Shelley og anarkiets maskerade

Da den unge Friedrich Engels var kommet til England i begyndelsen af fyrrerne i sidste århundrede gav han sig straks til at studere de politiske og sociale kræfter i dette industrialismen og kapitalismens førsteland. 24 år gammel udsendte han sit første større arbejde "Arbejderklassens stilling i England" (1845) – verdenslitteraturens første sociologiske storværk, som rummer en lang række centrale marxistiske konklusioner – og endnu i dag er en forbløffende levende bog.

Den engelske revolutionære arbejderbevægelse – chartistbevægelsen – var ved at udforme sig.

Allerede fra starten af sit ophold i England, rapporterede han tilbage til den tysksprogede revolutionære presse. I det første af sine "Breve fra London" (offentliggjort i Schweizerischer Republikaner, maj 1843) beskrev han den skarpe klassedeling og de skærpede politiske modsætninger langs klasselinjer. Den engelske arbejderklasse var revolutionært indstillet, mens adel og bourgeoisi frygtede og hadede revolutionen. Arbejderne studerede flittigt i billige udgaver de franske oplysningsfilosoffer, socialistiske skrifter og de revolutionære digtere:

"Byron og Shelley læses næsten udelukkende af de lavere klasser; ingen "respektabel" person kan have den sidstnævntes værker liggende på sit bord uden at geråde i den forfærdeligste vanry. Det er stadig sandt: Velsignet er de fattige, for de skal arve himmerige, og – hvor længe det så kommer til at tage – også jorderiget selv."

Percy Bysshe Shelley var død ved en drukneulykke i Spezzia-bugten i Italien en snes år tidligere, i 1822, kun 29 år gammel. En del af hans omfattende forfatterskab var allerede offentliggjort, og han vandt hurtigt international berømmelse som en af de tre engelske poetiske genier, som alle døde unge, foruden ham selv John Keats og Lord Byron. Hans første større værk, Queen Mab (1813), blev kaldt owenisternes evangelium.

Det store politiske digt The Mask of Anarchy (Anarkiets maskerade) skrev han i efteråret 1819 efter massakrer mod fattige arbejdere i Manchester med talrige dræbte under uroligheder, der blev slået ned med brutal magt.

Det blev først offentliggjort 10 år efter hans død – og har utvivlsomt været blandt de tekster, de revolutionære arbejdere læste – og som gjorde hans navn ugleset i de finere engelske kredse i årtier uanset hans ubestridelige digteriske geni og internationale gennemslagskraft.

Dette digt er aldrig blevet oversat i sin helhed til dansk – men Jeppe Aakjær har oversat de sidste to vers (I er mange – de er få!), aldeles fremragende.

Senere blev Shelley rubriceret som repræsentant for romantismen, andengenerationsromantikerne, sammen med sine unge meddøde.

Bertolt Brecht har i et lille essay fra 1938 "Den realistiske skrivemådes bredde og mangfoldighed" for at modvirke stereotype opfattelser af realismen netop taget Shelley op som eksempel på en revolutionær realist med udgangspunkt i "Anarkiets maskerade", som han gengiver i store uddrag med en bogstavret oversættelse til tysk:

"Hos Balzac er der meget at lære, forudsat at man allerede har lært meget. Men digtere som Shelley må tildeles end endnu mere synlig plads i realisternes store skole end Balzac, da han gør abstraktionen mere mulig end denne og ikke er en fjende af de lavere klasser, men en ven af dem.

Man kan hos Shelley se, at den realistiske skrivemåde ikke betyder, at der gives nogen som helst afkald på fantasi eller ægte artistik. Der er heller intet, der forhindrer realisterne Cervantes og Swift i at se riddere kæmpe mod vindmøller eller at heste grundlægger stater. Ikke snæverhedens begreb, men bredden passer til realismen. Virkeligheden selv er vid, mangfoldig, modsætningsfyldt; historien skaber og forkaster forbilleder …Men når vi ser, på hvor mange forskellige måder virkeligheden kan beskrives på, ser vi, at realismen ikke er et spørgsmål om form. Intet er så slemt, som når der opstilles formelle forbilleder, at der så opstilles for få forbilleder. Det er farligt at lade det store begreb "realisme" knytte sig til nogle få navne, hvor berømte de end er, og at sammenfatte nogle enkelte former til den alene saliggørende skabende metode. Om litterære former må man rådslå med virkeligheden, ikke æstetikken, heller ikke realismens æstetik."