Ikke-profeten
i den revolutionære presse

Biblens Obadias er den allermindste af de små profeter. Hans samlede produktion, hvor han raser mod edomiterne og truer dem med straf for deres hovmod, fylder knap en side af biblens tusinde. På en måde er han altså biblens petitjournalist.

ARBEJDERBLADETs Obadias er også petitjournalist, men derimod ikke profet. Han modtager ikke åbenbaringer eller står i det samme fortrolige forhold til de højere magter som visse af de borgerlige blades journalister, der udtaler sig med en myndighed, som om Vorherre selv havde ansat dem som penneførere og personlig udbetalte dem månedslønnen den første. Han er ikke engang ansat ved den sunde fornuft. Så længe klasseforskellen har eksisteret, har den sunde fornuft været forpagtet af de herskende klasser, og i bourgeoisiets tidsalder er den blevet til den "sunde" borgerlige fornuft". Når en mand begynder at argumentere i fornuftens navn, kan man være overbevist om, at hans synspunkter på en meget heldig måde falder sammen med de økonomiske magthaveres interesser.

Hvem er da Obadias? Han er dig og mig og enhver vågen arbejder. Hans indstilling er proletarisk, hans synspunkter er arbejderklassens. Han giver ingen politiske paroler, men snakker bare med sine læsere om tingene, som der tales på arbejdspladsen, kontrolstedet og i proletarhjemmet, og synes du om ham, så husk en ting: Obadias’ artikler kunne ikke trykkes i noget andet blad i Danmark end ARBEJDERBLADET eller udkomme på noget andet forlag end ARBEJDERFORLAGET. Og hvad der betyder mere, meget mere: hvis ARBEJDERBLADET ikke var til, var ikke bare petitjournalisten Obadias afskåret fra at snakke med, men den vågne arbejderklasse var udelukket fra at argumentere for sin sag og for sine livsvigtige, afgørende krav. Den revolutionære presse er arbejderklassens mæle.

Sådan præsenterede "Obadias" - i det gamle testamente én af de 12 profeter, men i dette tilfælde ingen anden end forfatteren, journalisten og juristen Hans Kirk (i januar 100 år) - i 1934 et udvalg af små politiske kommentarer i bogform , illustreret med Hans Scherfigs satirer over den borgerlige danske "idyl".

I dag er den lille bog en stor sjældenhed – men næsten trekvart århundrede senere kan disse dugfriske øjeblikskommentarer læses med fryd og fornøjelse, selvom navnene på mange af dens konger og præster, borgermænd og ikke mindst ledende socialdemokrater forlængst er glemt – og selvom de strejker og arbejderkampe, der omtales, ikke er opført i historiebøgerne.

Forsiden smykkes med et spøjst fotografi af denne lille ikke-profet, vistnok stykket sammen af tre af bidragyderne til spalten. For "petitjournalisten" Obadias var et kollektivt pseudonym.Godt nok var Kirk opfinder og administrator af rubrikken og den, der leverede broderparten af de daglige bidrag, men når han var forhindret, blev den skrevet af andre – Hans Scherfig, Børge Houmann, Aksel Larsen, Edvard Heiberg og Vagn Kaastrup har alle leveret bidrag. Bogen henregnes til Kirks forfatterskab, men ingen er i dag i stand til at afgøre, hvem der skrev den enkelte artikel. (Selvom den unge Scherfig utvivlsomt er et kvalificeret gæt på ophavsmanden til "Øjne i nakken"…)

Med denne spalte bankede "PS!et", "den lille spidse" eller hvad den er blevet kaldt siden sig urokkeligt fast i den revolutionære presse. Ingen har dyrket den med større talent end Kirk – og Hans Scherfig, som bedrev den med mesterskab helt frem til sin død i 1979. Hans lørdagskommentarer i Land&Folk samledes i Årbøger.

Heldigvis findes betydelige dele af begge de store forfatteres journalistik i bogform. Og "Obadias" var altså den første. Rubrikken kunne første gang læses i Arbejderbladet 23. februar 34.

Disse små bøger lukker døren på klem til en anden tid på en helt anden måde end historiebøger eller nedslidte film og fotos gør det, til arbejdspladserne og arbejderhjemmene, til levende og kæmpende mennesker, gamle bekendte. Underligt nok minder også både den store og den lille politik om noget, man kender – forlængst formuldede politikøtere napper stadig i strejkende arbejderes bukseben, og socialdemokraternes foretrukne våben i klassekampen er stadig kniv og gaffel. De blev også trukket frem under besættelsen. Politikerbenene er der heller ikke rørt ved:

"Alle de borgerlige politikere er rørende enige om, at de eneste ben, de har, er dem, de står på, og så naturligvis dem, de har alle sammen har i næsen.Men hvorfor er de så nervøse, når nogen snakker om deres ben, at de ikke selv ved, hvilket ben de skal stå på?"

"Obadias" er en af de mange titler, der findes i det ny særkatalog fra Oktober Bogbutik med udgivelser fra Arbejderforlaget, Monde, Tiden osv. Den er sat til 60 kr. Prisen for kataloget er en tier.