Tirsdag den 23. december 1997 tidligt om morgenen underskrev overenskomstparterne Prosa/DC og CSC Danmark og CSC Information Systems i forligsinstitutionen en aftale om en overenskomst. Edb-medarbejderne omfattet af overenskomsten vil (hvis den bliver stemt hjem i den kommende urafstemning) få op til 13 ekstra feriedage over en treårig periode, en uges garanteret uddannelse om året samt lønforhøjelser på i alt 4,5% pr. år i de kommende tre år.

Fagforeningen Prosa blev dannet i slutningen af 60’erne, da edb-faget begyndte at udgøre en betydende del af arbejdspladserne. Efter nogen år gik det op for HK, at de havde sovet i timen, hvorefter HK dannede en underafdeling SAM-DATA, der gjorde krav på at have eneret for organisering af edb-arbejdere. Op igennem 70’erne blev det HK’s holdning til problemet i kraft af HK størrelse og politiske indflydelse, der fik størst gennemslagskraft i fagbevægelsen. Dvs. Prosa forblev en outsider i ‘det pæne selskab’. En fagforening, hvor demokratiet og medlemsindflydelsen på alle de årlige delegeretforsamlinger (med ret til repræsentation for hvert 10ende medlem) udgjorde en meget stor del af indholdet i diskussionerne, men hvor forholdet til resten af fagbevægelsen begrænsede sig til udtalelser og økonomisk støtte til enkelte aktuelle arbejdskampe. En fagforening hvor ‘pampervældet’ først og fremmest bestod af folk, der på en eller anden måde havde været aktive ‘til venstre for midten’ (VS, KAP, DKP o.lign.), men hvor demokratiet på delegeretforsamlingerne holdt fast i, at det var ‘medlemmernes fagforening’. Det var således lokalafdelingerne, der suverænt forhandlede deres egne overenskomster. Kun strejkestøtten skulle der søges om fra den fælles kasse.

Som udviklingen gik op igennem 90’erne blev det klart, at det var nødvendigt at få en fastere tilknytning til en eller anden større faglig sammenslutning for ikke helt at miste indflydelsen på medlemmernes vilkår efterhånden som eftervirkningerne af EU-medlemskabet bredte sig. Det var dog stadig det store diskussionsemne, om man så ikke samtidig solgte medlemsindflydelsen. På grund af de deraf affødte krav kunne det ikke blive til et medlemsskab af LO, men det blev dog til et medlemsskab af FTF.

Arbejdspladsen CSC er det, der tidligere hed Datacentralen, men som på grund af privatisering og opkøb af en amerikansk koncern, nu er brevet til 3 arbejdspladser i et koncernlignende samarbejde, CSC Danmark. CSC Information systems (samme overenskomst) samt CSC Computer Management (driftsdelen) . Vi, der i gennem årene her været vant til, at vi samarbejder - også med de store kunder f.eks. Told- og Skat - om at løse de opgaver der bare SKAL løses, er nu endt i en situation, hvor hvert minut skal faktureres. En effektivisering der kan mærkes, men som ikke altid bringer et større udbytte med sig! Alle disse omstruktureringer her også bragt et meget anstrengende forhold til ledelsen med sig. Hver gang vi (Prosa eller andre) gennem de seneste år har udtrykt en eller anden form for misbilligelse af ledelsens dispositioner, hvadenten det handler om det fagligt eller økonomisk forsvarlige, har vi kun mødt modstand, ingen i ledelsen ønskede at tage vores argumenter alvorligt. Dette har på det sidste bragt arbejdspladsen ud i en situation. hvor man for nylig har måttet tilbagetrække en meget væsentlig del af en meget stor opgave for Told- og Skat og en situation, hvor ledelsen næsten direkte har appelleret til medarbejderne om, at nu MÅTTE vi samarbejde, hvis vi skulle redde stumperne. Sådan så det ud midt i december.

Lokalafdelingen Prosa/DC blev dannet som lokalafdeling allerede kort efter starten af Prosa. Lokalafdelingen har som sagt retten til selv at forhandle og indgå overenskomst. Dvs. at vi idag har erfaringer fra de sidste knap 30 års overenskomstforhandlinger:

- dvs. at dem, der forhandler overenskomsten, også er dem, der selv skal leve med den og arbejde sammen med andre under den bagefter

- dvs. at dem, der forhandler, også er dem, der bagefter skal rejse sagerne i arbejdsretten, hvis ledelsen ikke overholder overenskomsten

- dvs. at dem, der forhandler også er dem, der har kritiseret ledelsen igennem de seneste år

- dvs. at vi ikke er bundet af en eller anden overordnet hovedaftale

- dvs. at vi ikke kan risikere, at der (lige pludselig) kommer en part udefra og siger, at nu overtager de forhandlingerne .

