En "venstresocialdemokratisk"
OK-konference uden perspektiver

 

Overenskomstforhandlingerne i industrien er som bekendt i gang. Det sker for første gang efter blot eet år. I 1997 gik CO-Industri nemlig solo ved som eneste forhandler at acceptere eet-årige overenskomster, hvilket er en klar underminering af solidariteten, da fremtidige forhandlinger ikke længere forløber parallelt. Alvoren bliver ikke mindre i betragtning af, at Dansk Industri sidder på 51% af stemmerne i Dansk Arbejdsgiverforening, som skal godkende aftalerne - med andre ord: Dansk Industri lægger i høj grad linien for overenskomsterne i DA, hvilket forklarer, hvorfor andre forhandlinger er stoppet, så det sikres at industrien tegner først.

CO-Industri’s forhandlere fortsætter igen i år deres ansvarlighed overfor arbejdsgiverne ved på ny at indgå en minusoverenskomst. Ganske vist forlyder det, at der er store knaster, der skal ryddes af vejen; men kendsgerningen er, at man er totalt enige i alt grundlæggende. Det sædvanlige skuespil er sat i scene endnu en gang, og arbejdspladserne får endnu en aftale, som ikke er til at kende med de oprindeligt stillede krav.

Med formålet - i hvert fald på papiret - at trække arbejdspladsernes krav frem i rampelyset havde en gruppe fagforeningsrepræsentanter indkaldt til landsdækkende OK-konference i lørdags. Et absolut rimeligt formål, som omkring 150 tillids- og fagforeningsrepræsentanter fra forskellige dele af landet - København og Århus trak det store læs - deltog i. Metalafdelinger, murer- og murerarbejdsmandsfagforeninger samt andre SiD-afdelinger var i alle henseender dominerende - med Lager & Handel og formand Klaus Lorentzen i front. Partimæssigt fyldte socialdemokrater, Enhedslistefolk & KpiD’ere mest i billedet, mens DKP/ML havde prioriteret 2 personer.

Lakmusprøve på kravene

De tillidsfolk, som ikke blev skuffet over udfaldet af konferencen, har desværre en overraskelse til gode. Trods store armbevægelser og nogle smukke ord er der nemlig ikke meget, som tyder på at arrangørkredsen repræsenterer arbejderne.

Den vigtigste målestok for denne mistillidserklæring er kravene. Konferencen i København fulgte en foregående i Horsens op – hvor en OK-platform for "fagbevægelsens venstrekræfter" blev udarbejdet. Københavnskonferencen fik ikke rettet op på dens mangler.

De seneste par år har i den grad vist, hvor stort problem tvangsaktiveringen er for de arbejdsløse, som for de arbejdende, hvis overenskomst er truet af denne løntrykkerfunktion. Uden at ta’ munden for fuld, kan man konstatere, at netop dette problem - påført af en socialdemokratisk arbejdsminister - er et af fagbevægelsens allerstørste! Det blev faktisk påpeget af deltagerne!

Fagforeningsformænd ol. har et forklaringsproblem, når de ikke kræver overenskomstdækning for tvangsaktiverede!

En markant arbejdstidsnedsættelse er et andet centralt krav. 13 år efter kravet om 35 timers arbejdsuge blev rejst, og 3 timer blev skåret fra den daværende 40 timers uge, er tiden inde til 30 timers arbejdsuge - 6 timer dagligt. Tempoet er steget, så den ugentlige produktionen - og nedslidningen - i dag er større. 6 timers arbejdsdag vil kunne mærkes - og først og fremmest skaffe flere i arbejde. Dette kan mobilisere.

Men Klaus Lorentzen & Co. støver uden energi det beskedne 35-timers krav af og pudser det lidt med en ekstra uges ferie. Der var tilmed tvivl om, hvorvidt kravet var 35 timer, eller en uges ekstra ferie, elller begge dele. Med erfaringerne i rygsækken er selv en 2 timers nedsættelse allerede spist op af tempoopskruning – og helt sikker inden det ville træde i kraft.

