Der er en verden til forskel på de overenskomstkrav, som fagtoppen har fremlagt overfor arbejdsgiverne, og de krav, der i efteråret blev rejst på arbejdspladser og i de progressive fagforeninger

På papiret ser overenskomstforhandlingerne i Danmark mellem arbejderne og arbejdsgiverne såre demokratisk ud.

På arbejdspladserne og i de lokale fagforeninger rejses en række krav, der derefter sendes ind til hovedforbundene eller kartellerne, der på baggrund af de indsendte forslag udtager de endelige overenskomstkrav og fører forhandlingerne med modparten. Ydermere sendes overenskomstforliget til sidst til urafstemning blandt fagforbundenes/kartellernes menige medlemmer.

I virkelighedens verden er den almindelige arbejders indflydelse på de overenskomstkrav, der stilles, mere end forsvindende lille.

* For det første beslutter EU i stadigt stigende omfang, hvad der skal forhandles via direktiver, som den danske regering er forpligtiget til at følge. Enten via lovgivning eller "implementering": at overlade det til arbejdsmarkedets parter "frit" at forhandle direktiverne ind i de nye overenskomster. Det drejer sig denne gang især om kravene om mere fleksibel arbejdstid og deltid.

"Implementering" af direktiverne er den foretrukne model i Danmark, da det giver skær af, at overenskomsforhandlingerne er "frie".

* For det andet lægger LO efter trepartforhandlinger med regeringen og Dansk Arbejdsgiverforening, rammerne for, hvor meget der er "råd" til. Skønt det hedder sig: overenskomstforhandlinger? Det har LO ikke noget at gøre med. Det er de enkelte forbunds/kartellers ansvar.

LO har fastlagt, at lønnen højst må stige med 4 procent. Alt iberegnet såsom pensionsordninger, der øger arbejdsgivernes omkostninger, selvom det ikke betyder mere i lønningsposen for den enkelte arbejder.

* For det tredie smider fagtoppen, der burde forhandle på medlemmernes vegne, rask væk medlemmernes krav i papirkurven og opfinder nye.

Det er ikke på arbejdspladserne, svindelnummeret med pensionsordninger er rejst. Det er udtænkt af den reformistiske fagtop som middel til at holde lønstigningerne og de sociale udgifter nede. Folkepensionen, der er langt mere solidarisk, udhules i samme takt som pensionsordningerne udbygges.

* For det fjerde bevirker afstemningsreglerne i Hovedaftalen mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening, at det er nærmest umuligt at stemme et overenskomstresultat ned. Uanset, hvor magert det end er.

De afgørende overenskomstforhandlinger i år vil stå mellem mastodonten CO-Industri og Dansk Industri. Den overenskomst, som vil blive indgået her, vil danne model for de øvrige overenskomstsområder. Forhandlingerne starter d. 5. februar, og de krav, som CO-Industri har rejst, har intet til fælles med arbejspladsernes krav at gøre. Eneste ultimative krav er forbedring af pensionsordningerne.

Pensionskravene, der som sagt ikke giver flere kroner i lønningsposen, ventes at blive på 1,5 procent i "lønforhøjelse", og så er der kun 2,5 procent tilbage til reelle lønstigninger. Og den forventede inflation taget i betragtning er der i bedste fald tale om en "0-løsning". Hertil komm så kravene om mere deltid og fleksibel arbejdstid, som EU, LO og arbejdsgiverne har søsat som ultimative krav.

De arbejdsløse, hvadenten de er på understøttelse eller bistandshjælp, er totalt ude af billedet ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Der er i allerhøjeste grad behov for at opbygge en fagopposition på en klar klassekampslinie og bakke op om de kræfter, der forsøger at sætte en overenskomstkampagne for arbejderklassens krav i værk - herunder at forberede en Stem Nej-kampagne.

Krav som f. eks.