Få år før det nye årtusinde bryder løs står USA – Bill Clintons USA – som den eneste globale supermagt. "Den ny verdensorden", der er opstået efter Sovjetunionens og Østeuropas sammenbrud, er et udtryk for den amerikanske imperialismes strategi og forudsætter et såkaldt amerikansk globalt førerskab. Da den senile ekspræsident Ronald Reagan forleden fejredes som nationalhelt i anledning af hans 87 års fødselsdag - – den anledning blev en lufthavn opkaldt efter ham – fremhævede den nuværende beboer i Det hvide Hus Ronald Reagans indsats for at gøre den amerikanske opfattelse af "demokrati" til en global værdimålestok. "Den ny verdensorden" er "markedsøkonomiens" og "demokratiets" triumf – det er kloden omskabt i USA’s billede, tilpasset til dets økonomiske, politiske og militære interesser, til fordel for de amerikanske multinationale selskaber og de store monopoler i det hele taget. Hele herligheden er skarpt bevogtet af en til tænderne rustet supermagt, hvis militære fangarme spreder sig over hele kloden og langt ud i verdensrummet.

Ved etableringen af "den ny verdensorden" i begyndelsen af 90erne lovede man folkene, at der nu var oprundet en periode af fred og social fremgang, som verden endnu ikke havde set.

Folkene spejder endnu efter den sociale fremgang – og arbejderne verden over nøjes ikke med at spejde. På alle kontinenter har man set store strejkebevægelser i takt med, at opfyldelsen af løfterne er udeblevet. Store strejker i Sydeuropa, i Rusland, Afrika, og Latinamerika eller i Asien , bl.a. i store protester sidste år i Sydkorea, for ikke at tale om den halve million teplukkere , der i øjeblikkets højsæson har nedlagt arbejdet med krav om lønstigninger på 25 pct. For velfærden og den sociale fremgang er udeblevet for de arbejdende – mens de multinationale selskaber har høstet rekordprofitter fra det ene år til det andet. Det er ved at gå op for arbejderne overalt i verden, at disse profitter udsuges af dem, af deres arbejde, og at gode tider for de multinationale i den anden ende betyder øget nød og elendighed.

Og freden? De borgerlige medier var på kogepunktet af "fredseufori" og begejstring over, at krig for altid var afskaffet, da "den ny verdensorden" etableredes med et gigantopbud af militærmagt i Golfkrigen. Denne krig sigtede både på kontrol med olien til USA og de imperialistiske metropoler, men også på at understrege USA’s ledende militære rolle i verden, dets rolle som verdenspoliti.

Det lykkedes USA at opbygge en imperialistisk koalition, som omfattede hele den europæiske imperialisme, Japan, Rusland og en lang række klientlande. Som bekendt vandt USA krigen og etablerede sin ubestridte globale førerrolle, mens den irakiske befolkning fortsat betaler for en høj pris i menneskeliv og nød.

I disse uger stables denne imperialistiske koalition atter på benene. Det har været en kilde til fortrydelse i USA, at "jobbet ikke blev gjort færdigt", at Saddam Hussein-.regimet ikke blev tilintetgjort. Det er det, som nu forberedes gennem en militær opbygning af næsten samme omfang som ved Golfkrigens start. Men denne gang vil amerikanerne ikke risikere menneskeliv gennem en invasion på landjorden: jobbet skal gøres færdigt ved hjælp af flybombardementer og raketter, som kan starte både fra baser på andre kontinenter og fra den enorme flådetilstedeværelse i Den persiske Golf. Det militære establishment og våbenfabrikanterne ser frem til denne enestående lejlighed for at få afprøvet de seneste tekniske landvindinger på området. I de sidste fem-seks år har der ikke været mulighed for at se det nyeste isenkram i rigtig aktion.

Det meste af koalitionen er på plads igen – selvom det kniber både med franskmænd, russere og tilsyneladende også med nabolandet Saudi-Arabien. Denne tøven vil ikke være nok til at blokere et angreb, hvis USA har besluttet sig for det. At hele affæren strider mod al international ret bekymrer ikke den nuværende høvding i Det hvide Hus, som ved at USA’s magt er selve den internationale ret – og som opretholder, bare for at tage et eksempel, en tilsvarende ulovlig international blokade mod Cuba på trods af næsten den hele verdens enstemmige fordømmelser. Det særlige forhold mellem USA og England er på plads igen med Clinton og Blair i hovedrollerne. Unionen er på plads – Santer støtter et angreb. Kohl er på plads. Og den danske regering – der selvfølgelig helst ser "en diplomatisk løsning" vil ikke røre en finger for at afværge et angreb eller blot protestere imod det.

Mens hele verden er involveret i spekulationer om den amerikanske præsidents sexliv (som betragtes som forbryderisk) og dets eventuelle politiske konsekvenser, forbereder samme præsident og hans regering en virkelig forbrydelse mod folkene, en forbrydelse af globale dimensioner, som i de amerikanskkontrollerede internationale medier allerede har fået heltestatus. Hvor absurd kan det blive?