Selskabstømmernes bagmænd
Danmarkshistoriens største røveri
er 80ernes selskabstømmersager blevet kaldt. Det er nok en overdrivelse. Nogle vil mindes nazisternes udplyndring af statskassen, som aldrig er blevet tilbagebetalt. Andre vil nævne tyveriet af Den sociale pensionsfond. Og landsmænd fra Nordatlanten måske Den danske Banks milliardgevinst på Færøerne.Under alle omstændigheder lænsede selskabstømmerne, sælgere, købere, en horde af revisorer, sagførere og politikere, skattevæsenet for mindst to milliarder kroner, samtidig med at den daværende regering med omhu sørgede for at barbere de sociale budgetter kraftigst muligt nedad.
Deltagerne i skandalen slap billigt. Det blev overdraget til bagmandspolitiet at rejse anklager mod de forgyldte selskabstømmere. Det er bare ikke rigtig blevet til noget. Sagerne forældes i hurtigt tempo, og chefen for bagmandspolitiet Michael Clan har kunnet meddele den undrende offentlighed, at sagerne droppes i stort tal, fordi de alligevel ikke ville føre til domfældelse. Samme Michael Clan er netop blevet afsløret som (skatte)investor i et tysk supermarked sammen med nogle af de selskabstømmere, hvis sager han har til behandling. At denne lidt uheldige situation gør Clan inhabil som retsforfølger i disse sager har imidlertid ikke fået ham til at nedlægge sit hverv.
Sælgerne af de selskaber, som skulle tømmes, som fik del i den ulovlige skattegevinst, har fået pålæg om at tilbagebetale skattefordelen. Det har karakter af en frivillig ordning, men indtil videre er der ikke kommet mange tilbagebetalinger ind. Hensigten er, at disse sælgeres fortjeneste på omkring 700 millioner kroner skulle inddrages. Disse sælgere har imidlertid betalt skat for deres firmaer, og skal derfor som modydelse have udbetalt disse penge. Rigsadvokaten, som har stået for udformningen af ordningen, har imidlertid "glemt" at opkræve renter for skatteunddragelserne. Til gengæld vil disse sælgere få renter for hele perioden af de allerede indbetalte skattepenge. Nettoresultat: staten taber penge på ordningen!
Selskabstømmerne går fri, sælgerne af selskaberne får endnu en gevinst på handelen. Rigsadvokaturen og bagmandspolitiet optræder i roller modsat af dem, de officielt skulle varetage – og hele cirkuset betales en, to og tre gange af de almindelige skatteydere.
Så kom ikke og sig, at der ikke findes retfærdighed i Danmark. Eller at "retfærdigheden" rammer skævt. Eller at polititop, politikertop og de veluddannede spekulanter er en sammenspist klike.
Det er ikke bare forkert. Det er nærmest injurierende. Spørg bare Clan og Kent Kirk!
Redaktionen 9. februar 1998