Edb-fagets udvikling i de sidste år er også en væsentlig forudsætning for resultatet. Prosa her i flere år kritiseret den almene edb-uddannelse; men er ikke brevet hørt. Resultatet er nu, at der er stor mangel på edb-folk med bare nogen erfaring. År 2000-problematikken og ECU-forberedelserne gør dette problem meget akut. Mange, der ikke har villet/kunnet søge arbejde andre steder i mange år har nu fundet en ny arbejdsplads og har dermed samtidig fået forøget deres løn med mange tusind kr. mdl. Først på året i 1997 blev der fyret nogle få stykker. Det resulterede i, at mange flere efterfølgende skiftede job: Når først tanken er tænkt, er der ikke langt til handling - og job er der mange af i branchen.

Overenskomsten udløb pr. 1.6.97. Prosa/DC kom med forslag til køreplaner og med overenskomstkrav, så der kunne blive tale om en hurtig forhandling. Hen i september havde vi ikke rokket os ud af stedet. Vi stillede så krav om en midlertidig lønregulering til gengæld for at undlade at sende 1. strejkevarsel omgående. Lønreguleringen fik vi. Forhandlinger derimod var det småt med. Et skridt frem og to tilbage, hvis I giver os lillefingeren, så vil vi også have resten af hånden. Der var ingen form for indrømmelser fra vores side, der kunne få ledelsen til at flytte sig mange millimeter; mens de til gengæld krævede og krævede, at vi firede på kravene.

Så blev 1. strejkevarsel sendt uden at der skete noget. Ledelsen insisterede fortsat på at spilde vores tid med indholdsløs snak om nye lønformer. De ville have en aftale om, hvordan vi kunne påbegynde en grundlæggende ændring af lønsystemet til resultatløn o.lign. Desværre for dem var det sådan, at det aldrig lykkedes os at få anden forståelse af, hvad de ville, end at det drejede sig om, at vi skulle forhandle en samlet lønramme, og så skulle de nok finde ud af, hvordan pengene skulle fordeles. På grundlag af deres svar på nogen meget præcise spørgsmål om hvad de egentlig ville, kunne vi afholde et medlemsmøde, hvor 100% af de fremmødte sagde NEJ til ledelsens snak om nye lønsystemer. SÅ var den pot endelig ude!

Først derefter, i slutningen af november, kunne vi gå i gang med at diskutere vores HOVED-krav om frihed og uddannelse! Den endte til sidst med, at vi var enige om den samlede lønramme, MEN vi var uenige om beregningsmetoderne, dvs. hvor mange (få) fridage, det egentlig gav!

På et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde blev der bevilliget strejkestøtte.

Så afholdt vi endnu et medlemsmøde tirsdag den 16. december, som med 133 af 151 fremmødte gav bestyrelse og forhandlere ret til at afsende 2. strejkevarsel, når vi fandt det nødvendigt. Punktum. Trods advarsler fra ledelsen. Trods ledelsens forsøg på at få alle der var i tvivl til at møde op og stemme imod. Onsdag eftermiddag henvendte vi os til ledelsen. De trak tiden i langdrag, ingenting skete. Torsdag afleverede vi efter at have gennemdiskuteret sagen 2. strejkevarsel. Fredag kl. 14. blev vi ringet op med en indkaldelse til møde i forligsinstitutionen mandag den 22. om eftermiddagen. Tirsdag morgen - efter en millimeterdiskussion natten igennem om vores forskellige beregningsmetoder og til sidst et afsluttende renskrivningsarbejde med alle detaljer gennemgået - var overenskomsten på plads.

Har denne overenskomst overhovedet nogen betydning for det øvrige arbejdsmarked? Det er jo ‘lige om lidt’ at resten af arbejdsmarkedet går igang med overenskomstforhandlingerne. En vigtig brik i disse forhandlinger er netop mere fritid. Hvis vores overenskomst bliver brugt på den rigtige måde, burde den kunne bidrage til et øget antal fridage også i de andre overenskomster. Det er netop det VI er gået efter i vores overenskomst: Varige forbedringer. Vi har ikke været interesserede i engangsforeteelser, men er gået efter et mærkbart løft i antal fridage, et loft i retten til firmabetalt uddannelse og løft på lønskalaerne. Jeg håber vi kan være med til at løfte også for de andre overenskomster.

Det er for det første et eksempel på, at en fagforening ikke behøver at være styret af et arbejderaristokati. Et eksempel på, at det kan lade sig gøre at have et medlemsdemokrati, der fungerer og en forhandlingskompetance direkte på den arbejdsplads, overenskomsten omfatter. Et eksempel på, at en fagforening godt KAN fungere uden for ‘LO-familien’. Det kunne måske give nogen ideer til, hvad målet for en kommunistisk indsats i andre fagforeninger kunne være.

For det andet viser forløbet efter min opfattelse noget om hvordan man stille og roligt højner medlemmernes forståelse af, hvordan (det kapitalistiske) systemet er skruet sammen samt forståelsen for, at det (stadigvæk) nytter noget at stå sammen.

For det tredje kæmper vi som kommunister vel også altid dagskampen for de midlertidige forbedringer, når der er mulighed for det, og hvis vores fridage og ret til uddannelse kan smitte af på de andres overenskomster, så er det vel ikke så ringe?