SiD i aktion for socialt ansvarlig kapitalisme

Den nye formand for SiD, Poul Erik Skov Hansen, har midt under OK 98-forhandlingerne fremsat sit syn på, hvad SiDs (fagbevægelsens) faglige og politiske opgaver er ved tærsklen til det nye årtusind.

Målet med den reformistiske klassesamarbejdspolitik er at få overtalt kapitalisterne til at vise sociale og miljømæssige hensyn - selvom det går ud over den hurtige profit. 380 danske erhvervsledere mødtes sidst i januar til en konference om kapitalismens fremtid og frygtede selv, at den globale kapitalisme i sin sejrsmarch bevægede sig hen imod sin egen afgrund.

Med andre ord skal det kapitalistiske samfund reddes fra sin undergang som følge af nyliberalismens hærgen. Til alles bedste, lyder budskabet fra SiD.

"Grundlaget for hele vores faglige og politiske arbejde er, at en stabil og sund fremgang må basere sig på et samfund uden de vanvittige sociale forskelle, som de fuldstændigt frie markedskræfter medfører -når den politiske styring svigter. SiD benytter derfor enhver chance for at sætte den sociale dagsorden", skriver Poul Erik Skov Christensen i Søndagsavisen d. 1. februar.

Et af fagbevægelsens stærkeste arbejdsredskaber er ifølge SiDs formand overenskomstforhandlingerne, der bør udnyttes til at få virksomhederne til at udvise et større socialt ansvar uden at ødelægge de overordnede samfundsøkonomiske interesser i det kapitalistiske EU-Danmark.

EUs "sociale kapitler" skal indarbejdes i de danske overenskomster, så en række sociale opgaver, der i dag varetages af staten flyttes over i fagligt regi. Det vil medvirke til at gøre de danske virksomheder mere socialt ansvarsbevidste, mener SiDs formand.

Social uansvarlighed

Den sociale ansvarsbevidsthed, som virksomhederne skal udvise, handler ikke om nedsat arbejdstid, stop for misbrug af ledige som løntrykkere og billig arbejdskraft, om væsentlige lønforhøjelser mv. Det er krav, der strider mod de overordnede samfundsøkonomiske interesser.

Set med de reformistiske briller er det socialt uansvarligt at stille krav om at bekæmpe arbejdsløsheden effektivt, at sige nej til EUs krav om mere fleksibel arbejdstid, at slås for bedre løn- og arbejdsforhold osv. Det rammer virksomhedernes profitter for hårdt.

Derimod er de nye arbejdsmarkedspensionsordninger et eksempel på, hvad der forstås med socialt ansvar. Ordningerne koster ikke virksomhederne spor: udgifterne modregnes i de minimale lønstigninger, der - på grund af de overordnede samfundsøkonomiske interesser - er plads til.

Det er ikke mindst som en vigtig murbrækker for kapitalisme med social ansvar som "alternativ" til den frådende nyliberalisme, at udbygningen af arbejdsmarkedspensionerne er blevet hovedkrav ved OK 98 - og bliver det ved de kommende overenskomstforhandlinger, fastslår SiDs formand. Tvangspensionsopsparingsordningerne skal videreudbygges. På bekostning af den langt mere solidariske folkepension.

Forståelse for fagtoppen

Desværre er der ikke stillet noget krav om at stoppe opbygningen af de asociale pensionsordninger på de OK 98-konferencer, som de progressive kræfter i fagbevægelsen har afholdt. I udtalelsen fra OK-konferencen i Horsens blev der tværtimod udtrykt "forståelse" for fagtoppens krav om fortsat udbygning af pensionsordningerne.

Samtidig var enhver direkte kritik af "vore" forhandlere, folk som Max Bæhring og Willy Strube på vegne af CO Industri f.eks., luget helt ud af udtalelsen, mens EUs, LOs og arbejdsgivernes krav om mere fleksibel arbejdstid og deltid ikke afvises.

Det er alene kampen for nedsat arbejdstid - for 6 ugers ferie, for 35 timers arbejdsuge, 30 timer for skifteholdarbejdere og afspadsering af alt overarbejde - der er prioriteret højt i udtalelsen.

Det understreger behovet for at opbygge en stærk fagopposition, der på et klart klassekampsgrundlag kan stille sig i front i den faglige kamp og gøre op med den reformistiske klassesamarbejdslinie. Reformismen/socialdemokratismen har ikke udspillet sin politiske rolle som borgerskabets forlængede arm i arbejderklassen og forsvarer stadig kapitalismens interesser, herunder opbygningen af Monopolernes Forenede Europa. Kamp mod nyliberalismen/for en "social kapitalisme" eller ej. mo/od