Den amerikanske præsidents årlige tale til nationen lovede intet godt, hverken for den hjemlige befolkning eller folkeslagene i resten af verden

Det går så ufatteligt godt i USA. Velstanden breder sig, skattetrykket falder og den økonomiske vækst fortsætter. Udsigterne er rosenrøde for Clintons Amerika, lyder lovordene fra det danske borgerskab ovenpå den årlige tale kaldet "State of the Union", som den amerikanske præsident holdt tirsdag d. 27. januar.

Budskabet var "enhver præsidents drøm", skriver Jyllands Posten. "Bill Clinton talte om den bedste økonomi i mands minde". At store dele den amerikanske befolkning ikke har mærket noget til velstandsstigningen, blev fejet ind under gulvtæppet.

Imperialismens førstemand beviste midt under sex-anklagerne, at han er bedst, når kriserne raser om ham - og parat til at bombe Irak. Det var stærk og handlekraftig præsident, der talte til nationen og lovede den amerikanske middelklasse og borgerskab fortsat gyldne tider.

Information, som upålidelige rygter hævder politisk set står på modsatte side af den reaktionære avis, der tidligere blev kaldt Morgenfascisten Jyllands Pesten, er ligeså begejstret for Bill Clintons tale.

"Sådan set en slags succes", lyder overskriften beskeden, men senere i artiklen kammer kystbanesocialisternes avis helt over af beundring for den kapitalistiske verdens leder. Den økonomiske politik, der er ført under Bill Clinton, står i skarp kontrast til Ronald Reagens berygtede (nyliberalistiske) økonomiske katastrofeperiode.

1998 vil blive det første år efter Reagan, hvor der igen er overskud i statskassen, og hvor den amerikanske præsident for første gang i 30 år kan fremlægge en finanslov, hvor der er skabt balance mellem indtægter og udgifter.

At nedskæringerne af de sociale udgifter faktisk er fortsat under Bill Clinton, der tilhører det demokratiske parti, og at udenrigspolitikken er mindst lige så forbryderisk, krigerisk og menneskefjendsk som i den republikanske Reagans tid, går Information let hen over. Bill Clinton skal fremstå som hele det amerikanske folks præsident.

Bill Clinton lovede jo i sin tale, at det forventede budgetoverskud på 200 milliarder dollars over de næste 5 år bliver brugt til at forbedre de sociale forhold for de fattige. Først og fremmest til at redde den amerikanske pensionsforsikringsordning, Social Security, der er ved at bryde totalt sammen.

At indsatsen rækker som en skrædder i helvede, og at mange økonomiske eksperter forudser, at den økonomiske krise, der hærger i Sydøstasien, er på vej mod USA - at det kapitalistiske, økonomiske opsving åbenbart synger på sidste vers, og de lovede forbedringer højst sandsynligt vil blive afløst af nye økonomiske stramninger - er sure opstød, der ikke værd at nævne i forbindelse talen.

Ligesom det ville være at omtale, at de mange løfter om bedring af de sociale forhold var meget ukonkrete og først og fremmest ment som rent valgflæsk. Som startskuddet på den kampagne, der om muligt skal sikre demokratisk succes ved det såkaldte midtvejsvalg i november og ved det kommende præsidentvalg.

Der var tale om "en eventyr succes", holdt af en mand, der burde være "ydmyg og mørbanket af sex-rygterne". En rigtig helt, der endog var så dristig at gå i offensiven som de svages beskytter.

Den borgerlige presse, inklusive Aktuelt og Information, er sig deres rolle bevidst. Man har omhyggeligt opbygget et glansbillede af Clinton med det danske borgerskabs hyldestmodtagelse af "Bill", da han var på besøg i Danmark i sommers, som det foreløbige højdepunkt af hykleri og underdanighed.

En skamrosning, der tåler sammenligning med afgudsdyrkelsen af John F. Kennedy i sin tid. Der er behov for at skabe et image af en amerikansk præsident, som hele verden kan og skal se op til. Et image, der ikke må krakelere, hvorfor man beder til, at præsidenten overlever sex-anklagerne.

For verden som sådan var talen en garanti for, at USA hverken indadtil eller udadtil skifter kurs. Trods økonomisk fremgang lever 23 millioner amerikanere fortsat under sultegrænsen. Antallet af folk, der lever af offentlig forsørgelse, er faldet, men det skyldes, at mange har fået frataget den hjælp, som de tidligere har modtaget, heriblandt 1 million enlige mødre.

Forholdene i slumkvarterne/ghettoerne er lige så ringe som før Clinton. Men nu har man lovet at gøre noget ved situationen. At udvide politiet med 100.000 mand, som kan medvirke til at holde enhver form for social uro nede.

Der er efter sigende skabt 14 millioner nye arbejdspladser, men de er opstået ved, at folk som følge af den elendige sociale velfærd i USA nu er tvunget til at tage arbejde til en timeløn af 1-2 dollars. Af samme grund er mange nødt til at have dobbeltarbejde for at overleve.

Udenrigspolitisk fortsætter USA sin krigeriske politik. Bombeflyene er rede til at gå på vingerne for at smide sin dødbringende last over det i forvejen sønderbombede og udpinte Irak, og den forbryderiske blokade er skærpet overfor Cuba. Mens Nordkorea skønt den alvorlige hungersnød afkræves politiske reformer for fødevarehjælp.

Selv Sydkorea har fået kniven på struben efter, at den sydøstasiatiske krise ramte landet. Via Verdensbanken og Den internationale valutafond tvinges Sydkorea til at gennemføre sociale nedskæringer i megaformat, der vil ramme den almindelige befolkning i landet hårdt. En umenneskelig politik, som IMF/imperialismen allerede er fået tromlet igennem i de fleste tredieverdenslande.

Der er intet nyt fra Vestfronten.