Udtalelse:

Undersøg PET! Lovgiv om PET!

Af OKTOBERs landsledelse

PET-skandalen – eller skandalerne – som blev afsløret under valgkampen må få konsekvenser. Det er klart blevet demonstreret, at PET har bevæget sig langt udenfor rammerne af mandatet for sin virksomhed og i talrige tilfælde overtrådt direktivet om ikke at overvåge og registrere "lovlig politisk virksomhed".

PETs lovbrud og metoder må undersøges til bunds af en af folketinget nedsat uafhængig undersøgelseskommission – med beføjelser til at undersøge alle sider af PETs overtrædelser af de gældende retningslinjer, der indsnævrer dens operationsfelt til overvågning af ulovlig politisk virksomhed, terrorisme.

Undersøgelseskommissionen skal have adgang til PETs arkiver og til vidneafhøring af alt og alle under ansvar.

En detaljeret rapport omkring PETs overtrædelser af sine beføjelser skal forelægges offentligheden.

Kommissionens arbejde skal være afsluttet i løbet af et år.

 

Der bør umiddelbart gennemføres en lovgivning omkring PET og dets virksomhed med blandt andet følgende indhold:

1. PETs bemanding og økonomiske resourcer beskæres kraftigt.

Det fremhæves, at PETs virksomhed i dag fokuserer på "international terrorisme". Efter afslutningen af den såkaldte "kolde krig" og Berlin-murens fald angives behovet for PET-overvågning at være reduceret kraftigt.

 

2. Den nuværende leder af PET, Birgitte Stampe, afskediges på grund af vildledning af folketinget.

3. Der udarbejdes en lovgivning, der klart formulerer PETs arbejdsområder og konkretiserer forbudet mod at registrere lovlig politisk virksomhed.

- Spionage mod, infiltrering af og registrering af lovlige politiske partier, organisationer og foreninger og dets medlemmer forbydes under strafansvar. Registrering af medlemslister, stillerlister o.lign. gøres strafbart.

- PET forbydes overvågning og registrering af arbejdskampe og faglige konflikter og af folkelige bevægelser og deres aktiviteter.

- Brugen af civile agenter og provokatører forbydes

- Der udarbejdes rammer for elektronisk og anden overvågning

- Der nedlægges forbud mod udlevering af navne og registreringer af asylansøgere og flygtninge til andre landes efterretningstjenester. Oplysninger om i Danmark legale politiske organisationer må ligeledes ikke udleveres til andre landes efterretningstjenester.

- Det parlamentariske kontroludvalgs og Wamberg-udvalgets beføjelser og kompetancer til kontrol af PET udvides.

- PETs budget offentliggøres.

- PET aflægger en årlig offentlig rapport om sin virksomhed til behandling i Folketinget.

 

En sådan lovgivning kan umiddelbart gennemføres. Den kan yderligere suppleres på baggrund af undersøgelseskommissionens arbejde og resultater.

7. marts 1998