I forhold til lønkravene kan det blot konstateres, at det vigtigste og mest solidariske; - nemlig hævelse af mindstelønnen er "faldet ud". En høj mindsteløn – f.eks. et løft til 100 kr. i timen – er afgørende for hele arbejderklassen: Det skubber opad i forhold til alle øvrige arbejdende – og opad i forhold til de arbejdsløse, hvis realløn i form af understøttelse er faldet konstant i en årrække.

Man kan sige, at lakmusprøven i forhold til konferencens krav ikke faldt godt ud for arrangørerne.

Forhandlere
- ven eller forrædere

Konferencedokumentet gengiver heller ikke den harme, som flere –(i øvrigt anført af KPiD’ere, mens deltagerne aldrig oplevede en DKP/ML’er på talerstolen - dette parti har på lederplads i Dagbladet Arbejderen sluttet op om Lorentzen og Co.s venstresocialdemokratiske OK-platform) - rettede mod CO-Industri’s forhandlere. Det er dog en vigtig "detalje", hvorvidt forhandlerne er på arbejdspladsernes side - eller på modpartens. Konferencedeltagerne var ikke i tvivl; men konferenceledelsen har ikke fundet det opportunt at nævne det i udtalelsen.

Opfattelsen af forhandlerne har altid været skillelinie for fagbevægelsens reformistiske og revolutionære del.

Når snakken falder på forhandlere, kan det nok være at underkæben på undertegnede røg helt ned på brystkassen, da Holger Nielsen, formand for SiD’s Transportgruppe, besteg talerstolen, som inviteret oplægsholder. Holger Nielsen er kendt blandt de fleste af landets buschauffører for som SiD-forhandler at underminere overenskomstforholdene, ligesom de fleste fagligt aktive kender ham for at ha’ stukket knive i ryggen på de strejkende RiBus-chauffører. (Betegnende for konferencen var det i øvrigt, at der ingen repræsentanter for de ansatte, som lige har været i strejke, på ComBus eller PostDanmark, var til stede.)

Efter Holger Nielsens oplæg, hvori han bl.a. brystede sig over, at fagbevægelsens bestemmende fløj altid har vist hensyn til mindretallet, var der ikke én stemme, som følte sig provokeret til tilbagevise den påstand.

Et konkret forslag til udtalelsen var at indflette en kritik af den forhøjede arbejdsmarkedspension, der er lagt op til. Klaus Lorentzen, som varetog redaktionsudvalgets opgave, kunne kun erklære sig enig i kritikken af arbejdsmarkedspensionen som en skjult skat, der i øvrigt svigter de arbejdsløse; men han indstillede alligevel forslaget til forkastelse, hvilket også blev udgangen.

Nuvel, konferencens arrangører er klar over, at der skal sættes magt bag kravene, hvis de skal opfyldes. Derfor blev det foreslået og vedtaget, at med mindre forligsmanden udsætter forhandlingerne, så er fredag den 13.marts udråbt som aktionsdag.

Dansk fagbevægelse har tradition for, at fløje i ord opkaster sig til at være i opposition til den socialdemokratiske ledelse, som ved at bide dem i haserne kan holde dem fast på arbejdspladsernes krav. Gennem tiden har sådanne "oppositions"forummer været styret af DKP, og ikke ført andet med sig end at tage brodden af harmen mod Socialdemokratiet.

Hvordan de ledende kræfter af dette OK-initiativ, som er styret af venstresocialdemokratiske kræfter og baseret på en "venstresocialdemokratisk" linie, der på alle de mest centrale punkter bøjer af overfor fagtoppens forhandlingsplatform (som aldrig har været i nærheden af "arbejdspladsernes krav") skal kunne tilføre arbejdspladserne ny forhåbning, er ikke til at få øje på.

 

Flemming Jensen