital og ejermagt samlet på et sted."8)

Hvad der er usundt i Norge, udenfor det økologiske EU, er skam højeste mode i det hyggelige EU. Her synes man tværtimod at en udemokratisk magtkoncentration og tilsvarende udhulet politikudøvelse, hører til de vesteuropæiske civilisationstræk. Af hensyn til den smule demokratiudøvelse, der forsigtigt har fundet sted, skal resterne forsvinde. EU-kommissionen er klar med benzin og tændstikker.

Tilfældet Credit Lyonnais

Den statskontrollerede Franske bank, Credit Lyonnais, har i de sidste år haft underskud. EU-Kommissionen og den franske finansminister er meget uenige om, hvor mange milliarder, der er på spil.

Finans- og økonomiminister Dominique Strauss-Kahn ville redde den nødlidende bank, og han mener EU-kommissionen puster underskuddet op. Men EUs konkurrencekommissiær Karel Van Miert skal godkende og acceptere en sådan statslig hjælp. I forvejen er en statskontrolleret bank ikke god tone i EU, selvom den altid har betjent kapitalen og ikke udgør nogen trusser mod den hellige og private ejendomsret til produktionsmidlerne.

Den franske regering blev stillet overfor valget mellem en "slankekur", bl.a. ved at sælge aktierne i sin tyske filialbank, Bank Für Gemeinschaft.

"Den franske regering vil præsentere sine planer for den statslige banks fremtid inden 19 marts, når Credit Lyonnais præsenterer sit regnskab 1997. Banken er under genrejsning. I første halvår af 1997 havde den et overskud på 601 mia. franc efter et samlet underskud på ca. 20 mia. franc i arene 92-94." 9)

I betragtning af, at banken er på vej med overskud, er forventningen at banken privatiseres. Og EU-kommissionens bidrag viser, at EUs organer, som andre regeringer, ikke står over klassekampen, men midt i den.

I alle bankfusionerne finder Børsen udviklingen helt fantastisk - :" I ræset for Europas banker er det efterhånden nu kun fantasien, der kan sætte grænsen for mulighederne." 2)

Men her støder Børsens fantasier ind i de himmelske skyer. Det kunne jo være, at almindelige mennesker og ikke Børsens fantasier, ville sætte en grænse.

 

 

 

 

Noter:

1) POLITISK ØKONOMI, Kapitalisme, Forlaget Arbejderen 1983, S.310

2) Dagbladet Børsen d. 5/1-98

3) Rapporten DET KORPORATIVE EUROPA, Corporate Europe Observatory, maj 1997 side 21

4) Ditto, side 22

5) Dagbladet Aktuelt d. 4/3-98

6) EF-leksikon, Dag Sourander, Forlaget Fremad 1993.

7) Dagbladet Børsen 18/2-98

8) Politiken d. 31/1-98

9) Dagbladet Børsen 21/1-98