Hvad skulle paven i Havanna?
Det blev kaldt "historisk", da overhovedet for den katolske kirke og berygtede anti-kommunist, Pave Johannes Poul II, aflagde besøg på Cuba. Som besøgets højdepunkt afholdt han med deltagelse af Fidel Castro og den cubanske parti- og statsledelse en storpolitisk messe på Revolutionspladsen for henved en halv million mennesker. Tusindvis af eksilcubanere, herunder en del af det landflygtige kleresi, indtog under pavens besøg den cubanske hovedstad.
Den "historiske forsoning" mellem den cubanske revolution og den katolske kirke blev gennemført som et internationalt medieshow uden nogen kiksere.
Hans Hellighed fik afleveret sit budskab om indførelse af "demokrati" og "pluralisme" på Cuba – det samme program, som virkede som en kraftig ansporing af den åbne kontrarevolution i Polen og Østeuropa i firserne. Samtidig - og det var en del af aftalen, som førte prælaten til Cuba – afleverede han en verbal kritik af den råkapitalistiske nyliberalisme og gav på ny udtryk for sin kritik af den amerikanske økonomiske blokade, som det meste af verden fordømmer.
Blandt Cubas mange venner verden over har pavens besøg vakt uro og bekymring, som ikke bliver mindre af, at et helt kor af klakører kalder det en "politisk sejr" for Fidel Castro og Cuba. Det må betegnes som alt andet end en sejr. Det er tværtimod en større ideologisk og politisk indrømmelse til den globale kontrarevolution, og en overgivelse af en væsentlig side af den cubanske revolutions resultater. Historisk har den katolske kirke været - og er - et af antikommunismens og kontrarevolutionens epicentrer.
Pavebesøget bliver selvfølgelig forklaret med henvisning til kampen for at få ophævet den økonomiske blokade, og nogle går så vidt som til at tage kirkeoverhovedets kritik af nyliberalismen for pålydende og er villige til at indrullere den katolske kirke i en såkaldt front mod nyliberalismen. Det burde være indlysende, at det er rævens snak for gæssene.
Pavebesøget styrker den katolske kirkes ideologiske, politiske og institutionelle indflydelse ikke bare på Cuba, men i Latinamerika som helhed og også andre steder. Det bidrager til at give legitimitet til dens antisocialistiske og antikommunistiske platform. Det er svært at forklare som en sejr – for Cuba, eller for de revolutionære og progressive kræfter overhovedet.
Selv under et strategisk tilbagetog er der grænser, der ikke kan overskrides uden katastrofale konsekvenser på kortere eller længere sigt.
Redaktionen den 24. januar 1998.